Vest i vendestrik i andre farver

vendestrik

Et strikke tøj er dejligt at sidde med ved en sygeseng, og jeg nåede et godt stykke i går på vesten i vendestrik til min datter, da jeg sad det meste af dagen på Randers Sygehus. Så nu er alle farverne synlige. Jeg mangler 5-6 stribemønstre på ryggen, så er det andet ærme. Det bliver spændende at se, hvordan farverne fordeler sig på 2. forstykke, det er ikke helt beregneligt, hvor meget der går til ærmet.

Det er et dejligt strikketøj og behageligt garn at sidde med.

Lang dag

Det blev en lang dag på Randers sygehus, hvor Søren er installeret på en enestue – desværre ikke med den ualmindeligt flotte udsigt, der er til den anden side fra 6.sal – men med stort eget badeværelse og med søde sygeplejersker, bioanalytiker, SOSU-hjælpere osv. Den eneste, jeg ikke nåede at hilse på var den læge, de hele tiden sagde, ville komme “lige om lidt”. Men for at jeg ikke skulle køre hjem i mørke og af hensyn til en tålmodig, dygtig hund, der var alene hjemme, kørte jeg hjem kl 17.15, og da havde han ikke vist sig endnu.

Søren havde det godt og slappede af, der er ingen tvivl om, at han føler sig i trygge hænder, og det er jeg da også tryg ved. Så nu tager de en masse forskellige prøver for at finde den infektion, der MÅ være der. Min praktiske funktion i dag var at fortælle om forløbet og gøre rede for den medicin, han får, jeg havde medbragt det, han skulle have i dag, så skulle de finde ud af, om de har det tilsvarende. Jeg fik for resten en ros, der luner: den første sygeplejerske sagde, det var flot, den måde, jeg fører “logbog” på, hvor jeg skriver resultater hver dag, når jeg kontrollerer blodsukker, skriver temperatur, når han har det, eller andre afvigelser. Hun var sikker på, at jeg havde en økonomisk baggrund! Hvordan det så skulle forstås, men det har jeg jo faktisk som bankuddannet, og beskæftiget i mange år med bogholderi, løn- og personaleadministration.

Som sådan er jeg ikke træt (endnu!), for jeg har jo siddet ned hele dagen, og jeg valgte at køre ad motorvejen, det plejer jeg ikke, men det er nemmere. I dag aflæste jeg afstanden, der er 90 km, det vil mange jo ikke regne for noget, og det tog også kun 1 time, alt incl., men vi er jo vant til kortere afstande.

Der er en glimrende kantine med meget lækker “grøn” mad, hvor jeg kan spise, og de er åbenbart helt indforståede med, at man er der hele dagen. Så vi hyggede os, Søren sov lidt, og jeg havde heldigvis taget strikketøjet med, så jeg fik strikket et stort stykke på vesten i vendestrik, jeg må lige vente til i morgen med billeder, men det ser godt ud.

Kaotisk nat

Det har været en urolig og kaotisk nat med Søren i febervildelse, så jeg endte med at tage min dyne med ind på sofaen ved siden af ham. Jeg fik feberen lidt ned med et par Pinex uden at de kom op igen, og med en lille dosis ekstra morfin faldt han i søvn ved 6-tiden. Men nu bliver han indlagt i dag til “nærmere udredning”, som det hedder, så må vi se, om de kan finde ud af noget.

Jeg er glad for, at der sker noget nu, for det er hårdt at se ham så dårlig.

Jeg nåede det altsammen!

Jeg nåede både et godt møde med sygeplejersken fra Det palliative Team sammen med Søren og at komme på Søndergården, hvor HANNE havde stillet butik op.

Det palliative Team, hvis ekspertise vi har stor respekt for, vil nu i samråd med vores egen læge finde ud, om Søren skal indlægges nogle dage til nærmere undersøgelse for at finde årsagen til hans langvarige feberanfald. Vi fik som altid en god og grundig snak om de forskellige symptomer og hans almentilstand, som er præget af stor træthed i øjeblikket, sikkert pga feberen. Vi føler, at han er i gode hænder, og selv om jeg i starten var rasende over, at evt. indlæggelse skal være i Randers, så kan jeg godt se, at det er der, ekspertisen vedr. hans sygdom er, og han synes, der er rart at være. Nu får vi nærmere besked.

hanne

HANNE og hendes mor havde stillet mange kurve op med fristende stoffer! Og der var tilsyneladende god handel! Det er jo service, når butikken kommer til os og ikke omvendt!

