Jeg tror, jeg skal have en ny taske til mit nye dress til fødselsdagen!
Jeg har været ved at se på mine silkestoffer og finde nogle stykker, der kan passe i farverne til blusen, der er sort og forskellige blå.
Denne model er rigtig sød, så måske med den sorte silke i cirklerne og de blå i midten af blokkene – sort og blå, er det vildt? – et eksperiment, men det elsker jeg!
Det er jo udsalg, også selv om det er alt for varmt til at gå ud og prøve tøj! Men jeg trængte faktisk til både hverdagstøj og noget nyt at have på til min fødselsdag – og jeg køber sjældent nyt tøj. Jeg bryder mig i virkeligheden ikke om at prøve tøj, for jeg synes, jeg har svært ved at finde noget, jeg er tilfreds med. Jeg er for lille og vejer for meget! Så det er ikke så nemt.
Men jeg benyttede mig af, at jeg var i Horsens for at besøge Søren på sygehuset (det går stadig godt!) og gik i Modecentret, som jeg kender som en god butik med en god betjening. Og jeg gik ikke forgæves. Der var en rigtig dygtig ekspedient, der fandt mange gode modeller frem, hun var god både til at spotte, hvad det var jeg var ude efter, selv om jeg ikke selv var god til at forklare det! Og hun var god til at tage det væk, som hun kunne mærke, at jeg ikke brød mig om. Og endelig reddede hun mig fra den ulidelige varme ved midt i det hele at give mig et andet prøverum, hvor der stod et vindue åbent, så jeg ikke smeltede helt!
Det betaler sig for en forretning med sådan en ekspedient – jeg ved det, for jeg er vokset op i en skoforretning og har altid hørt min Far præke utrætteligt om service – og jeg købte da også mere, end jeg havde regnet med, men ikke for meget. Jeg fik både hverdags-stumpebukser, vinterbukser (jamen de var både flotte og billige!), en helt rigtig, pæn nederdel, en sød T-shirt dertil, og endelig et 2-delt sæt til fødselsdagen i et lidt specielt design, men velsiddende, og det er vigtigt for mig! Jeg er godt tilfreds.
Dagene flyver af sted lige nu – en underlig kontrast til de langsomme, skrækkelige 17 dage, hvor Søren lå herhjemme og havde det så dårligt, og jeg ikke kunne gøre ret meget for at hjælpe ham, og hvor frustrationerne stod i fuldt flot!
Det går godt, og det er dejligt at besøge ham og se, hvor frisk han er! Han kunne fortælle i eftermiddags, at han i dag er gået ud selv med gangstativ og har fået bad og vasket hår! Det var det sværeste at vaske i sengen, så det er dejligt for ham! Drænet er taget væk, og det ser fint ud i modsætning til, da han for 5 år siden fik nyt knæ, og hvor der var kæmpemæssige sorte/blå blodudtrækninger på det meste af benet. Så nu er det træning, og det er han frisk til.
Jeg tror, at jeg i dag har fået en forklaring på, hvad det egentlig var, der gik så galt. Altså han faldt, og i det fald har han fået noget, man kalder et indkilet brud, som kan være meget svært at se på røntgenbillederne, medmindre man tager et i en helt speciel vinkel. Dette brud kan i nogen tilfælde vokse sammen af sig selv. Men det vil ofte brække helt, første gang, man støtter på benet.
Og i bakspejlet kan jeg se, at det er sket, da han blev kørt hjem, efter skadestuen havde konstateret, at de ikke kunne se noget brud. Både lægerne i Randers og nu på afdelingen i Horsens har set de første billeder og kan heller ikke se noget brud, og han havde heller ikke meget ondt, da han lå på skadestuen. Men da han kom hjem med Falck, skulle han selv gå op ad trappen, støttet af Falckredderne, og da gjorde det vanvittigt ondt på ham – jeg kunne ikke holde ud at se på det, men måtte gå! Og det har sikkert været på det tidspunkt, lårbenshalsen brækkede helt over! Og det lå han så med i 17 dage, hvor han nødvendigvis måtte støtte på det, når han skulle på toilettet. Det er frygteligt at tænke på! Falckredderne har ikke været klar over det, de havde jo fået at vide, at der ikke var brud.
Det var en god veninde, der er gammel røntgensygeplejerske, der forklarede om den slags brud, og så var jeg pludselig klar over, hvad der var sket. Jeg fortalte den sygeplejerske, der passede Søren i dag, om min teori, hun havde aldrig hørt om et “indkilet brud” og ville tage det med på afdelingsmøde, for hun mente, at skadestue/røntgen måtte tage højde for dette som standard.
Men jeg kan altså stadig ikke forstå, at han skulle lide så forfærdeligt i så mange dage, før nogen foreslog nye billeder!
Søren vil gerne være fri for at blive fotograferet på sygehuset, så I må “nøjes” med et dejligt billede af Ebbe, som besøgte Morfar i dag sammen med sin Mor. Han kredsede længe om den kørestol, som Søren ikke selv har benyttet sig af, men som står til hans rådighed. Endelig fattede “de dumme voksne”, hvad det var han fløjtede for, og så fik han lov til at prøve. Der ligger ikke andre på stuen, så det kunne der ikke ske noget ved.
