Vi har i formiddag haft besøg af en læge og en sygeplejerske fra “Det palliative team” fra Vejle sygehus, og hold da op, hvor har det været en postitiv oplevelse!
Vi vidste godt, at de er specialister i at hjælpe uhelbredeligt syge til at få en bedre behandling og dermed en bedre livskvalitet, og det tror jeg på, at de kan hjælpe Søren med, efter de timer, de var her sammen med den hjemmesygeplejerske, som kommer her mest.
De kom omkring rigtig mange ting i forhold til sygdomsforløbet og alt muligt andet i vores forhold, liv, børn. Og de stillede specielt spørgsmål ved, hvorfor det roligt fremadskridende sygdomsforløb, Søren har haft siden sommeren 2008, pludselig tog sådan et dyk, som også sygeplejersken kunne beskrive.
De vil nu lægge den medicinske behandling noget om, så Søren ikke får så meget morfin, men andre ting, som de har gode erfaringer med. Der er flere slags medicin, som skal erstattes af andre medikamenter, så nogle bivirkninger undgås, der skal tages nogle blodprøver og laves nogle analyser på forskellige ting, og de fortalte også om resultatet af den scanning, Søren har fået for knap 14 dage siden, som viser, at den strålebehandling, som han er indkaldt til om 14 dage, vil kunne hjælpe ham meget og måske helt tage hans smerter.
Det blev også slået fast, at han kan få liggende transport til de forskellige behandlinger, en af mine bekymringer, for jeg kunne ikke forestille mig, hvordan han kunne holde til at sidde i en bil.
Endelig bliver der en “åben indlæggelse” på Horsens Sygehus til, hvis det bliver nødvendigt i forbindelse med kortere undersøgelser, eller i akut tilfælde. Der havde vores læge ellers fået oplyst, at det kun kunne blive på Randers Sygehus, han kunne få “åben indlæggelse”, hvilket var fuldstændig uacceptabelt i både mine øjne og hjemmesygeplejerskens, der er dælme langt til Randers! Jeg kunne forstå, at det er et tilbagevendende (og uforståeligt) problem i Region Midt, men at netop Det palliative team har været helt til tops i systemet og fået slået fast, at det kan være P6 i Horsens.
Så humøret er rigtig godt i det lille hjem! Og nu har vi de 2 fagpersoner som faste kontakter udover hjemmesygeplejersken og vores egen læge, de følger op på det med jævnlige telefoniske samtaler og besøg, så vi føler os i gode hænder. Der var også tid til at spørge til mig og hvordan jeg har det og klarer det, det er jo dejligt.
Og sidst på eftermiddagen henter jeg Whisky hjem, så må vi se, hvordan det går med at vænne sig til, at der kommer nogle fremmede mennesker her i huset. Han skal jo bare lære dem at kende og helst lære at styre sin begejstring!
