Defekte bremser gav hjemmeweekend

Vi skulle have været til Blåvand på weekend hos kusinerne, og jeg skulle have besøgt en patchworkudstilling i Billum, hvor min julegave til Alice deltager. Men først besluttede Søren, at han ikke kunne tage med, fordi han havde det skidt. Han insisterede dog på, at jeg skulle tage derud, så jeg tog Whisky med i bilen, han elsker at komme med, og så skulle Søren ikke passe ham.

Men bilens bremser svigtede,  jeg kunne kun bremse, når jeg trådte hårdt, dvs det var med et ryk hver gang, jeg ville sætte farten ned, når jeg skulle rundt i et sving osv, det kunne jeg bare slet ikke køre med, så jeg vendte om. Så nu blir jeg hjemme og nyder haven – kirsebærtræet, som nu er i fuld flor og snart smider blomsterne igen.

kirsebc3a6rtrc3a6

 

Magnoliebusken med sine fine hvide blomster

magnolie

De gule anemoner mellem kugleauriklerne

gule-anemoner

Og den fine Kamelia, som er kommet hjem efter vinter-pleje hos en bekendt

kamelia

Se nu her en gæst, vi har fået, solsorterne har travlt, og en af dem har bygget rede på den hylde, som Søren for flere år siden satte op på murkanten til det samme. Det går stærkt, når de bygger!

rede

Vi har mange fugle i haven, og jeg ser ofte reder. Det sjoveste er den lille bitte gærdesmutte, som vi ser hele året, og som plejer at bygge sin kuglerunde rede et eller andet sted, som regel i en busk op ad et spalier. Sidste flagrede ungerne lige ned i skødet på mig, da jeg sad på terrassen lige den dag, de valgte at forlade reden. 2 af dem forvildede sig ovenikøbet ind gennem den åbne dør, så jeg måtte hjælpe dem ud igen! Jeg hænger et net op med det hår, jeg strigler af Whisky, det er godt til redebygning for både mejser og gråspurve, og de er vilde med det.

En lyserød sky

terrasse

I nogle få dage har vi en lyserød sky lige uden for terrassedøren. Træet, som Søren plantede for nogle år siden for at give mig skygge på terrassen, da min hud ikke tåler for meget sol, har været endnu større, så hele terrassen faktisk lå i skygge, når der kom blade på. Så det blev beskåret kraftigt for 2 år siden, og nu er det bare så utroligt flot og harmonisk.

huset

Jamen det er da smukt, når alle påskeliljerne nu også er spunget ud..

terrasse-sol

..og nu, hvor det er solskin.

Små hæklerier

Jeg hækler ikke så meget, men det er der jo andre, der gør. Og jeg kan godt blive inspireret, når jeg ser noget sødt/sjovt/flot!

Som nu Liselottes nålepuder, jeg er sikker på, at der er andre rundt omkring i strikke/hækleland, der er blevet meget hooked på dem. Jeg skulle i hvert fald prøve..

naalepude

..og så var det samtidig en god idé, når jeg gerne ville lave en lille værtindegave til en, der SYR rigtig meget. Opskriften har Liselotte også ladet os få del i, så det var nemt.

På Søndergården havde Betty hæklet legeklodser, de var altså også rigtig søde.

klodser

Man hækler fastmasker i skumgummiklodsens bredde så langt, at den dækker de 3 sider. Så hækler man masker op midt på den ene langside, samme antal masker, altså 1/3 af den lange side, og hækler samme længde ud derfra, så det dækker andre 3 sider, og så hækles der sammen med fastmasker. Skumgummiklodsen lægges indeni, før den sidste søm hækles. Evt. pynt hækles eller sys på. Størrelsen bestemmes af skumgummiklodsen.

Nye farver i vendestrik-trøje

I går i strikkecaféen havde Inga sin nye trøje på, strikket i det meget populære vendestrik-mønster fra Katrinelund , stadig i Kauni garn, men denne gang i nye, lyse forårsfarver – nej hvor er den flot!

vendestrik-lys

Vi var bare helt “elektriske”, der var én, der blev ved at spørge ind til teknikken, garnet og størrelsen, og pludselig spurgte hun “hvornår lukker hun, Lene?”. Hun kunne lige nå at hente bilen og køre derud, for den trøje MÅTTE hun i gang med straks!

vendestrik-lys2

Det kan blive for svært

Vi fik desværre en meget sørgelig besked i går. Sørens fætter, som han holdt meget af og har haft meget sammen med næsten hele  sit liv, har været meget syg det sidste halve år, og nu blev det for hårdt for ham, så han gav op og døde i går. Vi troede ellers, at de sidste 2 operationer havde hjulpet, men nej, han fik det dårligt igen, og det klarede han ikke.

Det er så frygtelig trist, og jeg kan godt mærke på Søren, at det har dumpet ham ned i et hul. Fætteren var et dejligt, lunt og hyggeligt menneske, han boede på deres fælles farfars gård, som han af sjove genveje var blevet ejer af, og der var jo mange gange  “husker du”, når vi var der og gik ture, hvor de havde leget som drenge.