Jeg er lige kommet hjem fra Horsens sygehus, hvortil Søren er overført i eftermiddags. Det er så dejligt, at han har det godt, er frisk og har gå-på-mod til genoptræning. Han havde kun rosende ord om Randers sygehus, hvor han synes servicen er formidabel, maden fantastisk, operationen var gået godt, den bulgarske læge, der opererede ham meget sympatisk osv osv. Han er knap så tilfreds med Horsens! Det er altså min “gamle Søren”, men det er jo ligefrem dejligt at høre ham være kritisk!
Han har gået med gangstativ allerede i formiddags i Randers og skal nu fortsætte med en fysioterapeut i Horsens i morgen, og det er helt tydeligt, at han er kraftigt motiveret! Det er bare skønt!
Jeg havde jordbær med til ham, helt friskplukkede fra haven, mørkerøde og søde, det var han glad for. Og bøger fra biblioteket, der havde jeg ramt rigtigt, for han gik i gang med at læse, selv om jeg var der! Nå men sådan har vi jo altid haft det, så det var også dejligt. Jeg hjalp ham selv med aftentoilette, inden jeg kørte hjem, det var sygeplejersken glad for. Jeg glemte at fortælle ham, at det i dag er 47 år siden, vi mødtes! Til fåreholderbal i forsamlingshuset i Narssaq, Grønland. Tænk engang – det er længe siden!
Vi var 5 lokale strikkere på udflugt i dag til Gårdbutikken Katrinelund , som ligger lige her udenfor byen. Der var flere af os, der var varme på denne top, design Lene Holme-Samsøe, som er i butikken, strikket op i Allino hør og bomuld. Den er ikke i Katrinelunds netbutik, fordi det ikke er Lene P.’s egen model, og fordi garnet er udsolgt i flere farver. Men 2 af os købte garn til modellen i disse farver:
Lene P. har selv lavet denne lille bluse i vendestrik til småpiger, her strikket i Merci
Den vil jeg strikke i Safran i denne lakrøde farve, som var på tilbud:
Den vil klæde “min yndlingsmodel” !!
Så fik jeg også has på denne eftermiddag, hvor jeg er lidt rastløs og venter på næste opringning fra Randers Sygehus. Det er spændende, hvordan Søren har det. Nu kan det være, at sønnen kan give sin far nogle tips om optræning – men det går jo nok ikke helt så nemt.
Søren har lige ringet hjem: han er blevet opereret og har fået nyt hofteled, og de siger, det er gået godt. Allerede kl 8.00 i morges kom han ind og var færdig kl 10.00. Han var frisk at snakke med, sikkert også pga af at operationen forgik i lokalbedøvelse, og han var på opvågningsafdelingen nu. Det var rigtig dejligt at snakke med ham og høre, at han har det godt!
Så nu går Whisky og jeg en god tur!
Skal jeg glæde mig eller skal jeg være ked af det?
Det viste sig ved en ny røntgenundersøgelse på Randers sygehus i dag, at Sørens lårben er brækket, så lårbenskuglen, der hviler i hofteskålen, er brækket helt over og “hænger” !!!
Så tror da f….. at han har haft ulidelige smerter i 17 dage, hvor han bare har ligget herhjemme og der ingenting er sket, fordi de første billeder på skadestuen ikke viste noget brud! Og hvor han har lidt ubeskriveligt, når han skulle flyttes fra sengen og over på en toiletstol. Formentlig har der været en revne, eller et kilebrud, kaldes det vist, hvor kilen er blevet større og større, indtil det brækkede helt over. Jeg er meget ked af, at han har skulle stå det igennem!
Det gode er, at nu bliver han opereret i morgen og får en ny hofte! Det glædede ham rigtig meget at få den besked – og selvfølgelig glæder det også mig – også selv om jeg godt kan være betænkelig ved, om han kan optrænes til at gå igen, for hans muskler i benene er jo svundet ind til ingenting. Men smertene bliver han fritaget for, og det er det vigtigste.
Jeg var med hele dagen, indtil dette var afklaret, og det var en mærkelig oplevelse, for afdelingen, hvor han blev indlagt, kendte ikke noget til, at der skulle tages nye røntgenbilleder, men kun at han skulle have blodtransfusioner. De forstod (som vi!) heller ikke, hvorfor han var sendt til urologisk afdeling, når det handlede om et brud! Altså var der ikke bestilt fotografering, så det var usikkert, om det kunne blive i dag. Men da de hørte historien, gjorde de alt muligt, for at det skulle lykkes.
Nå ja, det viste sig da også, at der faktisk var papirer vedr. bruddet, det var bare ikke alle, der havde set det. Og han fik også sine blodtransfusioner og en god behandling. Og så kunne de slet ikke forstå, at der skulle gå så lang tid, før han blev sendt til en ny undersøgelse – det kan vi heller ikke!
