..har vi vænnet os til at være isolerede? Eller vil det netop blive for hårdt, når vi nu så småt var kommet i gang igen?

Jeg tror, jeg godt kan klare det, og jeg er mere afslappet, end jeg var i marts, hvor jeg syntes, det var uoverskueligt, at man bare skulle holde sig (næsten) for sig selv. Jeg havde en underlige mat periode, hvor jeg ikke engang kunne hive mig selv op til at bestille noget nyttigt!

Men sådan har jeg det ikke nu, jeg har mod på at lave håndarbejde, jeg er i gang med færdiggørelse af nogle puttetæpper, og jeg har også planer om noget nyt, som jeg glæder mig til.

Jeg tror, jeg vil starte i morgen med at sy nogle hjemmelavede/hjemmekomponerede mundbind, jeg har materialerne klar!

Men det bliver herhjemme, jeg har ikke rigtig mod på at tage ind på Depotgården. Faktisk går jeg og venter på, at de måske aflyser alle aktiviteter, for hvordan vil de administrere, at man kun må være 10 personer samlet? Nogle af værkstederne er så små, at det vil være uforsvarligt, og hvordan skal man gøre forskel?

Her, hvor jeg bor, har bestyrelsen meget fornuftigt aflyst fællesspisningen på torsdag, og så er der 4 uger til næste planlagte spisning, så må vi se, om det bliver muligt.

…på hvilke begrænsninger, vi nu skal underlægges – igen!

Så kan jeg lige vise 2 sommertrøjer, som jeg blev færdig med, lige før Webstrikkernes festival:

Kumulus Tee fra Petite Knit, strikket i sart, tynd ren merino fra Uldfeen, ikke superwashbehandlet (håndvaskes). Utroligt lækker og blød, man tror næsten ikke, det er uld! Kanterne er I-cord strikket med ren silke.

Også Kumulus Tee fra Petite Knit, strikket i “Silkesky” fra Uldfeen = silke + opbørstet alpacca, så tynd og let og fluffy, den vejer kun 150 gram!

Det er sjovt, det er spændende, og det kræver hurtige beslutninger – og så får man ondt i måsen af at sidde i samme stilling foran PC’en i 2 timer!

Og når så tilbuddene kommer i lind strøm og mange andre også sidder parat, så skal man hele tiden tænke: “er det nu det der, jeg vil have – eller kommer der noget, jeg ønsker mig højere?” Og hvis man venter, så er der måske en anden, der har købt det!

Jeg lykkedes med at have is i maven, vendte gang på gang tilbage til dette smukke lækre garn, og købte det! Jeg er sikker på, at den cardigan, jeg har i tankerne, vil blive super lækker! (Har ikke helt bestemt mig for mønster endnu). Garnet er farvet i forløb, dvs der er en lille nuance forskel fra fed til fed, det må blive smukt!

Jeg kredsede om disse og om noget helt andet garn i en helt anden farve, men det blev afgjort af en anden køber!

I tilgift købte jeg til sidst 2 fed af dette vidunderlige silkegarn, som jeg vil bruge som følgetråd sammen med et blåt “Silkesky”, som jeg har i forvejen, i en “Kumulus”-bluse.

Der var som sædvanligt utroligt meget og forskelligt lækkert garn i de skønneste farver, så det var også denne gang en dejlig oplevelse!

Så nu er det bare at vente et par dage på levering, så jeg kan komme til at kramme!

Uldféen har varslet, at hun i aften kl 18 – 20 sætter EN MASSE lækkert håndfarvet garn på sin “butik” på Facebook! Der plejer at være meget, så når hun selv skriver, at der er rigtig meget, så skal det nok passe!

Jeg har jo mit fine gavekort! Så jeg skal nok være klar! Det er så sjovt, for hun lægger nye billeder ud med kort mellemrum, og så er jeg klar ved tasterne! Hvis der er noget, jeg ikke kan leve foruden, så skal jeg skynde mig at skrive “Ja tak” – ellers er der en anden, der gør det!

Det meste af “Coronatiden” har jeg syet på 4 små tæpper til mine naboers 4 små piger. De 2 er født denne sommer og fik tæpperne som barselgaver:

Alma og Sofie har ikke fået deres tæpper endnu, for de er søstre og skal have dem samtidig.

