Selvfølgelig fik jeg ret mht min flotte Hibiscus! Den skulle bare have sol og varme, som den har fået de sidste dage!
Hvor er den flot – og der kommer hastigt flere blomster. Jeg vander og gøder også hver dag.
Jeg er begejstret!
Jeg har også været flere år om at sy det, ind imellem at jeg har syet mange andre (mest maskinsyede) tæpper og andre ting.
Men jeg er rigtig glad for resultatet – og jeg ved godt, at der er et par små fejl, men det er som bekendt kun Gud, der er ufejlbarlig!
De fleste af Hexagon blomsterne er byttet i 2 grupper for flere år siden, en dansk og en udenlandsk, faktisk verdens omspændende, og det betyder selvfølgelig, at dette tæppe er til mig selv!
Det er ikke mig, der er sart eller kuldskær! Men jeg fik for godt en uge siden af datteren en flot fødselsdagsgave, der ikke er så glad for de kølige, våde dage, vi har haft
Den utroligt smukke Hibiscus havde både udsprungne blomster og en masse knopper, da jeg fik den forrige søndag. De udsprungne blomster havde taget skade af nattens voldsomme regn, inden jeg fik den. Men knopperne voksede og udviklede sig fint de første dage. Og så gik de i stå – de faldt ikke af, men de stod store og næsten åbne og “ventede” på varme, tror jeg. Jeg overvejede faktisk at tage den ind, men den er alt for stor til min lille stue, og vindueskarmene er for smalle (og fyldt med Orkidéer!).
I dag kunne jeg mærke helt fra morgenstunden, at det var lunere i vejret, så jeg flyttede krukken om i morgensolen (der var lidt sol bag grå dis), og i dagens løb har jeg set, at de åbner sig mere:
Så nu håber jeg, at de springer ud i morgen! Det bliver et flot syn! Og der er mange flere knopper. Jeg gøder også hveranden dag.
Sommetider kan det knibe at få armene ned (så man f.eks. kan skrive 😉 ) Sådan har jeg haft det i dag!
Vi er jo ved at sy sengetæpper til de nye senge på Julemærkehjemmet Kildemose, og i dag blev jeg ringet op af nogle meget gavmilde, private mennesker, som gerne vil støtte os med 10.000 kr til materialer, primært mellemfoer/pladevat. Det er næsten uvirkeligt, men hvor bliver man da glad!
Det betyder så også, at vi kan købe en rigtig kvalitets-vat, og det betyder en del, når man ved, at de sengetæpper skal vaskes, hver gang der kommer et nyt barn.
Da jeg undersøgte priserne, fik jeg et super godt tilbud fra HANNEs patchwork – så nu bliver de tæpper altså virkelig lækre!
Er der noget at sige til, at armene ryger op?
Flittig quiltning på de sidste sekskanter i går og i dag har båret frugt, og trods regnen har jeg da siddet ude noget af tiden og quiltet.
Nu skal de sidste lægges op sammen med alt det, der er syet sammen, og så begynder den sidste sammensyning. Jeg satser stadigvæk på, at det kan udstilles på søndag. Dejligt!
Hvordan kan det være, jeg har været så længe om at finde ud af det? Altså at tage den OTT LITE lampe, jeg købte sidste år, ind i stuen i stedet for kun at bruge den i arbejdsværelset?
Jeg syr med sort stof i øjeblikket, og det er fint, når jeg sidder ude på terrassen. Men når jeg sidder i lænestolen og syr håndsyning, er det anstrengende for øjnene med det sorte.
Jeg har en glimrende standerlampe med 2 skærme og variabelt lys, og jeg mente, den var god nok – men det er vand ved siden af OTT LITE lampens fine, klare lys!
Så nu kom den i brug, og jeg nyder det! Jeg er snart færdig med de sidste blokke til tæppet med de foldede sekskanter og Hexagon blomster + blade. Jeg satser på, at det bliver færdigt, så det kan komme med på den lille udstilling, jeg har lovet at stille op med søndag 24. juli på Lillebæltværftet i Middelfart. Der har Venneforeningen åbent hus en række søndage om sommeren, hvor de har inviteret forskellige kunsthåndværkere til at vise deres håndværk! (Er jeg så kunsthåndværker?)
Jeg har været med før, for mange år siden, og det er meget hyggeligt.
Jeg har altid været utroligt fascineret af Kaffe Fassett’s stoffer, og sådan et tæppe, som jeg lige har lagt billede af ind på min hjemmeside i dag, kan få det til at krible i fingrene!
Farverne er skønne, mønsteret ligeså, og når man så skærer det ud og syr kalejdoskopiske sekskanter – så blir det ikke bedre! Det er et stort arbejde, når man skal ramme samme sted på stoffet 6 gange, og der går meget stof til, men sikke et resultat – her i nærbillede
Jeg har modtaget en “UFO” (UFuldendt Projekt), bestående af en masse søde “Hexagon Flowers” / Bedstemor sekskant blomster.
De er sendt af søsteren til en patchworker, der desværre er blevet dement og ikke kan sy tæppe færdigt. Men det kan en af vore “tæppetanter” helt sikkert! Så det skal nok blive til et fint tæppe – eller 2 måske?
Smart måde at sy “blomsterne” på – så de er lige til at flette imellem hinanden, når de skal sys sammen.
Dejligt, når nogen tænker på os, når et halvfærdigt projekt strander.
Jeg mangler ikke UFO’er – og det er dejligt med et håndsynings projekt, som ikke haster, men f.eks. kan tages med ud på terrassen!
Min “Hexagon Quilt” har foreløbig taget et par år, men det gør ikke spor. Nu har jeg syet 7 rækker sammen, og ganske som forventet vil jeg have 2 rækker mere. Jeg har “Hexagon Flowers” nok, de fleste har jeg byttet mig til i 2 forskellige SWAPs for nogle år siden og siden syet på de sorte foldede sekskanter.
Nu er jeg i gang med de sidste blokke. Dejligt at sidde i haven, og Diki plejer at ligge på stolen ved siden af min!
Så er det hverdag igen efter fødselsdagsfejring! Og symaskinen er i gang igen.
Her nåede jeg til, før der skulle ryddes op til fødselsdag. Det er det første sengetæppe til Kildemose fra min hånd, syet af stoffer, som jeg altid har vidst skulle bruges i dette mønster, men oprindeligt tænkt som et puttetæppe. Der er stof nok, så nu bliver det sengetæppe på en ny boxmadras på julemærkehjemmet.
Der er skåret til kanter, så dem går jeg i gang med at sy på i dag.