Koncentreret arbejde – afbrudt af tur med Diki i det gode vejr, mens solen stadig skinnede! Så fik jeg quiltet og minsandten også syet lukkekant på.
Så nu skal der klippes rent og lukkekanten stafferes på bagsiden.
Det har været en produktiv weekend.
Øj, det bliver fint! Nu er det “sandwichet” = spray-limet sammen med bagsidestof og mellemfor, og jeg er begyndt at quilte på min egen symaskine.
Tænk, hvor er det heldigt, at jeg lige havde det stribede stof til kanter!
Jeg ærgrede mig sådan, da mit kamera pludselig var løbet ud for strøm – for da jeg begyndte at lægge lagene ud på gulvet, var mellemforet en stor rulle, jeg klippede af. Og Diki, som følger opmærksomt med, men ikke må gå eller lægge sig på det, lagde sig ved siden af vatrullen med en besiddende pote oven på rullen! Han så bare så sød ud, at jeg ville tage et billede, men så var der ingen strøm på! Og jeg ku’ jo ikke så godt bede ham blive liggende, mens jeg fik ladet op 😉
En meget sød UFO skal gøres færdig. Den er én af i alt 6, vi har modtaget til Projekt Puttetæpper, alle syet i hånden over pap af utroligt små firkanter. Det er den sidste, der bliver lavet færdig – her er 2 af de øvrige
Anette, der har syet de 6 tæpper, syr de små firkanter (3 x 3 cm og 2 x 2 cm) over pap på en meget smart måde, hvor stoffet ikke bliver “lagt ned” på bagsiden. Det er ubetinget godt, når man – som jeg – vil sy kanten på med maskinen.
MEN! det kræver stor koncentration og fingerfærdighed at holde alle de små snipper fast på vrangen, mens kanten sys på ret mod ret! Også selv om det hele er foldet ud og presset.
Men det blev pænt! Jeg var så heldig, at jeg i jagten på stof, der kunne passe, fandt noget af det sidste, der er tilbage af en rulle stribet stof, som Helene Juul har doneret for et par år siden, og som jeg har brugt af rigtig mange gange! Både til kanter og til bagsider, fordi det er farver, der passer til meget. Det er blevet udnyttet, Helene!
Nu mangler quiltningen – og lukkekanten!
Det er da et rigtig glad solskinstæppe i de farver!
Jeg bliver i hvert fald meget glad, når sådan et tæppe er færdigt, som jeg blev i går aftes. Der er heldigvis ekstra stof – en hel del faktisk – med fra Lisbeth, som har syet blokkene, så jeg vil sy et tæppe mere i ca. samme farver.
“Busy day to day” ! Jeg har 3 tæpper i gang på samme tid.
3 UFO’er, som får lukkekant på. Her det meget charmerende “solskinstæppe”, påbegyndt af Lisbeth, som jeg har syet færdigt af en UFO og quiltet i onsdags, og som i dag har fået lukkekant. Jeg var meget i tvivl og brugte megen tid på at finde “det rigtige”, og jeg syntes egentlig, det var lidt frækt med den petrolblå prikkede – men det er helt rigtig – der er sammenhæng med de blå i blokkene.
Her er quiltningen – husk nu, jeg er stadig under oplæring!
De 2 næsten ens pink, som Gitte har sendt os, og Laila har quiltet, har også fået lukkekant – den småblomstrede.
Laila har quiltet dem forskelligt – her med krøller og hjerter ..
..her med blomster.
Så nu kan jeg hånd-staffere sømmene foran TV på alle 3.
Jeg tror, jeg har hørt, at når man har mareridt (og kan huske indholdet) skal man fortælle om det. Jeg tror, det passer for mit vedkommende, for jeg kan mærke, at jeg skal af med det!
Jeg drømmer altid meget, og som regel kan jeg ikke huske ret meget af det næste morgen.
Men jeg har af og til en slags mareridt, som sidder i kroppen længe. Det havde jeg i morges imellem kl 4 og 7, og jeg var helt tung i hovedet og ked af det, da jeg vågnede.
Meget ofte er jeg i sådan et mareridt, som er meget livagtigt, stresset og skal nå et eller andet, som jeg forgæves prøver at indhente! Altid noget vrøvl, som dog indeholder kendte personer og begivenheder, som på en måde er genkendelige, men urealistiske.
I morges var det meget forvirret og indeholdt personer, meget fortrolige for mig. Søren var med, og vore gamle naboer var der, plus en hel masse andre, ganske ukendte kvinder. Jeg kan simpelthen stadig mærke, hvordan jeg løb rundt imellem dem, bl.a. i naboens hus, hvor der var et helt uendeligt antal soveværelser, hvor det var meningen, at jeg skulle sove i et af dem, men der lå mennesker (kvinder) i alle sengene!
Jeg vidste, at jeg kom for sent på arbejde og jamrede over det, men jeg skulle både finde den seng, og jeg skulle have mad med – og pludselig gik det op for mig – med skræk ! – at jeg heller ikke havde fået morgenmad.
Nabokonen var der, og hun skulle flytte – men hun stod helt alene med det, for manden var rejst på ferie i Japan! (Han rejste ellers aldrig!)
Der var meget mere, men det underlige er, at både naboens mand og Søren jo er døde for flere år siden!
