Diki og jeg mødte en vores morgen-venner i dag, Carlo, som er en frisk ung hårløs, der plejer at følges med sin gamle veninde Bella, en stor, utrolig dejlig 11-årig hund, som aldrig gik i snor, mens Carlo var lidt af en udfordring for sine ejere.

Jeg vidste godt, at Bella er gået over regnbuen for ca 2 uger siden, fordi hun var meget syg. Vi mødtes faktisk nogle få dage før, hvor der var bestilt tid hos dyrlægen, men hun blev akut syg inden, så dyrlægen måtte komme hjem til dem, så afskeden blev derhjemme.

Nu er Carlo alene-hund, og forandringen i hans opførsel var helt åbenbar! Fra den udfordrende, frække facon er han nu helt stille og rolig, går uden snor og lytter og lystrer sin ejer, f.eks. når der viser sig en kat lidt henne ad vejen.
Og han var også helt anderledes afdæmpet overfor Diki, hvilket tydeligt kunne ses på Diki, som lod sig snuse til og lagde sig roligt ned, mens vi snakkede. Han har ellers ikke været så meget for Carlo, som var lidt voldsom før.

Carlos ejer fortalte, at Carlo har sørget meget og været helt deprimeret, og f.eks. gik i en bue udenom det sted, hvor Bella lå, da hun var syg og blev aflivet. Men nu går det rigtig godt, og han er så dygtig og flink, at ejeren er begyndt at cykle ture med ham – uden snor! Noget han kunne med Bella, før hun blev syg, men ikke har ville begynde på med Carlo, mens Bella ikke kunne mere.

Carlo er ikke mere “underhund”, og det mærkes tydeligt.

Det er sjovt, hvad der foregår inde i en hunds hoved! Lise Nørgaard’s lille novellesamling “En hund i huset”, som jeg altid har været begejstret for, fortæller netop et godt eksempel på det samme, hvor den “gamle” af 2 hunde altid skulle bjæffe udfordrende, når de passerede en dør, hvor der boede en 3. hund. Og da de første gang passerede døren, efter at den gamle hund ikke var mere, stillede den unge hund sig op med et skarpt VOV! som tegn på sin nye værdighed som “1. hund” !