Men selv om det er svært for hans familie, så ønskede han ikke et uværdigt liv, og vi vil mindes ham som et stærkt menneske.

København tur/retur

Det blev en dejlig tur til København i går, frem og tilbage med indlagt stor påskefrokost i familiens skød. Jeg synes, det er skønt med togforbindelsen, og DSB gav ½ pris, så det var ikke engang dyrt. Men lidt tidskrævende med alle de skift mellem S-tog og bus for at komme til bestemmelsesstedet, i hvert fald når man ikke kender S-togs-nettet. Men så fik vi set nogle stationer, som vi aldrig har hørt om! Med samme rejse som jeg var datteren og hendes familie, og de fik lov af togføreren at lave “familiesammenføring”, så de fandt frem til mig, så jeg kunne komme til at sidde sammen med dem – der var masser af tomme pladser, og det var jo meget hyggeligere. Togføreren var også meget hjælpsom i forhold til at finde de rigtige skift, som den i København boende familie ikke lige havde gennemskuet, vi grinede meget af, at vi ellers ville have stået på Danshøj station og spejdet efter ZOO, som vi havde fået forklaret!

frokost1

Det var første gang, min niece var vært for en af familiens traditionelle påskefrokoster, og sikke et smukt bord og en smuk påskepyntning af den 2-værelses lejlighed! Hun havde været spændt på, om vi kunne være der, men med børnene bænket i soveværelset gik det fint – så blev vi heller ikke 13 til bords, og børnene har ikke noget imod at sidde for sig selv, de var flittige til at komme og få lækkerier på tallerkenerne!

På forhånd havde Helle fortalt sin yngste på 7 år, at nu skulle han ikke regne med, at påskeharen kom, for der var jo ingen have! Det mente han ikke kunne passe, for “påskeharen” lægger jo altid masser af fine æg til indsamling, når vi har påskefrokost! Jo – men nu var Morfar jo også syg!

“Du sidder da ikke der og fortæller mig, at Morfar er påskeharen?” sagde drengen med stor forargelse og mistro! Så hans mor måtte jo skynde sig at ændre historien.

frokost2

Det er så dejligt at se min afdøde søsters kønne ting på bordet sammen med andet familie-arvegods, og klukflaskerne blev både benyttet og diskuteret – hvorfor klukker de?

Specielt i min fars familie fandt der gevaldige jule- og påskefrokoster sted, som jeg vel snart er den eneste, der har oplevet! Det var i virkeligheden helt uanstændigt! Der gik f.eks. en historie om en påskefrokost, hvor der gik konkurrence i, hvem der kunne spise flest “skidne æg” (pocherede el. smilende æg med sennepssovs og stegt flæsk el. bacon), som var én af flere varme retter. Rekorden var 15!!! Jeg bliver helt dårlig ved tanken!

frokost4

Min niece forsøgte heldigvis ikke at leve op til hine tiders overdådighed, men havde lavet en meget lækker frokost med lige præcis, hvad vi, incl. børnene, kunne lide og overkomme, også lette og grønne retter i nyere stil.

Og værtindens faster og jeg nød at se de unge familiemedlemmer hygge sig og leve op til traditionerne!

 

Og som forudset nåede jeg nogle borter på hønsestriktæppet både i toget og i pauserne i frokosten. Så der er fremdrift!

hc3b8nsestrik3

Og Søren havde haft det godt med besøg af hjemmesygeplersken, vi havde også lige haft kontakt via mobilen, så han var glad for, at jeg var taget med.

Et "påskeæg"

påskeæg

Som værtindegave til min niece, som har inviteret hele vores familie til påskefrokost i dag, har jeg lavet en lille kurv mere og fyldt den med store marcipanæg. Hun kan jo bruge kurven til andet, når påskeæggene er spist. Kender jeg hende ret, har hun arrangeret en STOR frokost for os! Det er en meget gammel tradition i vores familie, og det er første gang, hun står for det.

påskeæg

 

Det går heldigvis stadig meget bedre med Søren, så vi har det begge fint med, at jeg tager af sted. Vi fik et lille ekstra besøg af aften-hjemmesygeplejersken i går, som sad og snakkede lidt med os, det er dejligt at kende hinanden, og hun var ligeså dejlig som den første. Det er en tredie, der kommer midt på dagen i dag, og hun har været her før for mange år siden, da hjemmesygeplejerskerne kom, når vi havde min mor på besøg. En fantastisk ordning, at kommunerne går ind på den måde, så man også har hjælp, når man er i en anden by på besøg.

Og Whisky er i pensionen siden i går aftes, så her er så stille! og jeg skal ikke ud og gå tur, inden jeg tager af sted. Føles underligt!

Nu kan vi lidt igen

Det går meget bedre i dag med Søren, pillerne mod kvalme hjælper, og han får også lidt mere mod smerterne, så i dag er han meget kvikkere – jeg ser det mest i øjnene og ansigtsudtrykket, men han interesserer sig også mere for omgivelserne i dag.

