Endelig vågner Frederik – med morgenhår! Vil du lege?
Forfatterarkiv: hanne
Pil op – sy baglæns gruppen på Facebook
Ja, de finder på mange sjove ting på Facebook, og vi gamle patchworkere kan også være med! Nu er der nogen, der har startet en ny gruppe ved navn “Pil op – sy baglæns gruppen”, og den har jeg også meldt mig ind i!
Og for mit vedkommende bliver den straks indviet. Her er min “HANNE’s DHU (del-hver-uge)”, som jeg syede sammen i går aftes og straks fortrød! Den er alt for rodet – jeg var ellers så begejstret for et af HANNE’s forslag, men mine stoffer er mere brogede end hendes, så de 4 dele skal vendes, så det bliver mere overskueligt.
Det skal være en stor pude, og det passer mig rigtig godt, at det kunne blive til det, for mine store sofapuder er så slidte, at de trænger til nyt betræk, og jeg er i forvejen ved at sy én i bl.a. bundstoffet, som jeg har brugt her.
Så i gang med opsprætteren!
Feriebarn
Her har Whisky ligget troligt siden kl 7.30, tålmodigt afventende, at vores feriebarn vågner og står op!
Frederik kom i går på nogle dages ferie, og Whisky er helt klar over, hvor han ligger og snuer! Siden kl. 5 i morges har han pebet ynkeligt for at komme ned til gæsteværelset, men jeg lukker dørene, indtil jeg selv står op. Men efter morgenturen har han ligget der! Hyrdehund!
De sødeste "Bamsetæpper" til de sødeste tvillinger!
I dag har tvillingepigerne Emma og Lærke på 11 måneder fået deres “Bamsetæpper”…
… som jeg håber, de får gavn og glæde af. Tæpperne er ens, men i delvis forskellige stoffer, som er fra HANNE’s, fra Den Lille Lade og fra Postgården i Hjørring
Stofferne i det ene er i “kolde” pink og lilla farver..
..og i det andet i “varme” røde og orange farver.
Det svagt lyserøde som baggrund for bamserne, den blå med sommerfugle og mariehøns, samt den lyslilla lukkekant går igen på begge.
De har begge bagside af pastelfarvet fleece, som også er forskellige, og så er der mellemfor af tynd volumenvlies. Det giver lidt mere fylde og fasthed, end hvis man kun bruger fleece. Men fleece er jo lækker blød til børn, jeg hørte om et barn, som syntes, at det var bedst, når tæppet “ikke skulle varmes op” = når der var fleece på bagsiden – meget rammende!
Bamsefiguren er en gammel klassiker, som mange har brugt, jeg ved ikke, hvor den kommer fra, men jeg sender gerne en kopi, hvis man mailer til mig på hanne @ kludekoner.dk (fjern mellemrum), jeg har den i 3 str., denne er den største. Den kan også sys som bamse og stoppes ud.
Designet med striberne af forskelligt stof udenom bamsen er Else-Marie’s (non-blogger), som jeg syr sammen med på Søndergården. Da jeg så dette tæppe, som Else-Marie har syet, gemte jeg idéen til næste gang, jeg ville sy babytæpper!
Bamserne er færdige
Det er utroligt, hvor meget det betyder, at der lige håndquiltes rundt om de applikerede bamser på babytæpperne, de kommer til at træde lidt frem..
..og de har også fået ansigter! Jeg tør ikke at sy knapper på, som man godt kunne gøre, hvis det var til lidt større børn, men ikke til 1-årige pilfingre, der vil putte alting i munden.
Nu er de sendt, så er jeg spændt på, hvad de og deres mor synes om dem.
Dyner i ørerne og hæs som en krage
Det var fint, at jeg fik en hurtig tid hos min læge her til morgen, så han kunne give mig et tjek for min hæshed igennem lang tid og se, om der var forbindelse med de “propper”, jeg har haft i begge ører de sidste dage. Det er rigtig irriterende, for det virker som jeg har et par dyner, lyden skal trænge igennem!
Det viste sig dog, som jeg havde forventet, at være ørevoks i mine ret snævre øregange. Han ville gerne have skyllet dem, men det får jeg det så dårligt af, at det hele snurrer rundt. Min forrige læge gjorde det, når det var nødvendigt, og den sidste gang måtte jeg have Søren med for at holde mig i hånden! (og jeg skal hilse og sige, at jeg ikke er pivet). Så det overlader han til øre- næse- hals-lægen, som han henviste mig til for en undersøgelse af, hvad den langvarige hæshed kommer af.
Men han gav mig et grundigt tjek for evt. struma og lyttede på hjerte og lunger, som var helt fint, så det er rart nok at vide.
Nu håber jeg, at det ikke tager så mange dage, før jeg kan komme til, og indtil da må jeg sige “Hva’behar?”, når jeg ikke kan høre, hvad man siger til mig!
Blomstergave
Anette har sendt mig 2 ekstra “Bedstemor blomster” dels som kompensation for én, hun ikke syntes var god nok! dels som fødselsdagshilsen! Tusind tak, Anette!
Men jeg syntes nu ikke, der var noget at udsætte på den, jeg fik i swappen. Disse 2 er meget smukke!
