Nu er den sidste maske strikket på den sidste hjemmelavede julegave, og strikketøjet vasket. Og alle julegaver er købt. Dejlig fornemmelse.

Og endelig fik jeg hængt lidt mere julepynt op, det er også skønt. Det der med at kravle på stige er jeg ikke så tryg ved, men det er kun en køkkenstige med 3 trin! Og alligevel ryster benene under mig! Men jeg har fået de sædvanlige ting op i vinduerne, det er jeg glad for.

Forkølelsen sinkede mig, for jeg var så træt, at jeg ikke orkede. Men nu er det OK.

Jeg tror, Diki er lidt usikker og måske utryg efter oplevelsen med at blive lukket inde på badeværelset forleden. For han søger mig mere end normalt og vil gerne kæles for. Det blir han!

Jeg er blevet slem til at føle, at “jeg når det ikke!” Men det gør jeg! Og hvis ikke, skal jeg bare sige “Pyt!”

Jeg er til gengæld god til at sætte mig ned og slappe af med et strikketøj og TV. Det er nødvendigt for at komme videre. I går fik jeg vundet 4 fed af det helt vindunderlige garn fra Uldféen op og strikket en prøve – det skal blive til endnu en “Ingen Dikkedarer” trøje. Den opskrift er så dejlig at strikke, og den viser garnet smukt!

Camel 50% og silke 50% 400 m pr 100 gram, det er sindssyugt blødt! Jeg vil strikke det sammen med en meget tynd silke-mohair.

Det vil jeg sætte mig med, når jeg skal holde en kaffepause!

Der er stadig flittige kvinder, der strikker dejlige sokker til børnene på Julemærkehjemmet Fjordmark – og de elsker de varme sokker!

Nyeste bidragyder Lis Tarnow har strikke de dejlige sokker af restegarner.

Og Britta Rasmussen, som har leveret mange par strømper gennem årene, har strikket 14 par! Tusind tak!

Hvad i alverden skete der lige der?

I går blev Diki juleklippet – se hvor fin han var – og træt! Hans Mor var ikke med, for så får frisøren bedre ro til at klippe ham! Han piver meget, hvis jeg sidder ved siden af, så jeg benyttede tiden til et familiebesøg. Og så var han glad, stolt og meget ivrig efter at komme hjem! Der blev kælet og rost meget, og heldigvis var det nogenlunde godt vejr uden regn til vores eftermiddagstur, så han ikke blev våd!

I dag skulle jeg på Depotgården og havde også en stor pakke, jeg skulle sende forinden. Men jeg har et bestemt ritual, når jeg skal hjemmefra – det har jeg altid haft med de hunde, jeg har haft i mit liv: han bliver dækket af på gulvet i stuen, og en ekstra lækker godbid bliver lagt foran ham, som han ikke må tage, før jeg på vej ud ad døren siger: Værsgo’.

Også i dag. Men da jeg kom hjem efter 4 timer og låste mig ind, kom der ingen Diki og sagde Go’da’ ? Nå, han kan godt ligge og sove, men jeg kiggede her og der – ingen Diki! Så kom der et beklemt “piv” fra badeværelset – og der var han! Hvordan i himmelens navn kunne det gå til, for døren var lukket!

Stor gensynsglæde, men jeg kunne ikke begribe, hvordan han var havnet derude bag en lukket dør!

Det viste sig, at der lå en “pølse” bag døren! Og nu har jeg regnet det ud (tror jeg): døren har stået på klem, og da han havde noget, han skullet af med og ikke kunne komme udenfor, er han gået derud og lagt den ;-). Og så er han kommet til at skubbe døren i. Det lyder besynderligt, men passer med, hvor den lå, og døren har formentlig kun stået lidt åben. Det sker også her i arbejdsværelse, at han kommer til at skubbe døren i, hvis den står halv åben, og han vil ud.

Iøvrigt pænt gjort af ham! Han er en klog hund! Ha-ha!

Forkølelsen vil ikke slippe mig! Så jeg har slet ikke styr på dagene, og får ikke lavet ret meget!

Men Diki og jeg var til BeBe’s 6 års fødselsdag + Ebbes 18 års fødselsdag i går – begge blev fejret behørigt med spansk mad efter den nu voksne unge mands ønske!

Forinden havde jeg været på Depotgården for første gang i 2 uger, og der blev 2 tæpper færdige:

Laila har syet endnu et af de utroligt flotte tæpper i paper-piecing – hver lille blok måler kun 6½ x 6½ cm!

Og Lis har syet det smukke tæppe med runde linier i batik stoffer.

Det har været en hyggelig uge med BeBe, som har været i dagpleje her hos Diki og mig!

