Bane Danmark betaler!

Man får den tanke, at når det ikke er ens egne penge, så betyder det ikke så meget, hvordan de bruges? Det handler om Bane Danmark, hmm!

På vores morgentur går Diki og jeg hver dag et lille stykke på en vej, der har huse på den ene side og jernbanen på den anden, og der er en skråning ned til banelegemet, hvor der vokser lidt forskelligt. For kort tid siden blev vejen delvis nyasfalteret, udkørslen til den større gennemgående Bygade blev hævet, så vigepligt blev mere tydelig, og så blev der samtidig sat et flot nyt trådhegn op ned mod jernbaneskråningen.

Men i forgårs mødte vi en arbejdsklædt mand, der var ved at sætte nogle målepinde op. Det så mystisk ud, så jeg spurgte til, hvad der nu skulle til at ske.

“Jo hegnet skal flyttes – der er regler her i Fredericia for, at et hegn skal stå 40 cm fra kantstenen, og det gør det ikke, så alle hegnspælene skal flyttes! Du kan se den streg, jeg har sat i jorden, der skal de være!”

Det drejede sig om ca 15 – 20 cm, højst, og der var jo “ingenting” andet end jordskråningen?

“Næh, men det skal flyttes, og de galvaniserede hegnspæle er støbt ned, så det er ikke så nemt at flytte!”

Hold da op, sagde jeg, jeg kender ellers til andre steder i byen, hvor kommunen har set stort på hegnsregler (det er ikke engang løgn).

Jo, men det er jo ikke kommunen, der betaler! Det er Bane Danmark, for det er deres hegn!

Og nu har han så gået/kørt derovre med sine maskiner i 3 dage for at flytte det hegn 20 cm længere ind på skråningen og samtidig fældet det småkrat, der stod i vejen.

Bare det dog havde været her på den anden side af banen, hvor træerne er vokset så højt op på vores baneskråning, at de tager vores eftermiddags- og aftensol.

Julemærkehjemmet Liljeborg på DK4

I morgen Skærtorsdag 13. april kl. 15.10 på DK4 genudsendes udsendelsen om det nye julemærkehjem Liljeborg i Roskilde. Jeg så den, da den blev sendt 1. gang, og den blev også genudsendt sent i går aftes.

Men nu er chancen der så igen for at høre historien bag den ufatteligt store donation, som Winnie Liljeborg har givet til børn, der trænger til hjælp og omsorg.

Det er en rigtig god udsendelse, hvor Winnie Liljeborg og Søren Ravn, direktør for Julemærkefonden fortæller til Thomas Evers Poulsen om projektet og hvordan det er startet.

Forfra!

Det er dejligt, at jeg nu har en “boks” til TV’et, hvor man både kan optage, afspille film og afspille udsendelser forskudt! Jeg opdagede, at der var en André Rieu koncert i gang på DK4 – den var næsten slut – men jeg er træt af alle de krimi’er sent på aftenen på DR1, så jeg satte boksen til at starte forfra på DK4 – og hvor jeg har nydt det!

Jeg var til hans koncert i Boxen i Herning sidste år, og vi er 4 naboer, der har købt billet til koncerten samme sted i juni, og det er noget helt særligt at være til en koncert live – men derfor kan man godt have stor fornøjelse af en af hans koncerter på TV. Og han er nok allerbedst, når de spiller i Maastricht! Denne var fra 2012, men hold da op, hvor var det festligt! Det er dejlig musik først og fremmest, gode solister og kor – her var der et kæmpestort mandskor bl.a. Og så er det så smittende, publikum både synger og danser med, tårerne triller, kærligheden blomstrer og der bliver delt knus ud!

Så det var dejligt, at jeg lige blev opmærksom på det.

Og jeg kan jo sagtens sy samtidig (håndsy forstås).

Næste kapitel i trekanttæppe

Alle 42 sorte firkanter er syet sammen med de prikkede, ret mod ret, diagonalt efter en tegnet streg, hvor jeg syr på begge sider af stregen.

Derefter skærer jeg i stregen, presser ud på vrangen med sømrummet til den mørke side, og har dermed ialt 84 blokke, hver bestående af en sort + en prikket trekant.

De 42 prikkede firkanter er købt som en “charmpakke”, de sorte har jeg skåret af stof fra lager.

