Dejligt at se den glade lille hund lege og lave sjov med sit legetøj igen. Han sov – helst på mit skød – et par timer, så ville han gerne ud, men jeg havde fået vide, at han kun måtte være ude ganske kort og kun i snor, så vi gik selvfølgelig en lille tur, men da var han stadig for omtåget til at kunne finde ud af at tisse!

Senere har vi gået længere, hvor han fik gjort både det ene og det andet, fik snuset til alting, som han plejer og nød sneen.

Og nu er han legesyg og glad igen, helt som han plejer! Lige kommet ind fra haven.

Nu er Diki hjemme igen, halvbedøvet og “fuld”, kan ikke holde balancen og ligger på mit skød, for ellers forsøger han at rende rundt, og så falder han. Han skal lige falde helt til ro, så vil han nok sove i sin kurv el. sækkestol resten af dagen.

Han er ikke opereret. Røntgen har vist, at de blivende tænder ikke er der, og det vil så heller ikke give problemer med mulige cyster.

Men det var fint at få det konstateret, og da han ikke skal hverken udstilles eller i avl, kan han få et godt liv alligevel, har den meget grundige dyrlæge forsikret mig om!

Så vi hygger!

..på opringning fra dyrlægen. Med bævende hjerte har jeg afleveret Diki her til morgen til en røntgenundersøgelse i narkose og mulig operation for at forhindre evt. senere problemer med 2 små blivende fortænder i undermunden, som ikke er kommet frem.

Jeg har en grundig dyrlæge, og han har forberedt sig godt og studeret artikler på Internettet af en ekspert, der ved alt om hundes tænder, så han forklarede mig, at det kommer an på, om – og hvor langt nede tænderne ligger i kæben. For det er jo små skrøbelige knogler! Der kan komme cyster (tandbylder) omkring sådanne skjulte tænder, og så kan kæben brække! Puh ha! Men han siger også, at det hører til yderst sjældne tilfælde.

Så nu var det aftalt, og jeg mødte op fra morgenstunden med en fastende, luftet hund, der opførte sig eksemplarisk. Hvor han ved den første undersøgelse i sidste uge var meget genstridig og måtte lokkes til at jeg kunne vise dyrlægen hans tænder, så kender de åbenbart hinanden nu, og han var helt stille og rolig på bordet, hvor Erik selv kunne få lov at kigge.

En beroligende indsprøjtning mærkede han slet ikke, og efter 10 minutter på mit skød, hvor han blev mere og mere stille og slap, lod han sig villigt bære ind bagved af veterinærsygeplejersken, som holdt ham lige så forsigtigt, som om han var et spædbarn! “Vi skal nok passe godt på ham!” Jeg blev helt rørt!

Og nu venter jeg så bare på besked!

Det føles tomt uden den lille charmetrold!

Det er for resten utroligt hyggeligt, når mange kommer hen til mig som på Håndarbejdsmessen og fortæller mig, at de følger med i alt, hvad jeg skriver om Diki her på bloggen – det er lige som om, de kender ham!