Ebbe ville gerne have hende hjemme om aftenen og natten, så jeg har hentet hende og bragt hende hjem igen, når han var hjemme fra gymnasiet.

Hun savner selvfølgelig sin storesøster Bodil og sin Mor og Far, hun har aldrig prøvet at være alene hjemme, så vi var enige om, at det var synd, når nu Mor og Far havde fået en rejse til familiens hus i Malaga forærende.

I starten peb hun meget, men nu er hun vant til at være her, og er mega glad, når jeg henter hende! Det var uheldigt, at det lige faldt sammen med min kæmpeforkølelse, så vi har ikke været meget ude at gå, men både BeBe og Diki er glad for at komme ud i haven.

Hun er ret nervøs overfor fremmede, men meget tillidsfuld overfor dem, hun kender. Og hun står helt stille, når jeg “friserer” hendes pandehår og retter på spænderne, men der går ikke mange minutter, før øjnene er gemt igen!

Hun følger mig som en skygge fra rum til rum, der er helt klart tryghed ved at være tæt på “Mormor”, og hun var ikke længe om at finde den ledige plads i enden af sovesofaen på arbejdsværelset, som kun er ½ fyldt op med kvart-/halv-færdige tæpper! Der elsker Diki også at ligge – men han er en gentleman og overlader hende pladsen uden spor vrøvl, han har også en dejlig kurv lige ved siden af mig!

Nu er det sidste dag (i denne omgang), det er rart, at vi kan hjælpe hinanden. I sidste uge var Diki hos BeBe’s familie, mens jeg var i Harzen.

Ældstesønnen bliver dygtigere og dygtigere!
Nu, hvor han har sin egen symaskine – som også kan brodere, har han syet et stort tæppe til bagsædet af sin VW Multivan, så passagererne ikke skal fryse!

Han har tidligere syet hynder, kørepose og meget mere til Genny’en (Segway-kørestol), alt quiltet meget flottere end jeg nogensinde kommer til på en symaskine!

Syet med bævernylon på både for- og bagside, flot quiltet og maskin-broderet med VW-logo + alle 6 udgaver af VW Multivan, hvor hans er den sidste = jubilæumsmodellen.

Bagsiden er grå med de samme motiver broderet i hvidt.

Og her er alle motiverne:

Jeg kan da ikke sige mig fri for at være stolt! – Og glad for, at han fundet en interesse, der passer både til hans kreativitet og hans formåen! Det kan han jo sy, så længe han kan holde til det, og så holde pauser!

Det var vist en god idé med den nissehue til Victor som 1. december gave!

24/7 siger hans Far, at han har den på! (Og pelskvasten er blevet syet bedre fast).

Victor spurgte mig, om det var pels fra Diki? Nej, det er nok en kanin, der har lagt pels til, gætter jeg.

Nej, jeg er ikke kommet mig helt over min forkølelse, jeg hoster stadig voldsomt indimellem, men snuen er på tilbagetog!

Jeg har meldt afbud til 2 julefrokoster + en tandlægebehandling – det kan jo ikke lade sig gøre!

Men det kan godt lade sig gøre at hygge sig stille og roligt med 2 dejlige hunde – den ene en lille pige-gæst, som savner sin familie og piver lidt – men hun falder til ro her og vil gerne putte!

Og Diki er så sød ved hende og accepterer hende – uden spor jalouxi!

…være forkølet!

Men det skal jeg da ellers love for, at jeg er blevet! Hoste, snot, lidt feber, stemmen er næsten væk – hvor dælen kom det lige fra?

Der var ikke noget i vejen, da vi var i Harzen, og selv om det var koldt og fugtigt, så var jeg godt klædt på.

Jeg må “ruge det ud” og tage min “mirakel”-hostesaft, inden jeg går i seng. Men jeg tror, jeg går glip af et par julefrokoster!

“Kusine” BeBe, som er Tibetansk Terrier som Diki er på ferie hos os!

Det er første gang, hun prøver at være alene på ferie, og hun er helt klart usikker, men det går bedre og bedre!

Hun elsker sofaer og patchworktæpper derhjemme fra, og hun afprøver dem allesammen her! Lidt på vagt og holder øje med mig – jeg skal jo ikke forsvinde!

Men nu slapper hun af!

Og hun ender med at “bygge rede”, så det er ikke helt galt!

Diki accepterer helt, at hun er her, og jeg tror, han fornemmer hendes usikkerhed. Så han lader hende være i fred, men snuser også venligt til hende. Der var én ting, han ikke kunne forstå: Hun har ikke forstand på at “jagte ænder” = jeg kaster hans “and” – og så skal han fange den, igen – igen! BeBe var helt uforstående. Det må vi se, om vi kan lære hende!