Bærtid
Mine stadig lidt “sølle” hindbærbuske, hvoraf mange blev vandet ihjel sidste år, bærer fine hindbær nu. Desværre var der nogle, der døde helt, og nogle er mærkeligt små i forhold til, hvad de plejer, men de bærer mange bær. Og så er der da heldigvis også nogle “normale”, som står lidt væk fra den andre. I hvert fald er der mange bær lige nu, og jeg plukkede et par spandfulde i går aftes, som nu er frosset ned for at vente på at blåbærrene bliver modne. De skal jo syltes sammen til “Drottningsylt”, som er yndlingssyltetøjet her i familien! Og der kommer mange blåbær, hvis jeg kan ha’ dem i fred for solsortene, som spiste de fleste sidste år, hvilket de aldrig har gjort før. Så jeg holder skarpt øje med, om de starter på det cirkus igen, for så må jeg se, om jeg kan få net over dem i tide i år.
Og solbærbuskene bugner simpelthen! Jeg kan slet ikke bruge dem alle, så yngstesønnen og svigerdatteren plukkede af dem + ribs og kogte saft: ren “Ribena”! I formiddags havde jeg inviteret Bente til at komme og plukke en spandfuld også, så hun har til den formiddags-smoothy, som hun laver hver dag med masser af forskellige bær. Jeg hjalp hende, mens vi fik en hyggelig snak – med lidt besvær, for jeg har stadig propper i ørerne og hører rigtig dårligt! Jeg bliver nok nødt til at tage til ørelæge, for jeg tør ikke få dem skyllet hos egen læge, det bliver jeg så dårlig af, at jeg er ved at besvime.
Da jeg gik tur med Whisky, så jeg, at de vilde kirsebær langs stien også er ved at være modne, de smager bare så godt, små, helt sorte og søde! Mine fingre var mørkerøde, men de smager fantastisk.
Sikken føs'dag!
Sikke da en fødselsdag mine børn gav mig! Jeg er ikke helt kommet mig endnu! Det er længe siden, de ALLESAMMEN har været her samtidig + en feriedreng, en svigermor og et nevø-par, så vi var 15! Det var i hvert fald pragtfuldt, at vejret var så skønt, så vi bogstaveligt talt var ude hele dagen.
Yngstesønnen og hans kone var her fra lørdag og lavede morgenbord for mig, og jeg fik gave – en troldekugle til mit armbånd, købt i Rom! og de hjalp også med indkøb og madlavning, gåture med Whisky osv.
Da de andre kom, blev jeg sat i arbejde med at pakke nogle store, tunge pakker op!
Tak, tak! mit største ønske: en ny parasol til terassen med granitfod
som blev sat op med det samme
og afprøvet! Jeg skulle jo lære funktionerne
Hold da op, hvor er den flot!
Et helt kunstværk, når man kigger op i skærmen.
Traditionelt i denne familie (hvor vi havde mange sommerfødselsdage i min barndom) får vi is-chokolade = kakaomælk med en klump vanilleis og en top flødeskum med sugerør og lang teske (jeg har specielle, arvede toddyskeer til dette formål) og hjemmebagt kringle – man må også godt hælde en sjat cognac i, hvis man er voksen!
Hundene venter pænt – de får også lidt is! Det er så dejligt med de 2 hunde, den gamle schæferhund og den unge tibetaner, de har det helt fint med hinanden.
Der blev også spillet et sjovt spil, hvor man skulle spørge sig frem til et gæt på, hvem man er = har et billede af i panden, det kunne de voksne på skift også være med til.
Og til madlavningen var alle i sving: med at pakke pølser ud..
..med at lave salater, skære kød ud til grill, eller snuse: se hundeørerne i nærheden af det lækre kød!
Eller grille..
..eller danse en lille dans efter en halv pølse!
Og det blev en meget lækker grill-middag!
Det var en særdeles munter eftermiddag og aften med masser af sjov og drillerier, hvor var det dejligt!
Og morgenen derpå var kun faderen tilbage i teltet – sønnen havde forladt det i nattens løb, fordi far snorker!
Og hvem var tidligt oppe og på havearbejde? Det var “Lola” – svigerdatterens mor, som har svært ved at sove, når det er så lyst om morgenen i Danmark, så hun står op kl 4 og piller alle mine rhododendron for frøstande, noget Søren fik hende til at hjælpe med for 3 år siden. Hun rensede faktisk alle mine buske! Hun vil så gerne lave noget nyttigt – det er dejligt!
Sikke da en dag!
Hurra – vi har fødselsdag – bloggen og jeg!
Både bloggen her og jeg har fødselsdag i dag! Jeg fik bloggen i fødselsdagsgave for 3 år siden, og der har været 465.338 besøg siden – det er mange – og det er sjovt!
Yngstesønnen og svigerdatteren har fejret mig fra morgenstunden med morgenbord, friske rundstykker og fødselsdagsgave: en Troldekugle, indkøbt i Rom!
Og senere på dagen kommer de øvrige børn og børnebørn + “yndlingsnevøen” (Sørens) og hans kone til den i min familie traditionelle is-chokolade og kringle, samt grillmad.
Og “selvfølgelig” er det pragtfuldt vejr til at grille på terrassen!
Hvda kan jeg ønske mig mere?


































