Ældstesønnen, som sidder i byrådet i Fredericia, er kommet i medierne i disse dage, hvor han, som den eneste i beredskabskommisionen for det nye beredskab i 6 kommuner, ikke har ville godkende en spareplan for det samlede beredskab.
Se HER TVSyd’s indslag i går aftes.
Når jeg regner på det, så er der ikke nok til de små firkanter i ret mange af de silker, jeg fandt frem i første omgang. Jeg havde ellers næsten bestemt mig!
Men så prøver jeg igen, denne gang med 2 meget forskellige muligheder:
Det er her, jeg bruger meget tid, før jeg for alvor går i gang med et nyt projekt – denne gang en lille quilt, syet af silke slips.
Jeg er inspireret af dette, som Birgith har syet, og hun har både lånt mig sine skabeloner (12 x 12 cm) og givet mig en masse silkeslips, som hun havde til overs. Jeg havde også selv en del.
Så nu er jeg i gang og har foreløbig skåret 8.kanter, strøget helt tynd vliseline bag på og riet nogle på pap. I dette tilfælde et det nødvendigt med stryge-vlieseline og det dur ikke at lime silken på pappet, så er det ikke til at arbejde med de levende silker.
Jeg har mange flere slips, men nu skal jeg først bestemme mig for, hvilken farve, der skal bruges til de små firkanter mellem 8-kanterne. Og så er det jo dejligt at have et godt lager! For nogle år siden syede jeg mange små tasker, hvor jeg bl.a. brugte silke, og jeg købte også nogle lækre, lidt groftvævede stykker på Filippinerne for 13 år siden.
Hvad skal jeg vælge? Alle firkanterne skal være samme stof, ikke sort, men….
Sigrun fra Norge har længe tænkt over, hvorfor børn i DK kommer på julemærkehjem og spørger, om jeg vil skrive et indlæg om det.
Det kunne blive et meget langt indlæg, men jeg skal prøve – det kan ikke undgås, at jeg med mine mange år i Projekt Puttetæpper har sat mig ind i det.
Julemærkehjemmene i DK blev oprindeligt (fra 1903) opført, fordi der var mange børn med bl.a. tuberkulose, eller som var undernærede og havde det dårligt i den tids sociale forhold. Det var postmester Einar Holbøl, der fik idéen til at sælge små julemærker til at sætte på brevene til jul, og det var i mange år financieringen af efterhånden 7 julemærkehjem.
Tiderne – og økonomien – har ændret sig, så der nu kun er 4 julemærkehjem, og der sælges ikke mange julemærker mere, så Julemærkefonden, som driver hjemmene, må finde pengene andre steder. De får så godt som ingen penge fra det offentlige.
Børnene har i dag andre problemer end tuberkulose og underernæring, og den væsentligste årsag til, at de bliver tilbudt et 10 ugers ophold, er i dag overvægt som den synlige årsag. Det kan være gennem skolen, en læge el.a. at det kommer i stand – og der er venteliste!
Overvægten er et symptom! Det kan være mange andre grunde, der viser sig i overvægt: familieproblemer, dårligt selvværd, mobning og desværre også meget alvorlige ting.
Og det er disse ting, de får hjælp til at takle under de 10 uger på hjemmet.
De lærer at spise sundere, at dyrke motion, og de lærer at omgås andre børn og hjælpe hinanden, så de kan klare den mobning, de måske senere bliver udsat for.
Man er også i kontakt med familien, så de kan hjælpe børnene fremover.
Børnene bliver meget gladere under deres ophold, oplever at motion er sjovt og har det godt med de andre børn. De går også i skole nogle timer hver dag, men har mange andre oplevelser.
Jeg – og andre tæppetanter – har oplevet, når jeg har besøgt et af hjemmene, at blive vist rundt af 2 børn, som glade fortæller, hvad de laver og hvor meget de har tabt sig.
Det viser, at de allerede har mere selvtillid, når de selv viser rundt og fortæller,
På ét af hjemmene har de den tradition, at den dag, børnene slutter opholdet, holdes der en lille fest, hvor barnet får en bakke med kolonialvarer, der i vægt svarer til det, som barnet har tabt sig! Derefter får de det “puttetæppe”, som de godt ved, de får (men ikke hvilket) sammen med en lille historie om, hvorfor netop dette tæppe passer til det bestemte barn.
På de andre hjem har de andre måder at give børnene deres tæppe, nogle steder vælger de selv, det er hjemmets pædagoger, der bestemmer det.
Der er slet ingen tvivl om, at mange børn har problemer med sig selv og omverdenen – grundene er mange forskellige. Og nogle historier, som vi hører indimellem, kan man godt knibe en tåre over!
Og derfor er det også en stor glæde, når man kan gøre lidt godt for de børn, som vi gør med tæpperne – og nu har gjort i 19 år! Der er slet ikke nogen tvivl om, at børnene er meget glade for deres tæpper, og at de betyder noget for dem som et godt minde om gode 10 uger!
Da jeg i går udstillede nogle tæpper, som vakte stor opmærksomhed, blev jeg flere gange spurgt om prisen på puttetæpperne. Og jeg fik et forslag, om vi ikke kunne sælge tæpperne og dermed hjælpe til driften? Men det ville være noget helt andet.
For det første er det svært at få en rimelig pris for et patchworktæppe – i hvert fald i DK – for det andet er det jo glæden ved at glæde et barn med en så stor, personlig og usædvanlig gave, der driver lysten til at sy tæpperne (udover lysten til at sy)! Sådan tror jeg, vi alle har det!
Hvis du vil vide mere, kan du gå ind på Julemærkefondens hjemmeside.
