Det er for stort

Det tæppe, jeg ville quilte på long-arm-maskinen, bliver ikke min debut! Jeg tør ikke starte med så stort et tæppe, så det bliver quiltet herhjemme. Jeg har haft lidt problemer med at samle det, men nu ligger det klar.

Så må den store maskine vente til næste tæppe, som bliver et lidt mindre. Det er sin sag at springe ud i det med så stort et tæppe, hvis det så ikke bliver pænt.

Hvem har afleveret 4 par sokker?

 

4 par sokker og diki

Diki og jeg fandt 4 par dejlige sokker i en pose bag vandkanden, da vi kom hjem i forgårs – jeg regner med, at de er til børnene på julemærkehjemmet Fjordmark – men hvem har strikket dem?

Vi trækker lod om 3 præmier den 1. juni, og de 4 par giver 4 lodder i lodtrækningen, så kom frit frem, send mig en mail eller skriv en kommentar her, tak!

Sikke noget kludder!

Nu har jeg været henne og gøre min borgerpligt – som jeg altid har gjort. Men aldrig har jeg da være ude for så dårlig valgafvikling!

Der var nærmest ikke afmærket udefra, hvor man skulle gå hen i forhold til de 3 forskellige borde, man skulle aflevere sit valgkort ved – og da der var enorm forskel på køerne, var det faktisk vigtigt. Der var nemlig 4 gange så lang kø ved bord 1 som ved bord 2 og 3. Og først inde ved dørene til hallen sad der nogle hjemmegjorte skilte på afrevne stykker papir (!) med bord numrene, så hvis man var gået forkert og skulle begynde forfra (det var der nogen der måtte), så var det forfra = med 1 times yderligere venten!

Jeg skulle desværre stemme ved bord 1, og det tog 4 gange så lang tid at komme frem! Lig med 1½ time! Ja, det er rigtigt: 1½ time i kø! Det er da godt, jeg ikke er handikappet eller svagelig.

Men jeg kunne godt se, hvad der var galt, da jeg endelig kom frem: det var nogle kludrehoveder, der var valgtilforordnede!!! De kom til at bytte rundt på de 2 valgkort og blev derved helt forvirrede, skulle så begynde forfra – det skete ikke for mig, men da han havde fundet mig på listen, opdagede en af de andre, at han havde gjort fejl ved en af de foregående – så smækkede han listen i igen for at rette den fejl, og så måtte han begynde forfra med at finde mig – igen!!! Og så sad han og jamrede: “Hvordan kan det være, det sker?” Hold da op, nogle amatører! Ja, jeg ved godt, at det er almindelige borgere, udpegede af de respektive partier. Faktisk har jeg selv været valgtilforordnet mange gange tidligere og netop siddet med lister og stemmesedler, så det var til at græde over, at de var sådan nogle kludrehoveder!

ØV!!! Vi bor i et moderne land med valg gennem mange år, ikke et U-land!

Det hele på plads omsider

Endelig er de sidste gulvtæpper på plads!

Jeg har haft tæpper på prøve med henblik på størrelser og farver, men det trak ud i flere måneder og med flere fejlleverancer i mellemtiden, så det er dejligt, at det nu er, som jeg vil have det.

færdig stue færdig stue2

En kanin-pizza til Victor

Victor har været med sine forældre og sin gudmor på sin første udlandsrejse med fly – til Rom!

Italienerne kunne ikke stå for det lyse hår og de blå øjne (det har jeg også prøvet med hans far og farbror), så da der ikke lige var “børnemenu” på spisekortet, spurgte hans far efter en lille pizza? Og hvad kom tjeneren så med? Specielt fremstillet til Victor:

En kanin-pizza! Ikke et øje tørt!

Det skal måske lige tilføjes, at Victor dirigerer selv sutten, han havde bare lige sovet, derfor!

Det dufter i hele huset..

 

tomater

..af søde tomater og krydderier!

Jeg forsøger mig med en Camilla Plum – opskrift, som datteren har succes med, og som jeg er helt vild med! Det er ganske små halverede cherry-tomater, der står i ovnen i minimum 4 timer ved 100 gr. De smager bare så skønt, og de kan gemmes i et glas. REMA har haft nogle meget velsmagende på tilbud = 5 kr for 250 gram, dem spiser jeg som slik! Men på denne måde kan jeg også gemme dem i en meget raffineret udgave!

Fødselsdagsreception

Svigersønnen holdt reception i dag i anledning af sin 50 års fødselsdag og 25 års jubilæum som journalist.

thomas 3

Fint arrangement med masser af gæster: familie, kolleger gennem årene, gamle skolekammerater, venner, og kunder i hans firma.

thomas 2

Datteren havde efter sin mands ønske lavet en masse utrolig lækker Tapas = små spanske specialiteter, hjemmebagt brød, forskellige dips osv – Uhm! – det er hun god til!

thomas 1

Det var rigtig hyggeligt! Og en masse gaver fik han jo også, ikke mindst vin og andre lækkerier! Dejligt.

Sønnerne hjalp godt til med praktiske ting, så det hele var meget vellykket. Til lykke endnu engang, Thomas!

Er der forskel på torden?

Ja, det mener jeg, at der er. Den voldsomme torden, der rullede og rullede hen over hovedet på mig i nat, lød ikke som den, jeg har hørt i 34 år i Brædstrup, hvor det lød som om tordenvejret kastedes imellem bakkerne og kom tilbage.

I nat var det som om det blev ved at stå som en tønde med store sten, der rumlede på samme sted – det var godt nok voldsomt. Måske har det noget at gøre med, at vi ligger tæt på vandet. Jeg husker fra min barndoms somre ved Storebælt, at lynene altid stod ude over vandet. “Vandet trækker” sagde de voksne.

Nu er jeg heldigvis ikke spor bange i tordenvejr, og til min lettelse er Diki heller ikke påvirket af larmen eller lynene. Jeg er godt klar over, at det ville påvirke ham, hvis jeg var bange, men jeg bliver bare liggende, selv om jeg er vågen, og lytter til uvejret. Og det gør han så åbenbart også, uden at jeg kan registrere, om han er vågen. Han kommer ikke op til mig, og det ville han gøre, hvis han ikke havde det godt. (F.eks. de første nætter efter at han blev klippet! hvor jeg tror, han frøs)

hagl 2

Vi nåede heldigvis ud på morgenluftetur, før det tog fat igen – og så skal jeg ellers love for, at det stod ned i stænger! Og i starten var der store hagl i regnen – mine stakkels blomster! hagl