Og vi fik også et godt og sarkastisk grin, da lægen sagde, at når han fik det godt igen efter operationen, ville de overføre ham til Horsens sygehus – jamen hvad er det for noget? det har vi jo hele tiden fået vide ikke kunne lade sig gøre, fordi hans egentlige sygdom er urologisk!
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan hele denne historie hænger sammen, og om det er manglende kommunikation, der i virkeligheden er problemet?
Nu kan jeg kun håbe, at operationen går godt i morgen, jeg krydser alle de fingre og tæer, jeg har!
Vi har besøg i dag. Ebbe og hans mor er på en lille visit, og ikke mindst Whisky er lykkelig! Ebbe og Whisky er “bedstestevenner”! I dag har de gået tur med hinanden i snor (og mig som back-up), og Whisky gik simpelthen så pænt.
Indtil han fik øje påsin “mor”
Men hvad nu? hvor blev Ebbe af? Han forsvandt ind i haven..
For han fik lov at vande hindbærrene – og det kunne Whisky godt holde sig på afstand af!
Imens har Helle nusset og pillet i de flotte 30 år gamle roser i indkørslen, som Søren er så glad for. For i morgen, når Falck henter ham og han kan se dem, skal de se fine ud!
Under oprydning kunne Ebbe ikke stå for fristelsen, men satte sig op i trillebøren – og ikke bare der, men i spanden, som han havde samlet affaldet i ..
Det var Whisky ikke så vild med..
.. og slet ikke, da han sad fast! Kom og hjælp min ven!
En lille sommersag til “min yndlingsmodel” har jeg fået strikket midt i alle mine frustrationer – det er nok godt for mig, at jeg kan stresse af, når jeg laver håndarbejde.
Jeg blev færdig med sommertoppen med vingeærmer i går aftes, så den er ikke vasket, og det varer nok også et par dage, før jeg kan fotografere den med indhold, idet Christina er på ferie på Møn med sin familie.
Jeg er rigtig godt tilfreds med den og tror også, den vil passe. Garnet er meget lækkert og blødt, og Christina blir vild med farven! Den kan jo bruges både uden noget under eller over en lille bluse, så jeg håber, hun får glæde af den.
Str. 10 år, nemt mønster, strikket på Addi Turbo rundpind nr 3. Garn: Hjerte Blend Bamboo.
14 dage efter at Søren faldt, kan han stadig ikke stå på det venstre ben/hofte. Det er blevet en lille bitte smule bedre – men igen er det “Det palliative team”, der træffer en afgørelse og bestemmer, at der må gøres noget. For et par dage siden har de bedt om, at der blev set på røntgenbillederne igen, de viser ikke noget brud, men det viser sig, at der måske er en vinkel, der ikke er taget billede af, så nu skal der tages nye billeder. Samtidig mener de, at blodprocenten er for lav, så Søren skal have blodtransfusioner. Det lyder jo godt nok – i hvert fald er det godt, at der sker noget! Men hvorfor er det ikke afdelingen i Horsens, der behandler ham, eller vores egen læge, der tager affære?
Og nu kommer det, jeg har frygtet. Han skal indlægges på Randers sygehus på mandag. Jeg har ingen grund til at have noget imod Randers Sygehus, og jeg ved godt, at det er der, specialet i urologi er samlet for Region Midt, men der er altså langt til Randers fra Brædstrup. Og da det er røntgenbilleder og blodtransfusioner, kunne det vel lige så godt være i Horsens eller for den sags skyld på lille Brædstrup sygehus, som godt kan klare sådanne ting. Men nej, det kan/vil man ikke!! Det skal absolut være der, hvor specialet er: Randers, nogenlunde så langt væk som muligt.
Langt væk at blive transporteret, langt væk fra pårørende!
Det er mildt sagt, at jeg er rasende! Det er så helt urimeligt og patient-uvenligt! Det er ikke ret mange dage siden, at regionsformanden stod så stolt på TV og roste sig af, at det var lykkedes at få så og så mange milliarder til at bygge nye afdelinger for – ork de er så dygtige! Og de vil kunne klare alt muligt i fremtiden, fordi de får så meget nyt og så mange nye specialer. Ja, det er godt, HVAD MED PATIENTERNE? Hvad med den patient, der fejler noget så banalt som prostatakræft, som der er mange, der får, ham glemmer man, han kan skubbes ud på et sidespor, det er ikke interessant!
Og så er jeg, jo mere jeg tænker over det, utroligt skuffet over, at der skulle gå 14 dage, før noget blev sat i gang! Sygeplejersken fra Det palliative team udtrykte det meget godt: “Der er for mange kilometer tilbage i ham til at give op – han skal ud af den seng!”
Så nu må jeg sende ham af sted på mandag morgen, der ER bestilt liggende transport og ekstra mandskab til at bære ham ned ad trappen, det er da altid noget, men det er også teamets fortjeneste. Jeg har det ikke godt med at slippe ham af mine hænder, så måske triller jeg efter ambulancen og kører hjem igen, når jeg har set ham i gode hænder – selv om der er langt!
Jeg kunne skrige – men de er selvfølgelig ligeglade med sådan et par gamle pensionister og de banale sygdomme, som vi kunne få.