Færdig og vasket

Nu er den færdig og vasket, så kan den tørre i nat – så nu mangler der kun knapper, og dem tror jeg, at jeg har fundet i knapæsken!

Jeg synes, det blev pænt med effektgarnet til kant i halsen. Jeg ville gerne undgå at købe et helt nøgle mere, bare for den smule. Faktisk måtte jeg ud og købe et nøgle mere af effektgarnet, da jeg var ca. halvvejs, fordi der var brud på tråden, så der manglede en hel farve i farveforløbet! Og for at det så ikke skulle være løgn, viste det nye nøgle sig at være vundet op omvendt! Det var der selvfølgelig råd for, det var bare at strikke indefra nøglet i stedet for udefra – men det er da lidt mærkeligt. Jeg har hørt lignende om Kauni før. Det er lidt synd for forhandleren, hun kan jo ikke gøre for det.

Lige ved og næsten..

vest

Det er lige det rette tidspunkt at blive færdig med denne vest i vendestrik, nu hvor det bliver køligere. Så jeg har strikket meget flittigt de sidste aftner! Og SÅ: der mangler lige ganske få meter af bundfarven til at strikke den yderste halskant. Det er nok fordi, jeg har strikket den lidt længere end mønsteret.

Men så kom jeg i tanker om, at Inger, som er mor til Lene, der har lavet opskriften, har strikket den i lyse sommerfarver, hvor hun sluttede af med en kant i kontrastfarven i halsen. Så det prøver jeg også lige, så må vi se, om det dur. Den ser ellers ud til at passe fint, og den er bare så dejlig at have på.

Hvor er den fin!

blok 150909

Næsten hver dag modtager jeg puttetæppeblokke, syet efter det mønster, vi sælger i 2009 “Country Checkers variation”. De er allesammen rigtig gode, og man kan se, at afsenderne får brugt af deres små rester – det var også tanke.

Og så engang imellem er der én, jeg lægger særligt mærke til, som denne, der kom i går, er den ikke sød?

Også en lille hurtig, koncentreret leg!

Jeg “leger” med stoffer, og jeg koncentrerer mig! Så får jeg nemlig virkelig produceret noget – igen i dag en top til et barnetæppe, et rigtig tøsetæppe!

forsøg

Stofferne er forskellige småstykker, de fleste købt i Malmø på en udflugt sidste år, hvor jeg faldt for de søde tegninger i pang-farver. Det har altid været meningen, at de skulle bruges i et barnetæppe, og nu skulle det være, nu ved jeg, hvem der skal have det! Jeg har skåret dem op i 13½ x 13½ cm (12 x 12 færdigsyet), og så begyndte legen. Hvordan skulle de arrangeres? Mit første forsøg blev rodet. Der var for meget af de lyse, jeg har suppleret med, så den røde, der kun skulle have været kant, måtte med i stedet for de meget lyse. Og så skulle der mere system i det.

top

Men jeg måtte pusle noget, for der var ikke lige mange firkanter af hvert stof! Sådan blev toppen, det er jeg godt tilfreds med!

top detail

Er de ikke søde, de stoffer? Til et tøsetæppe! Jeg elsker den leg!

Den flotteste stjernehimmel

Måske var det, fordi jeg havde glæden i mig i går, men i hvert fald var min lille sene aftentur med Whisky så smuk, for der var for en gangs skyld fuldstændig stille – det er sjældent, for vi har en landevej lige på den anden side af det læhegn, vi kalder “skoven”, et grønt område, hvor jeg lufter Whisky. Helt, helt stille der kl. ca 24, ingen trafiklyde, vinden havde lagt sig helt, og en høj himmel fyldt med myriader af stjerner, og så var det ikke engang koldt.
Jeg kunne godt lade Whisky gå uden snor på det grønne område og gør det ofte om dagen, men om aftenen, når det er mørkt, gør han vildt og farer omkring og skal skræmme katte, eller hvad det nu er, væk, hvis han er løs. Har jeg derimod snoren på ham, går han lige så stille og pænt, for så har jeg jo kommandoen. Jeg tror, han er mørkeræd!

Kan det passe?

Kan det virkelig passe?

Søren fik rutinemæssigt taget blodprøver i torsdags inden en ny hver-3.-måneds-behandling i denne uge, og vi fik resultaterne i dag, lidt før normal tid, da sygeplejersken fra Det palliative team (= Sørens skytsengle) ringede, som hun gør løbende for at følge op. Og “tallene” på den vigtigste prøve var uventet meget, meget fine! Det er virkelig uventet, for tallene plejer at stige op til den næste behandling. Så vi var bare helt oppe at ringe! Søren bad om sine træsko, for nu ville han ud at gå tur med Whisky!

Jeg var lidt bange for, om Whisky ville trække Søren omkuld, men han gik simpelthen så stille og pænt, det var helt rørende. De kom dog ikke så langt, for kræfterne er ikke store endnu. Men alene det, at han har lyst til at prøve, er meget værd.

Nu må vi se, hvad de siger på Horsens sygehus.

En lille hurtig..