Det er faktisk deres Morfar/Farfar, der er modtager af tæpperne, fordi han er sådan en hjælpsom nabo, der altid er villig til at give os andre en praktisk hånd – vi bor jo i en senior andels forening, hvor Jens og Bente hører til i den yngre afdeling! Og da de nu ventede 2 børnebørn med kort mellemrum, syntes jeg, at Jens kunne få tæpper at give videre som barselgaver (i stedet for at han fik en flaske rødvin!), og så skulle de 2 småpiger på 4 og 2 år jo ikke snydes!

Det er dejligt at sy tæpper til børn!

En ny, dejlig overraskelse meldte sig på min messenger!

En gave fra Projekt Puttetæpper og Tæppetanterne, som for første gang holdt tæppetante-træf i Hejnsvig uden mig! Jeg ville gerne have været med, men pga corona er der jo ændret mange datoer, og det kom nu til at falde sammen med Webstrik-festival, som jeg havde meldt mig til 1 år i forvejen!

Sådan et gavekort kan blive til meget lækkert håndfarvet silke/uld fra min yndlings garnpusher! Uhhm!

Tusind tak!

Nu blev toppen færdig til det “tøsetæppe”, jeg syr til Sofie, ældste af 4 pige-børnebørn af mine naboer.

De 3 første, som jeg har syet i løbet af sommeren, har været til 2 nyfødte kusiner, samt Sofies lillesøster, og de har haft baby look!

Sofie på 4 år skal have sarte pigefarver med søde motiver, og jeg har leget med et mønster, jeg ikke har prøvet før (har ikke noget navn på det).

I morgen skal det monteres (samles) og måske quiltes.

Dagen startede ellers med tidlig hundeluftetur, så jeg kunne køre ind til høreprøve hos ørelægen, og senere på formiddagen til tandplejer. Så der var stramt program i dag.

Hold da op, hvor Diki smasker, når han får boller i selleri! (Det vidste jeg ikke)

Eller: afviseren i bilen klikker himmelhøjt!

Og: min symaskine larmer! Det samme med tasterne på tastaturet!

Og mange andre ting lyder højt og skarpt – fordi jeg afprøver høreapparater for tiden!
Jeg vidste selvfølgelig godt, at jeg ikke hører helt super godt, jeg må skrue op for TV og radio, og stemmer i telefonen er utydelige, (sommetider siger jeg bare ja og nej, som jeg tror, det skal være).
Jeg er også blevet høretestet for nogle år siden, men det var bare et høretab, man kaldte “alderssvarende”, som ikke gav anledning til foranstaltninger.

Men nu var jeg blevet lidt træt af det og tog imod et tilbud om “gratis testning” af høreapparater. Og jeg må sige, at de overgår min forventning!
Jeg kunne selvfølgelig godt være gået igennem kommunen, men jeg ved, at det har laaange ventetider. Så jeg henvendte mig samme sted, som jeg var med min søster for nogle år siden, da hun havde nogle få dage i DK til at få installeret et nyt høreapparat (hun har været døv på det ene øre siden en operation som barn).

Audio Nova har en meget fin service, og jeg er rigtig glad for at få lov til, uden nogen forpligtelse til køb, at både afprøve og få tilpasset de små tingester. Der er godt nok sket meget på det område, siden Søren for mange år siden fik et par store klodser at stoppe i ørerne, som han aldrig kom til at bruge, fordi de var så ubehagelige og – netop klodsede. Så de lå som i mange andre hjem i skuffen!
Det gør mine ikke! Jeg har dem på hver dag, man skal se godt efter for at få øje på dem, og om natten hviler de i en lille oplader.
De er forbundet med min mobiltelefon og Bluetooth, så jeg får signal direkte i ørerne. Og da jeg syntes, at de høje skarpe lyde var FOR skarpe, blev de reguleret, så jeg kan holde det ud. Og nu har jeg også lært at styre det via telefonen! Hørekonsulenten syntes, det var sjovt, at jeg spurgte i en mail, om han kunne fjernstyre apparaterne? Det var han ikke vant til fra en-ikke-helt-ung-dame at blive spurgt om! Han skal faktisk lige have frisket sin viden op, før vi prøver det af!

Nu skal jeg lige en tur omkring ørelægen for at få tilkendt retten til tilskud, men jeg er indforstået med at betale en del af det selv, selv om jeg godt kunne få det hele gratis incl. ventetid!