Lang og meget varm dag på Lillebæltværftet i Middelfart – men også utroligt hyggelig!
Jeg var blevet indbudt til at vise nogle puttetæpper, og det gjorde jeg selvfølgelig med glæde – og havde mange sjove oplevelser!
Der var rigtig mange besøgende i det gode (varme) vejr, og der var stor interesse for tæpperne, som havde fået en fin plads på et meget stort bord, hvor de lå side om side, lidt hen over hinanden, som vi også gør ved messer. Der var ingen mulighed for at hænge dem op, og der var en flot maleriudstilling bagved, men da der var god plads, gjorde det ikke noget.
Jeg havde medbragt min Hexagon Flowers quilt – lidt som blikfang og lidt som blær! Det var blikfang, idet jeg fik et enkelt staffeli at drapere det på! (Men det er stadig ikke et puttetæppe!) Der kom mange interesserede spørgsmål til de enkelte tæpper, og tæppet med Koala-bjørnene indbød til megen “a’en” !
Det var ikke så få, der studerede de enkelte tæpper nøje og derefter spurgte, hvad de kostede? Og når jeg så svarede, som sandt er: de er ikke til salg! så de meget forbavsede ud – for hvorfor var tæpperne der så? Ved alle andre udstillinger var der jo smykker, træskulpturer, malerier, glas-kunst og meget andet til salg! Men når de så fik historien om puttetæpperne, som sys og foræres til alle børn på julemærkehjemmene i DK, så kom der mange imponerede bemærkninger om, hvor flot man synes, det er! Og spørgsmål til, hvordan vi får det til at fungere økonomisk. Der var flere, der mente, at vi kunne sælge tæpperne og give pengene til julemærkehjemmene! Men det var ikke så svært at forklare, at den glæde, vi giver børnene, idet de får hver sit tæppe, er bedre anbragt, end de summer, vi nok alligevel ikke kunne få for tæpperne ved salg.
Det var virkelig hyggeligt og dejligt, og sikke da en masse kendte og ukendte mennesker, jeg fik en god snak med!
En lille bitte gærdesmutte, som sikkert er kommet lige ud af reden (som jeg ikke ved hvor er), flagrede ind i min stue, mens jeg var ved at spise morgenmad.
Diki forsøgte selvfølgelig at få fat i det lille spændende væsen, men den landede heldigvis på min taske, der stod på spisebordet, uden at han opdagede det. Og det lykkedes mig at lokke ham ind i arbejdsværelset og lukke døren. Så kunne jeg lige så stille liste begge hænder omkring den – stiv af skræk, som den var – og lukke den ud, uden at jeg behøvede at jage med den.
Nu sidder den og sunder sig udenfor vinduet, jeg håber, den får samlet mod til at flyve videre.
Jeg har prøvet det engang før, hvor en hel redefuld gærdesmutte unger forlod den rede, jeg havde set i en klatrerose ved husmuren, forlod reden på én gang, og nogle af dem landede i mit skød! En enkelt fløj ind i stuen, og den måtte jeg jagte, så den fandt ud igen.
Sikke et dejligt vejr til at være med til at udstille på Lillebæltværftet på den gamle havn i Middelfart!
Jeg har været med én gang før i 2006, men denne gang bliver det Puttetæpper, jeg vil vise frem. Det skal nok blive hyggeligt.
Det er næsten ikke til at lave noget, når det er så varmt! (Tænk at man beklager sig over det dejlige vejr!)
Men nu fik jeg gjort HANNEs sommer DHU klar med bagside og mellefor, så nu kan jeg quilte og sømme. Det er lækker lilla silke, jeg har brugt – den passede lige!
Jeg skal heldigvis ikke lave aftensmad i dag, for Diki og jeg er inviteret i byen til “pil-selv-rejer” på terrassen hos datteren. Uhhmm!
..bruge en hammer, en tommestok og et par små søm!
Det er jeg ellers ikke meget for, og jeg er ikke god til det.
Men nu havde jeg sat mig i hovedet, at nogle af de billeder, jeg ikke har haft fremme i de 3 år, jeg har boet her + ét, som jeg lige har fået som stærkt ønsket fødselsdagsgave, skulle op og hænge, selv om min vægplads er noget begrænset. Jeg har gået og funderet over, hvor og hvordan, de skulle hænge, og her er resultatet af de første 3.
Jeg er meget nostalgisk! Og her er min familie i 3 udgaver. Alle 3 billeder viser den aktuelle familie på det tidspunkt, hvor billedet er taget:
Øverst 1956 i Kerteminde – Far, Mor og 4 døtre, da yngste søster var blevet spejder, som Far havde været siden han var 12 år og vi andre fra vi var 8. Mor har aldrig været spejder, men har altid bakket op!
I midten 1982 i Kerteminde – Far (½ år før han døde), Mor, 4 døtre, 3 svigersønner og 6 børnebørn.
Nederst 2016 i Kerteminde – 3 af døtrene, 1 svigersøn (Far og Mor, 1 datter og 2 svigersønner er her ikke mere), 6 børnebørn, de 4 med mand/kone og ialt 7 oldebørn + 3 Tibetanske Terrier ikke at forglemme.
Det er de eneste billeder, hvor der ikke mangler nogle af dem, der kunne være til stede – og hvem ved, hvem og hvor mange, der kan være med næste gang?
Ren nostalgi! Jeg elsker det, og nu hænger de 3 billeder i min entré, hvor jeg går forbi dem mange gange om dagen.
Selvfølgelig fik jeg ret mht min flotte Hibiscus! Den skulle bare have sol og varme, som den har fået de sidste dage!
Hvor er den flot – og der kommer hastigt flere blomster. Jeg vander og gøder også hver dag.