Det er dejligt, at andre bliver lige så glade som én selv! Jeg har pakket stof i formiddag, efter at jeg har snakket med Karin i Hornbæk, som er en trofast og flittig tæppetante i Projekt Puttetæpper.
Jeg ved, at Karin er glad for at sy i hånden – selv om hun også er dygtig til maskinsyning – og derfor ringede jeg og spurgte hende, om hun kunne tænke sig noget af det, jeg har fået til puttetæpper for nylig?
Det vil hun meget gerne, så nu er der pakket en æske med en UFO = 12 blokke, syet i skjortestoffer i 2013-mønsteret “Rundsav” sammen med fine, smukke skjortestoffer, som hun kan sy flere blokke af. Det er SÅ flot, og jeg ved, at det bliver er dejligt tæppe.
Der er også nogle af de små blokke med 16 restefirkanter 3 x 3 cm + ensfarvede stoffer, som jeg også selv arbejder med i øjeblikket. Der var jo mange!
Karin har i årenes løb syet mange skønne tæpper af UFO’er / modtagne stoffer for projektet, og hun fortalte lige, at hun netop er blevet færdig med en hel stak tæpper, som kører til Kildemose med efter påske. Dem glæder jeg mig til at få billeder af.
Det er altså en dejlig hobby at mødes omkring!