Mens jeg var på Depotgården i går, havde jeg besøg af en ægte “alf” derhjemme!

Sikke en overraskelse, jeg fik, da jeg kom hjem og så min terrasse, der ærligt talt trængte til en efterårs rengøring!

Det havde den fået! Alle krukkerne, der stod langs med kantstenen, var flyttet hen for den ene ende, hvor de har vinterkvarter – et par stykker får lov at stå, så længe de blomstrer, så ryger de helt ud, de kan nemlig ikke overvintre udendørs.

Og der var fejet grundigt, bordet var vendt om, ind langs husvæggen sammen med de opstablede stole – det var så fint! Og Christian havde også været der og havde sat min store parasol over i Fælleshusets kælder – Tak!

Det er jeg sikker på, at Diki også synes! Til venstre for ham kan man lige skimte min store Kamelia, som jeg selv trak derind under udhænget, hvor den nu skal tilbringe sin 8. vinter og forhåbentlig igen vil blomstre med masser af smukke blomster til foråret, der er i hvert fald masser af små knopper parat!

Tusind tak til min søde, dygtige “Alf” !

Jeg bliver altid så glad, når jeg ser billeder fra Grønland – især når det er af steder, jeg har boet.

Billeder fra Nuuk siger mig ikke helt det samme, for der er sket så meget, siden vi rejste derfra i 1967, at jeg ikke kan genkende noget som helst! Jeg ved, at “vores hus” = tjenestebolig / tidligere canadisk konsulat under 2. verdenskrig, ikke findes mere. Men så er det godt, jeg selv har flere gode billeder af det:

Et utraditionelt træhus set med danske øjne – faktisk var det er “samlesæt”, sendt fra Canada og samlet i Godthåb (Nuuk). Der var f.eks. ikke 2 ens vinduer i hele huset! Så jeg købte, før vi rejste fra DK, en lille symaskine og en masse gardinstof på udsalg, og så syede jeg gardiner til hvert enkelt vindue, da vi kom derop!

Vi boede der i 2½ år 1964 – 1967, som nygifte, og vores ældste barn blev født, mens vi boede der.

Jeg er medlem af en Facebook-gruppe “Aasiaatvenner”, hvor jeg derimod ser mange dejlige billeder, som jeg genkender – selv om der også er bygget utroligt meget, som jeg ikke kan genkende.

Aasiaat (Egedesminde) var det sidste sted, vi boede på Grønland, og heldigvis i hele 5 år, hvor vi ellers havde haft kortere perioder de andre steder. Det bestemt vi ikke selv, Søren var tjenestemand og blev flyttet rundt, både for at lære de forskellige steder at kende, og som en del af karrieren.

Dette billede af vores hjem i Aasiaat i 5 år, 1968 – 1973, så jeg for nogle få dage siden, og har fået lov at bruge det. Et gammelt træhus i 2 etager, med høj sokkel og kælder, hvor soveværelser/børneværelser var på 2. sal.

Vinduet på 1. sal var det sted, hvor vi fik den allerførste solstråle efter 2 måneders mørketid! Det var en festdag! Det var ikke den dag, byen fik den første sol, huset ligger på en bjergkam, som solen først kom over efter nogle dage – men “vores” solstråle på den skrå væg i det store børneværelse var vores tegn på, at nu vendte det, og solen var kommet igen!

Den dag, vi alle i byen kunne se den første solstråle, fik skolebørnene fri fra skole, og alle myldrede op på det højeste sted for at se solen!

Havestuen i gavlen er af nyere dato. Da vi boede der, var der et lille drivhus på samme sted + en mistbænk, hvor vi kunne være heldige at dyrke lidt salat.

Det var også der, vores børn kunne lege indenfor hegnet, som forhindrede slædehundene i at komme ind.

Og der, jeg – højgravid med vores 3. barn – kunne blive solbrændt!

Dette billede, som er taget fra den modsatte side, nede fra og på en mørkere årstid, fik jeg sendt fra en strikker, der som sygeplejerske arbejdede i Aasiaat mange år senere.

Ja, de minder – de minder! Meget mere kan læses i de 9 afsnit af min “Grønlandskrønike” her på denne side. Jeg bliver vist aldrig træt af at læse der!