 

top m dyr

Mine dage smuldrer for mig! Jeg vil så gerne sy noget mere, men der er så meget andet, der skal passes. I dag har jeg ladet nogle ting ligge, og så fik jeg syet denne top til et lille barnetæppe. Jeg har planer om nogen, der skal overraskes! Planerne indbefatter flere børn, den ene af dem er 3 år. Jeg tror dyrebillederne med mor-barn-dyr kunne gøre lykke hos en 3-årig, mon ikke?

Strik og andet husflid

strikkecafe1

Da vi holdt åbent hus på Aktivitetscenter Søndergården, som er et rigtig dejligt sted med mange muligheder for at dyrke sine hobbies sammen med andre, blev de forskellige ting, vi har lavet sidste år, vist frem. F.eks. fra Strikkecaféen, hvor der både er strikket trøjer, børnetøj, sjaler, sokker..

strikkecafe3

..dukketøj

strikkecafe2

..fantastisk!

huer

Der blir også fabrikeret huer til for tidligt fødte, som sendes til Kolding eller Skejby sygehus.

smykker

Der bliver også lavet smykker.

glasfusing

En aktivitet, der er så populær, at man skal skrives op til næste hold, er glas-fusing!

Men der er mange, mange andre aktiviteter: ølbrygning, kortspil af flere slags, lampeskærmesyning, fremstilling af kort, silkemaling, velgørenhedsarbejde, læderarbejde, træsløjd, patchwork og meget mere – det er slet ikke peddigrør! Det er et skønt sted, som vi nyder at være med på.

Opskrift på drengeslipover i 4-trådet strømpegarn

Drengeslipover i 3 farver 4-trådet strømpegarn str. 7 år

 

vest

 

Garn: strømpegarn i 3 matchende farver (her er brugt Regias Kaffe Fassetts strømpegarn):

Farve 1: 100 gram med lange farveskift

Farve 2: 100 gram, samme nuance som farve 1, men med korte farveskift

Farve 3: 50 gram med afvigende, mørkere farve og korte farveskift. 

Rundpind nr 3,5 og 3 

Mønster:        20 pinde glat med lange farveskift

                      14 pinde glat med korte farveskift

 Ribkanter forneden, i ærmegab og halsudskæring: 2 r 2 vr i afvigende, mørkere farve = farve 3 

Slå 236 masker op med farve 3 på rundpind 3 og strik 2 r, 2 vr 5 cm

Skift til rundpind 3,5 og strik mønsterstrik i glatstrikning , til arbejdet måler 30 cm fra opslagskant. 

Luk til ærmegab: luk 12 masker, strik 106 masker, luk 12 masker.

Strik ryggen over de næste 106 masker, fortsæt i mønsterstrik og glastrikning = ret på retsiden, vrang på vrangsiden. Luk til ærmegab i hver side 3, 2, 2, 1, 1 masker.

Når ærmegabet måler  18 cm, lukkes 2 x 12 masker i hver side, lad de resterende masker hvile.

 Strik det højre forstykke, og luk af til ærmegab på samme måde som på ryggen, og del samtidig arbejdet på midten således:  fra retssiden strikke 2 masker ret, strik 2 masker drejet ret sammen, fortsæt pinden ud.

Alle vrangpinde strikkes vrang, husk at lukke til ærmegab. Når der er 12 masker tilbage på pinden, strikkes lige op, til samme højde som ryggen, så lukkes 12 masker af 2 gange på vrangen.

Venstre forstykke strikkes på samme måde, men omvendt, idet de sidste 4 masker på hver retpind strikkes således: 2 ret sammen, 2 ret, indtil der er 12 masker på pinden.

 Skuldersømmene sys sammen. Der samles 126 masker op i halsen på rundpind 3 (strik evt. på 2 rundpinde eller med ”magic loop”) med farve 3. Strik 4 cm rib = 2 ret, 2 vrang, idet der på hver anden pind strikkes 2 masker sammen på hver side af de 2 midterste masker i halsens spids (som strikkes ret uanset ribmønsteret).

Luk løst af. 

Hvert ærmegab: der samles 100 masker op i farve 3 og strikkes 5 cm rib: 2 ret, 2 vrang., Luk løst af. 

Hæft ender.

model 2

 Opskriften er lavet som et konkurrence-indlæg, alle deltagende opskrifter  findes her.

En strikket slipover til en spilopmager!

Ebbe med ny vest 2

Jeg har strikket en slipover til Ebbe, 7 år, som led i en konkurrence hos MARKNO, hvor det var en bundet opgave at strikke af 4-trådet strømpegarn. Jeg var egentlig begyndt med 6-trådet strømpegarn i de samme farver, men opdagede min fejl og fik travlt med strikke en ny.

model 1 2

Jeg elsker Kaffe Fassets farver – også i strømpegarn..

 

 

model 2 2

model 3 2

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

.. og har valgt at strikke vesten efter egen opskrift i 3 matchende 4-trådede strømpegarner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det gode ved en slipover i strømpegarn er, at den er let, varm og bæres udenpå en t-shirt eller skjorte, så hvis man er lidt sart mht uld, så mærkes det ikke. Ebbe er i hvert fald glad for den. Og så kan den jo vaskes i maskinen! En fordel i en travl familie med raske drenge.