Så han har overbevist mig om, at jeg godt kan tage til familie-påskefrokost hos min niece i København i morgen sammen med alle vore børn og børnebørn. Jeg har hele tiden været klar over, at det var vigtigt for Søren, at jeg tager imod invitationen, men selvfølgelig har jeg haft betænkeligheder.

Men hjemmesygeplersken har lovet at kigge ind et par gange og hjælpe med medicinen, jeg sætter nem mad til ham, og ikke mindst vigtigt: Whisky kommer i pension, for ham kan han ikke magte at gå tur med. Og så er der jo påskerabat hos DSB, så jeg tager toget og rejser hjem igen om aftenen sammen med datterens familie, endnu billigere end pensionistpris!

Så jeg tager strikketøjet med i toget, det kan godt blive til nogle borter på det nye hønsestriktæppe.

hc3b8nsestrik2

 

Det er tid nu lige præcis til påske, hvor alle vores tusindvis af påskeliljer er sprunget ud. Prøv at se på begge sider af hækken ud mod haven, hvor de står tæt. Det er selvfølgelig mod nord, at de ikke er sprunget ud endnu, men det varer ikke længe.

forar6

 

forar5

Det piner Søren, at han ikke kan komme i haven og pusle om alt det, han har plantet i de snart 30 år, vi har boet her. Han har sådan en flot have – jeg siger: HAN har, for det har altid været hans have, og han har altid gjort meget ud af den.

forar4

Kugleauriklerne

forar3

Perlehyacintherne

forar2

Scillaerne, som breder sig mellem de afblomstrede erantis og endda forvilder sig ind mellem hindbærbuskene:

forar1

Heldigvis er meget af det plantet sådan, at det kan passe sig selv meget af tiden, og så har Søren én, der kommer og hjælper ham indimellem. Så det gror nok ikke helt til!

Hjælpen er nær

Det er godt, systemet virker, så man kan få hjælp, når man behøver.

Siden juni 2008 har vi vidst, at Søren er alvorligt syg, men ingen kunne vide, hvordan sygdommen ville udvikle sig. Den havde spredt sig, før den blev opdaget, og derfor kunne han ikke blive rask, men forhåbentlig kunne sygdommen holdes i skak ved behandling. Det er også gået nogenlunde, han har haft en lang periode, hvor han havde det meget bedre end i den første tid. Kræfterne bliver langsomt svagere, men han kan stadig læse, spille bridge og sælge frimærker. Men han kan ikke holde ud til ret meget.

Men de sidste par uger har han ikke haft det godt, han har ondt i hele kroppen, er så frygtelig træt, og de sidste dage har han haft meget kvalme. Min største bekymring i aftes og i morges var, at han ikke kunne holde noget i sig, og det skulle han jo gerne med alle de piller, han får, især de smertestillende, ligesom der også skal være noget i maven, når han tager sin insulin.

Heldigvis har vi for nogle dage siden haft besøg af en visitator med henblik på hjælp, når vi får brug for det, så jeg ringede til hjemmeplejen og meget kort efter fik vi besøg af en dejlig hjemmesygeplejerske, der lige præcis vidste, hvordan Søren havde det, og hvordan han skulle hjælpes. Så allerede 1 times tid efter kom der en ualmindelig grundig og rar ung vagtlæge, som virkelig satte sig ind i hans tilstand, medicinforbrug og hele sygehistorie, undersøgte det ene og det andet, fortalte om muligheder og kom med forslag. Det var en meget postitiv oplevelse, han gav sig virkelig tid til at sætte sig ind i alle detaljer!

Så nu har jeg været i Horsens efter kvalmestillende medicin, og sandelig om ikke hjemmesygeplejersken har været her igen for at høre, hvordan det går! Og vi har aftalt, at vi bare kan ringe – og måske kommer hun lige forbi igen i morgen!

Jeg kan hjælpe min mand gennem 47 år med mange ting, jeg er heldigvis ikke sart f.eks. når han kaster op, jeg kan finde ud af, hvad han kan lokkes til at spise, og hvilke dufte, han pludselig ikke kan klare (påskeliljerne f.eks.!) eller at han, som altid har været kaffedrikker, nu bedre kan lide/tåle te. Og vi klarer det sammen, jeg kan hjælpe ham med bad og påklædning, når han har brug for det. Men derfor er det alligevel en betryggelse at vide, at man bare skal bede om hjælpen, så er den der straks og på en god måde.

Rettelse til mønster på lille kurv/skjuler

Jeg har lavet en fejl i beskrivelsen på den lille kurv/skjuler idet jeg har angivet målene på det store kvadrat i bunden af inderposen til 15½ x 15 ½ cm.  Det skal være 15 x 15 cm, ellers er det for stort til at sy sammen med 2 kvadrater på 7½ x 7½ cm. Husk, at stoffet til kvadratet skal være + sømrum!

Jeg beklager fejlen, som er rettet nu, og tak til Anne-Marie, som ikke kunne få det til at passe!