I dag er det 7 år siden, Søren sov ind efter 1½ års sygdom.
Det er trist at tænke på den dag – men det var også en lettelse, at det lykkedes at få ham hjem efter 14 dage på sygehuset, hvor de ikke kunne gøre mere for ham.
Jeg er stadig sikker på, at han slap livsviljen, da det indirekte blev sagt, at han havde få måneder tilbage, og så vågnede han ikke af sin middagssøvn, men sov lige til næste morgen, hvor både jeg og yngstesøn og svigerdatter havde overnattet på sygehuset.
Han sagde selv: “Jeg døde i nat kl 3 !” Vi ved ikke, hvilken oplevelse, han havde haft, men det var godt, at han vendte om og vågnede. Så lagde jeg pres på og fik sat “systemet” i gang, så han kunne komme hjem med Falck, hvor datteren i mellemtiden havde taget imod ilt-manden, svigerdatteren havde hentet medicin, og vores fantastiske hjemmepleje stod klar!
Det blev kun til 2 stille døgn i de hjemlige omgivelser, men der er ingen tvivl om, at det var godt for både Søren og mig, at han var i sin egen seng med familien omkring sig – og schæferen Whisky, der sprang op ad hans seng og slikkede ham i ansigtet, da han kom hjem!
7 år – det føles ikke som så lang tid, som det jo er. Jeg syntes, at det var længe, min Mor var alene: 11 år, men min svigermor var enke i 30 år!
Og på en eller anden måde er Søren stadig en stor del af mig, det er ikke mærkeligt, efter at vi var sammen i 47 år. Det er lidt synd, at vi ikke nåede at flytte i noget mindre sammen, som vi havde snakket om. Men der ville ikke have været plads til os begge her i mit lille rækkehus, vores interesser fyldte for meget.
Og jeg havde nok ikke haft Diki, for små hunde var ikke Sørens smag!
Jeg har det fint sammen med Diki, og jeg er stadig lettet over, at Søren var klar næsten til det sidste og ikke kom til at ligge som en “grøntsag”, men stille og roligt derhjemme.
