Utroligt, som hun kan..

..i den høje alder. Karen, min besøgsven, på 92 år. Nu har hun igen syet et puttetæppe til et barn på julemærkehjem, dvs hun har syet blokkene og selv syet dem sammen, så syr jeg nogle kanter omkring, samler og quilter det.

Mønsteret til blokkene er HANNE’s sommer DHU, Karen har selv bestemt, hvordan de skulle sys sammen, og hun har også syet den inderste kant på. Men hun lagde ikke skjul på, at nu var det blevet så stort, at hun gerne ville være færdig, så hun har syet ihærdigt i går og i dag!

Det er det 4. puttetæppe, Karen har syet, de første 3 syede hun blokkene til, og så syede Bente og jeg dem sammen og monterede.

Her er det første puttetæppe. Her er det andet. Og her er det tredie.

Forud for det har Karen syet et fint sengetæppe til sig selv.

Karen har altid lavet håndarbejde, også patchwork, men disse tæpper er vel at mærke syet efter at Karen for nogle år siden havde en alvorlig hjerneblødning, som medførte, at hun ikke kan bruge sine ben og sidder i kørestol. Men hænderne kan hun bruge, og øjnene, og det betyder meget for hende, at hun kan lave noget meningsfyldt, så hun syr eller strikker hele dagen!

I dag på patchworkholdet viste hun også en fin lille kurv, hun har syet til en julegave:

 

 

Strikke inspiration

I strikkecaféen på Søndergården er det ikke bare hyggeligt, men også meget inspirerende at følge med i, hvad de andre strikker. Så vi skal helst se det færdigt!

Lizzie var blevet færdig med en rigtig flot drengesweater med snoninger til sit oldebarn – lidt rigelig efter at den var vasket, men han vokser jo, så det gør ikke noget.

Og nu strikker hun, så pindene gløder, for hun skal strikke ikke bare ét “Prinse-sjal”, men 2, fordi hun får 2 oldebørn med kort mellemrum til foråret.

Stella havde lige fået et fnuglet tørklæde færdigt, strikket i Kid Mohair med lange farveskift, nøj, hvor er det flot!

En rose så jeg skyde..

“En rose så jeg skyde – op af den frosne jord.”

Min Fars yndlings julesalme. Allerbedst, når han kunne få min søster til at synge den solo juleaften.

Da Far døde efter års sygdom, sang hun den i kirken – og kun et lillebitte øjeblik var stemmen ved at knække. Det var meget smukt.

I dag troede jeg ikke mine egne øjne, da jeg så denne rose blomstre i haven.

 

En anden slags UFO

Der kom en UFO i dag til Projekt Puttetæpper.

Det kan blive til et rigtig sødt pigetæppe, når det bliver quiltet. Det er fra Brøndby Quilterne, som har fået stoffet foræret af BeoBeo, men har erkendt, at de ikke selv får det færdiggjort. Så er det godt, at de sender det videre. Der er både bagsidestof og vat med, så det skal vi nok få gjort færdigt.

Sidste strikke UFO i 2011

På bloggen 12under12under2011 har jeg anmeldt min sidste UFO i år.

Det blir et halstørklæde af det blødeste garn, jeg nogensinde har strikket af: LANG BLOOM, 3 nøgler kun, som har ligget i mange år!

Det bliver meget lækkert. UFO-projektet har været meget gavnligt for mig, og det er besluttet, at det fortsætter i 2012!

Værsgo’, så er der serveret

Nu var det tiden at sørge for fuglene i haven, som ellers har haft rigeligt med bær osv. Så da slud, sne og frost indfandt sig i løbet af natten, begyndte vinterfodringen.

Foderautomaterne blev fyldt op

Pilekræmmerhuset blev fyldt med fedtkugler og et stort æble, og æbler blev også lagt ud på jorden til solsorterne.

Så kom an, vinter, fuglene skal ikke lide nød.

 

 

 

Jeg skærer..

..for Karen, min besøgsven. Og det nemmeste er at gøre det herhjemme, så det gør jeg sommetider. Karen skulle deltage i Højskoledag på Søndergården i dag, så jeg skulle ikke besøge hende i eftermiddag. Men hun har nu syet 2 brødkurvservietter og en lille kurv, som hun skal bruge som julegaver. Og der var stadig mere stof af det, hun købte, da HANNE var på Søndergården i september, så hun ville gerne sy en mere. Det skar jeg for hende og kørte ud med, da jeg havde været hos lægen for at få min influenza vaccination.

Det kom meget belejligt, for nu er Karen tæt på at være færdig med sit 4. puttetæppe! Hun syr denne gang efter HANNE’s sommer DHU, som jeg har lavet som mønstre for hende, hun er ved at sy kanter omkring, så overtager jeg og monterer og quilter. Det er flot, når hun er 92 år gammel!

Jeg skal snart til at lave et nyt mønster for hende og skære skabeloner og stof. Vi er blevet enige om, hvilket mønster, hun skal sy næste gang, det bliver et af mange restestoffer.