Hvis jeg selv ville skære alle firkanter, er målet: den færdige firkants mål + 3 cm til sømrum, syet med 0,75 cm sømrum, både i den diagonale søm og når blokkene sys sammen.

Hurtig-trekanter på samlebånd

Jeg faldt for et tæppe, som Kirsten Juhl fra Patchwork kælderen havde syet og udstillet i sin butik i Kolding. Det var ret charmerende med trekanter i douche farver + sort – og selvfølgelig solgte hun en lille charms pakke med netop de stoffer!

Så nu prøver jeg!

Mary-sjal med og uden mange markører

Jeg er ved at strikke “Mary-sjalet” / “Det hele kongerige” eller hvad man kalder det meget smukke babysvøb, som oprindeligt er et traditionelt 4-kantet skotsk svøb. Det er 4. gang, jeg strikker det, men sidste gang ligger 5 år tilbage, så jeg kludrede i det, da jeg begyndte at strikke den brede blonde, og måtte “strikke baglæns” et par gange.

Så tog jeg konsekvensen og brugte mange markører, én for rapport + 1 i de 4 hjørner + 1 for hver påbegyndt rapport. Det lyder indviklet, det er det ikke, hvis man bruger Lotte Wackerhagens diagram som supplement til den originale opskrift.

Men det er maaange markører at sidde og flytte med. Så nu kaster jeg mig ud i en forenkling og bruger kun markører i hjørnerne, og på hver side af hjørnerne, hvor de påbegyndte rapporter ikke er hele endnu. Derimellem strikkes de sammenhængende rapport. Det må være nok, når jeg nu har rapporterne i fingrene.

Jeg strikker alle 4 sider af sjalet på én gang, altså rundt, vender ved start-markøren og strikker omgangen tilbage igen – vender osv. På den måde behøver jeg ikke at strikke vrang på hver anden pind, det gider jeg nemlig ikke.

For dem, der ikke helt kan følge med: Efter originalopskriften strikker man de 4 sider hver for sig og syr dem sammen med løse heksesting, det er ikke nær så pænt (eller nemt), som at strikke alle 4 sider sammenhængene med omslag på hver side af hjørnemaskerne, og når man vender omkring den ene hjørnemaske efter hver omgang, sker det også med et omslag, så det er næsten ikke til at se forskel.

FAKTA: opskriften ligger gratis på Familie Journalen

Lotte Wackerhagens diagrammer og vejledninger ligger  på Facebook i gruppen: Marysvøbet, det hele og det halve kongerige”  under filer.

Forbrug: 8 x 50 gram 4-trådet uld f.eks. Arwetta el. alpacca/silke el. uld/silke. Jeg strikker med Regia uld/silke.

 

Det lykkedes igen!

Den forholdsvis milde vinter har vist endnu engang skånet min flotte Kamelia, som jeg ikke har mulighed for at få ind i en havestue eller anden beskyttelse. Så den har for 3. vinter i træk stået inde i krogen ved husmuren på bagsiden af huset, og nu ser det ud til, at jeg får smukke blomster igen.

Det glæder jeg mig så meget til!

I forhaven er der små violer i græsplænen, blå anemoner og mini-påskeliljer hist og pist…

..den flotte vår-lyng har allerede blomstret i flere uger..

..og de botaniske tulipaner står i fuld blomst nu.

Og hyacinther i flere farver byder velkommen. Det er så dejligt!

 

Kludemagasinet

Dansk Patchwork Forenings medlemsblad Kludemagasinet udkom i går med nr. 2 i 2017. Og det var med særlig interesse, jeg bladrede det igennem, for jeg har skrevet om Projekt Puttetæppers 20 års jubilæum i år.

Jeg blev meget glad, for selv om jeg kender teksten og har leveret billederne, kunne jeg ikke vide, hvilken flot opsætning artiklen har fået – over 3 sider! Med billederne meget store – hold op hvor ser det godt ud.

Jeg har skrevet lidt om både PP’s historie, den nuværende status og om vores håb og ønsker for fremtiden. Jeg håber, det bliver læst med interesse, for projektet fortjener virkelig at få samme støtte og opbakning fremover som nu.

Vores jubilæumsudstilling af 21 nye puttetæpper, syet af tæppetanter med de 21 års-mønstre får også omtale – det kan ikke være bedre!