Tak for hjælpen!

Når nøden er størst – er hjælpen at have en god familie!

Jeg var virkelig på den i formiddags:

Jeg kørte til Daugaard med Diki, som skulle klippes (dejligt!), og de 2 timer, det tager, havde jeg en aftale med kusinen i Vejle om en kop kaffe på hendes terrasse.

Pludselig ringer det på hendes dør: en nabo spørger, om hun har en gæst og gør opmærksom på, at min bil, som holder parkeret derude, har et fladt dæk på højre baghjul! Og JA – det var virkelig fladt! Luften må være sivet ud, for jeg havde ikke bemærket noget, men nu var det helt galt.

Hva’ nu? Jeg er ikke i Falck, og jeg kunne ikke finde mit Autohjælp-kort, som jeg aldrig har brugt!

Diki skulle hentes om ½ time, og hvordan skulle jeg bære med ad med det, og hvordan kom vi hjem.

Som så mange gange før, når jeg er i knibe, ringede jeg til barnebarnet, som heldigvis lige var kommet hjem, hun mente nok, hun kunne hjælpe, men hendes far sad ude i bilen, og i løbet af et kvarter var de der. Han kan ikke (som handikappet i kørestol) skifte hjul, men med ham som bisidder, kunne Christina – hun er sørme dygtig! Sikke et håndelag!

Jeg forsøgte at ringe til hundefrisøren, men hun tog jo ikke tlf., fordi hun arbejdede med Diki. Efter flere andre forsøg på kontakt fik jeg en besked igennem til hendes kæreste og fik besked tilbage, han kunne bare blive der, til jeg kom.

Sønnen syntes ikke, jeg skulle ud og køre på motorvej med reservehjul, så han kørte os til Daugaard, hvor jeg kun ½ time forsinket kunne hente en mor-syg, men fin og nyklippet Diki! Og så kørte vi stille og roligt i egen bil ad landevejen hjem!

Hvor er det skønt med en hjælpsom familie!


Barselgave til morfar

Den bedste og mest hjælpsomme nabo, man kan ønske sig i en senior-andelboligforening – Jens – skal være Morfar lige om lidt. Og en måde at takke ham for alle de praktiske ting, han hjælper sine naboer med, kunne være dette:

Kravletæppe med hundehvalpe

Et lækkert “kravletæppe”, som han kan give den lille pige !

Jeg ved af erfaring, at sådan et lækkert babytæppe kan følge barnet i mange år. Mål 125 x 125 cm, bagside af babyfløjl, quiltet af Laila.

Jeg er så spændt på, hvad han siger til det! Bente hans kone er informeret, men Jens ved det ikke.

Super flotte tæpper til salg

Se nu bare her! Projekt Puttetæpper donerer hvert år nogle flotte tæpper til en velgørenheds auktion til fordel for Julemærkehjemmet Fjordmark. De er syet af nogle af de tæppetanter, der normalt syr puttetæpper til børnene, syr. Selv om jeg ikke er i styregruppen mere, så har jeg modtaget disse med henblik på det gode formål:

Tæppet med Alaska motiver har Birgith syet af stoffer, som jeg fik doneret for nogle år siden – se den flotte bagside:


Og det yndige tæppe med “Hexagon-blomster”, som er modtaget anonymt, har samme Birgith færdiggjort.

Begge tæpper er quiltet gratis af BeoBeo, Maribo.

Spændende, hvad de kan indbringe!

Til lykke Ebbe ! Nye billeder

Foto: Thomas Kvist Christiansen

Kæmpestort til lykke til mit barnebarn Ebbe, med studentereksamen!

Storebror Frederik satte huen på.
Meget glad ny student

Trods alle “corona-besværligheder”, som studenterne har været igennem i år, har Ebbe klaret sig rigtig godt og har fået fine karakterer, kulminerende med et 12-tal for skriftligt engelsk og et 10-tal i dag for at forsvare den SRP-opgave, han har løst.

Lille nye Kaya var med
Farmor og Mormor var stolte af studenten

Alle var glade: Farmor og Mormor, Mor og Far, storebror og de elskede hunde, som havde fået lov at komme med, fordi alt med de pårørende foregik udendøre.

Masser af roser og smukke gerbera!
Som alle studenter på Fredericia Gymnasium poserer Ebbe her
Også sammen med familien!

Kender I det?

Når man ikke kan slippe en bog! Det er et stykke tid siden, jeg begyndte på “en + en” af JoJo Moyes, som jeg har læst flere bøger af tidligere. Jeg var lidt længe om at komme i gang, det virkede lidt forvirrende – men da først jeg blev fanget, kunne jeg slet ikke slippe den! Så jeg har ikke lavet ret meget andet de sidste dage end at læse (og strikke samtidig) – så det er helt vemodigt, at jeg læste slutningen i går aftes. En dejlig bog!

Nu må jeg finde ud af, hvad jeg så skal læse? En af samme forfatter måske?

Men i dag skal jeg noget helt andet: jeg skal være med til at fejre Ebbe, mit næstyngste barnebarn, som bliver student i dag! Det glæder jeg mig til, selv om det bliver en anderledes fejring ned normalt. Det er godt, vejret er så fint, så det kan foregå udendøre.

Gensyn med Depotgården

Efter mere end 3 måneder’s “Corona-krise” var jeg i dag på Depotgården igen. Det har været en mærkelig tid, hvor jeg – og mange andre – ikke har set ret mange mennesker, har isoleret mig mere eller mindre (ikke totalt) og efter nogen tids rastløshed vænnede mig til at være alene (sammen med Diki) og hygge mig med først og fremmest mit strikketøj.

Der er taget store forholdsregler mht forebyggelse af smitte på Depotgården, hvor vi normalt er mange mennesker – med ældre i overtal – vi skal holde afstand, må ikke være for mange på værkstederne, f.eks. på Tekstilværkstedet, som er det største værksted, må vi højst være 12 personer på samme tid. Vi skal afspritte både vores egne hænder, borde og værktøj både før og efter brug. Vi kan godt få kaffe fra automaten i caféen, men skal have egen kop med, og køkkenet er lukket foreløbig.

Det er OK, men hold da fast, hvor skal vi hele tiden tænke os om for at huske at gøre det!

Vi var kun 4-5 stykker på Tekstilværkstedet i dag, og kun deltids, vi er nok stadig lidt utrygge!

Men alle havde lavet håndarbejde derhjemme, både strik og patchwork, “Corona-håndarbejde” bliver vist et gængs udtryk.

Top til sengetæppe, syet af Inge
Udsnit af sengetæppe

Inge havde syet dette utroligt flotte sengetæppe 130 x 130 cm til sin mand! Det mangler fyld, bagside og quiltning, fornuftigvis nok vil Inge overlade quiltningen til en professionel – det er det også værd!

Nyt projekt i strik

Pindene har glødet de sidste måneder – mere end vanligt, fordi jeg ikke har syet så meget.

Og her er det nyeste projekt, som er kommet så langt, at jeg har prøvet og fundet størrelsen passende. Så nu kører det bare – rundt og rundt!

Modellen er Petite Knits’s Kumulus Tee, og garnet er Uldfeens håndfarvede non-sw merino – helt utroligt lækkert blødt!