Jeg tror, det kan hænge sammen med, at det i dag er 6 år siden, Søren døde. Og denne uge i 2015 falder ugedagene på samme datoer som i 2009, så hele ugen siden mandag har jeg “levet i 2009”, dag for dag. Sørens sygdom kulminerede i den uge: tirsdag var jeg kaldt til lægesamtale på sygehuset, hvor Søren var indlagt i 14 dage, hvor vi fik at vide, at de ikke kunne gøre mere.
Senere samme dag var han tæt på at dø (han sagde selv næste dag til yngstesønnen, at han døde kl 3 om natten), og det var tydeligt, at det var tæt på. Derfor insisterede jeg på, at han skulle hjem, efter at jeg havde sovet der om natten, hvor vi ikke vidste, om han vågnede igen.
Ambulanceturen hjem onsdag, al den hjælp, vi fik fra alle sider derhjemme, hundens rørende velkomst til Søren, familien, der kom og sagde farvel – også nabokonen – i de knap 2 døgn, før hans lunger og hjerte stoppede fredag = i dag for 6 år siden – alt det gennemlever jeg i disse dage.
Jeg ved ikke, hvad det er, jeg “skal nå” som i drømmen, for alt gik dengang meget stille og roligt, og jeg er kommet rigtig godt igennem, både dengang og indtil nu. Men underbevidstheden kan man ikke styre!
Det er utroligt, så lang tid, jeg kan bruge for at få valgt farver – også når det kun er til en lukkekant!
Jeg var igennem flere kasser – nåh ja, det var ikke kun for at finde stof til lukkekant, det var også for at lægge stof på plads, som var brugt af, og for at kigge efter noget, jeg ved, jeg har, men ikke kunne huske hvor?
Jeg skal have syet lukkekant på flere tæpper, som Laila har quiltet + det, jeg selv quiltede i går.
Og så har jeg planer om flere tærtefutter, og jeg vidste, at jeg havde forskellige stoffer, som ville være oplagte at sy sådan nogle af.
De er fundet!
Der var virkelig travlhed ved quiltemaskinen på Depotgården i dag!
Fra morgenstunden quiltede Annie et meget flot tæppe til en god ven, der er alvorligt syg.
Et meget smukt tæppe i “Rundsav”-mønster, syet i skønne blå og grønne batik stoffer.
Jeg quiltede en “UFO” = et påbegyndt puttetæppe i dejlige livsglade farver, som jeg har modtaget til Projekt Puttetæpper. Det var påbegyndt, jeg har syet det færdigt, og nu mangler det kun lukkekant!
Alice har syet et dejligt restetæppe. Eksperten mht quiltemaskinen = Laila hjælper både mig og andre med at spænde tæppet op og quiltningen!
Laila havde quiltet 2 puttetæpper i går, som jeg fik med hjem – til at sy lukkekant 😉 ! –
Der blev lavet mange andre fine ting i dag, stor travlhed!
Vi skulle også lige se Jettes fine lille hæklede barnevognskæde – den har taget lang tid at lave (undskyld den dårlige billedkvalitet).
Sådan skal det vist blive? Mine “Diamanter”.
Nogle af 3-kanterne, syet som Japansk foldeteknik, er syet sammen til 6-kanter – andre ikke. Nogle af 6-kanterne er syet sammen – andre ikke! Men det vist nok sådan her det ender med at blive.
Diameter: 73 cm fra spids til spids. Inspiration: Grete Gulliksen Moe, som har syet et helt lille tæppe med “Diamanter” i bogen “Levende Lappetepper”.
Jeg har i al beskedenhed syet lukkekant på dette puttetæppe i dag, og mens jeg syede, blev jeg så glad for de smukke farver i tæppet!
Det er tæppetante Birthe Jespersen, der har syet tæppet, og Laila Brøgger, der har quiltet det. Og det er ikke nemt at vise de meget smukke farver på et billede, men jeg beundrer Birthes sans for at bruge mange forskellige reste-stoffer i et tæppe på en måde, så det kommer til at se meget harmonisk ud!
Her er et nærbillede, der kan man også bedre se den fine quiltning.
Tæppet var faktisk noget større fra Birthes hånd, men jeg fik hendes tilladelse til at skære noget af kanten, så det blev lidt mindre. Det er lidt et problem, hvis tæpperne bliver meget store eller meget små, for så er der for stor forskel på de tæpper, vi giver de enkelte børn.
Det er et flot tæppe!
Igen i dag blev jeg mødt af en bemærkning om, at ikke alle børn, der er på julemærkehjem, modtager sådan et tæppe som gave!
Jo, det gør de – nu – og det har de gjort i ca 1 år nu. Men det er rigtig, at fra 1997 til 2014 blev der simpelthen ikke syet så mange tæpper – og i de første 8 – 9 år var det udelukkende børn på det mindste julemærkehjem, og ikke børnene på de 3 større hjem, der fik den flotte gave, sådan et tæppe er.
Så vi er meget stolte og glade over, at det nu lykkes for os i Projekt Puttetæpper at give hvert eneste af de ca 750 børn, der årligt har ophold på et julemærkehjem, et tæppe i gave.
Og hvor meget det betyder, at det er dem alle, fremgår af den lidt negative bemærkning: “Jamen mit barnebarn/nevø/niece, som har været på julemærkehjem, har ikke fået et!”
Det viser sig så altid, at det var før 2014. Alligevel bliver jeg lidt ked af bemærkningen.