Jeg havde bestilt nogle grønne og hvide stoffer, som jeg skal bruge til det sengetæppe, jeg har fået bestilling på, og en ministrygejern til brug ved applikationer, så jeg “høstede” også. Uha, det er svært, når der er så meget spændende!

Der var mange brugere, nye og gamle, der havde lagt vejen fordi, bl.a. Karen, som i sin høje alder viste sit meget yndige tæppe frem, som hun netop er blevet færdig med:

nannas tæppe

Og Ellen havde monteret og quiltet et “Quilt Pink”-tæppe, som hun havde med til HANNE, der er med i det projekt “QUILT PINK”, hvor mange syr blokke og andre monterer og quilter til fordel for “Støt Brysterne”:

quilt pink

Tæpperne bliver solgt eller bortauktioneret, evt. i forbindelse med et lotteri til fordel for arbejdet for brystkræft  “Støt Brysterne”.

HANNE's i Brædstrup

I morgen 21. okt. fra kl 13 – 15.30 kommer HANNE’s patchworkbutik fra Vejerslev til Aktivitetscenteret Søndergården i Brædstrup og stiller butik op. Det er altid en succes, og ikke kun deltagere på patchworkholdet, men alle potentielle brugere af Søndergården kan komme og se på varerne, dvs pensionister og alle over 60 i Horsens Kommune.

Jeg håber, der kommer mange, for hvis HANNE har et godt salg, kan det jo være, hun kommer igen!

Der vil være masser af stof, bl.a. julestof, fortrinsvis i Fat Quarter/småstykker, men også metervarer, og der vil være Pedari mønstre, forskellige småting osv, kort sagt et bredt udvalg af patchwork materialer. Det plejer at være en god oplevelse!

Jeg regner med, at jeg når at komme, mens hun er der, og jeg har også bestilt nogle ting, som hun har med til mig, men sygeplejersken fra Det Palliative Team i Vejle har planlagt besøg her, og det er selvfølgelig vigtigt, for det handler om, hvordan Søren får det bedre. Så må jeg prioritere.

Ding-dong!

Siden Søren fik en plejeseng i stuen ovenpå, har vi haft en ekstra, trådløs dørklokke, så han kan kalde på mig ved at trykke på den “løse” knap, klokken ligger altid, så jeg kan høre den, og sjovt nok fandt Whisky meget hurtigt  ud af , at der er forskel på lyden af den og den faste dørklokke. Jeg kan næsten ikke høre forskel, men hvis Whisky ikke gøer, så er det Sørens klokke, der ringer!

Men i går var det ved at være for meget for både Whisky og mig. For den blev ved at ringe – og når jeg gik op til Søren, havde han ikke kaldt! Mystisk! Jeg sad ved computeren, og pludselig ringede den skiftevis i små stød og i lange toner! Det var lige før, jeg syntes det lød som en røgalarm, sådan hylede den. Og det syntes Whisky åbenbart også, for han begyndte at tude som en ulv! Sikke en larm! Og Søren havde ikke noget at gøre med det.

Jamen hvor er ringeknappen, spurgte jeg ham? Jamen den lå jo i pyjamasjakken – øh, ikke den han havde på – men den jeg var ved at vaske!!! Så den lå altså og roterede i vaskemaskinen og udsendte sine mystiske rytmiske lyde!

Den blev fisket ud, skilt ad og lagt til tørre, og nu virker den upåklageligt igen – ja “Ding-dong!” lige nu, så skal han have hjælp.

Rettelse til min hjemmeside 19.10.2009

På min hjemmeside www.kludekoner.dk viste jeg i går, den 19.10. en quilt syet i en speciel teknik. Jeg skrev fejlagtigt, at det var syet med samme foldeteknik som dette, men det er ikke rigtigt. Det kunne det teoretisk godt have været, men den teknik, der er brugt, findes der instruktionsbilleder af i Kludemagasinet (Dansk Patchwork Forenings blad) nr 4, 1999. Tak til Bente for korrektion!

Man kan blive helt bidt af det!

domino

Jeg tror, jeg kan blive helt bidt af det: Domino-strik, som jeg aldrig har prøvet før. Det er ovenikøbet en “mystery”, så jeg aner ikke, hvad der kommer ud af det, jeg strikker, men det er sjovt! Også lidt spændende i dag og i går, hvor 4. og 5. modul er uden billeder, da Mariannes PC er gået ned, så vi kun får en tekst at strikke efter. Så jeg håber, det bliver rigtigt, Marianne?

Og så er det jo nogle skønne farver og et dejligt garn. Jeg har iøvrigt anskaffet mig et par domino pinde af rosentræ her fra, uhhm luxus!

Søren gav mig ellers et mindre chok, mens jeg sad og strikkede nede i alrummet, mens jeg hørte udvalgte opera-arier på CD-afspilleren. Han kom pludselig listende ned ad trappen, uden at jeg hørte ham (jeg spillede højt). Jeg troede slet ikke, han kunne gå ned ad trappen, for han er så svag i disse dage, men det var da en dejlig overraskelse.

Det er egentlig hans daglige personlige hjælper, der har givet inspiration til at spille musik, for i formiddags lå Søren og hørte dejlig musik på DR2 på TV i stedet for at se video-film, som han plejer, og så fortalte hun, at Apoteket sælger CD’er med skøn afslappende musik. Vi har altid været glade for musik her i huset, og vi har masser af gode bånd og CD’er, men jeg har ikke tænkt på, at man kan spille musik-CD-er/DVD’er over TV’et. Så det var da bare at finde nogle frem, som Søren så slappede af til, han valgte selv nogle Bethoven-symfonier i første omgang.

Og nu er det så min tur. Jeg har en “boks” (hedder det ikke sådan? eller et album?) med 10 CD’er med dejlige arier fra forskellige operaer, så dem hører vi så nu i fællesskab. Whisky protesterer ikke over, at vi spiller højt, og han gø’r ikke, som han plejer, så han kan måske også li’ det? Han er heldigvis hjemme igen.

Hvor kommer det dog fra?

Jeg vågnede i nat kl ca 3 midt i en meget livagtig drøm, hvor jeg var bankrøver! Adrenalinen pumpede i kroppen, og selv om nogle af detaljerne er væk nu, så  kan jeg stadig huske en hel del. Hvor kommer det dog fra?

Jeg har altid drømt meget, og for det meste kan jeg huske meget af det, lige når jeg vågner, men så forsvinder det. I min drøm i nat var der ikke noget forkert ved, at jeg var med i en gruppe kvinder (!), der røvede en bank, for formålet var et eller andet til fordel for nogle børn, der trængte. Det var heller ikke millionbeløb, vi forlangte, faktisk havde vi lavet en nøjagtig liste over, hvor meget vi skulle have af de forskellige sedler, og det var vist nok beskedent. Jeg tror heller ikke, vi havde våben at true med, men vi fik i hvert fald pengene og var ved at stikke af i en bil, da jeg blev klar over, hvor dumme vi var, for der var selvfølgelig overvågning over det hele, og i drømmen kunne jeg mig selv i overvågningsperspektiv. Jeg kunne godt se, at det slap jeg ikke godt fra, for jeg var helt genkendelig i min røde vindjakke, hvor man godt kunne se mine briller og det lyse hår stikke frem under hætten, og min statur er jo heller ikke til at tage fejl af!

Men så vågnede jeg heldigvis, så nogen afslutning er der ikke! Jeg havde bare meget svært ved at falde i søvn igen.

Sikke noget at drømme!

Støvede farver

vendestrik

Jeg fik min datter med ud til Katrinelund for at finde en bundfarve i Kauni til en vest i vendestrik, så jeg kunne bruge det effektgarn, som jeg ikke syntes var mine farver til et tørklæde. Helle valgte en lidt støvet blå, idet hun netop gerne ville have et lidt støvet look, som kunne passe til nogle af de lilla og grønne ting, hun har i sin garderobe. Så kunne hun også prøve, hvilken størrelse, det skulle være.

Det er nye farver for mig at strikke denne model af, men det virker spændende! Jeg glæder mig til, at de lilla og gule farver kommer med!

Det er et dejligt strikketøj!