Jeg har været så spændt på, om de vante forårsbebudere også er i min lille nye have.

I den store have i Brædstrup myldrede det – somme tider allerede i januar – med erantis og vintergækker + Dorothea liljer, krokus og aurikler.

I dag fandt jeg en lille flok vintergækker og nogle få pletter med erantis – det blev jeg bar så glad for! Og jeg kan se, at der også er krokus på vej, og mange hyacinther tror jeg.

Jeg håber, at jeg kan få lov at grave et par skovlfulde op i Brædstrup, når jeg kommer derop på et eller andet tidspunkt, for jeg elsker, at der kommer mange af dem! Og der er så mange, at det ikke vil kunne ses, hvis der forsvinder et par skovlfulde!

Det smitter! Se nu bare, hvad en af mine nye naboer har syet: 2 blokke til puttetæpper! Og hun er i gang med flere, men disse kan nå at være med i optællingen og konkurrencen om, hvor mange 2013-blokke, vi modtager i Projekt Puttetæpper indenfor fristen, som er i dag.

Og posten har også nogle med hver dag! I dag kom der 32 blokke fra en gruppe i Sønderborg, som havde syet de 30 sammen til en top – dejligt at de hjælper til med monteringen på den måde.

Og her er de 2 flotte tæpper, der kom i forgårs, helt færdige, syet af hver 63 blokke. De kreative patchworkere i Nyborg havde formindsket blokmønsteret lidt, og det er helt OK, når man selv monterer dem til færdige tæpper!

..med 123 fine puttetæppeblokke, som en gruppe har syet:

Jeg skal helst have et strikketøj, der bare kører i hænderne, når jeg læser, ser TV eller snakker!

Jeg er ved at strikke en sort February Lady Sweater i et flamé-agtigt garn, men jeg laver fejl, når jeg strikke i elektrisk lys. Så nu, hvor ponchoen er færdig, er jeg startet på en ny vendestrik-cardigan i rød og pink, som jeg havde købt garn til hos Katrinelund. Den er da til at se! Og så dog: for i effektgarnet med farveforløb er der nogle meter, der ligger meget tæt op ad det ensfarvede, så da skal jeg lige holde godt øje med, hvilken pind, jeg er ved. Så går det. Begge garner er Kauni.

Jeg blev færdig med arbejdsværelset – mit mål inden jul – så nu er her pænt og ordentligt og klar til overnattende gæster, som der er plads til på sofesofaen.

Øhh – hvis ellers de kan få lov! For den synes Diki rigtig godt om! Den er først helt synlig og fri for kasser med patchworkstof nu, og det kan han slet ikke stå for! Jeg tror, at den til daglig skal have et tæppe på, det kan jo vaskes.

Svigerdatteren gjorde rent herinde i går – hun er så klar, så klar derhjemme, selv bordet til julemiddagen i aften er dækket!

Og nu er kålen kogt og skal hakkes, så den kan varmes med fløde og smør i morgen til julefrokosten. Det er sjovt med den kål – “knugekål” kaldte vi det derhjemme, hvor der var et must, fordi min Farmor var fra Erritsø, og nu sidder jeg så her i Erritsø, hvor hendes slægt har boet i århundreder, efter at jeg har serveret den til julefrokoster i Grønland, i Aalborg (hvor der spises grønkål), og i Midtjylland, og her kender alle den hvide, fede kål, hvilket de ikke gjorde de andre steder.

Jeg har taget andre ting til mig og kombinerer kålen med svensk juleskinke, som jeg lærte af min svigermor, og hjemmelavet svensk julesennep, som jeg fandt i en avis engang, samt evt. flæskesteg, medisterpølse eller frikadeller. Tung mad – ja! men sådan skal det være efter sildene, som også indebærer en traditionel ret: karrysalat med æg, tomater og små bidder af kryddersild – den kan ikke undværes.

Så nu skal der ryddes lidt op og pyntes lidt mere med nisser og nogle af mine fine juleting – det bliver ikke det hele, for det når jeg ikke, “men til NÆSTE ÅR” siger svigerdatteren! Og jeg er taknemmelig over, at jeg er nået så langt.

Så mine gæster kommer i eftermiddag, og skal vi i kirke til “første forestilling”, inden det er juleaften.

Jeg håber, at I må få en rigtig god juleaften!

Den nye frisør (fra Chile) har klippet mit hår kortere end sædvanligt, men meget opmærksom på, at jeg selv var med i hele processen og med til at bestemme, hvor kort, det skulle være. Jeg er i hvert fald sikker på, at det er nemmere at styre end det lidt for lange. Og så ville hun også lige rette øjenbrynene, det gør jeg ikke selv så meget ud af, men jeg kan godt se, at det pynter 😉

Hun er rigtig sød og meget underholdende! Og så mener hun åbenbart, jeg kunne passe godt til hendes svigerfar! Han har været alene så længe, at hun synes, det ville være rigtig godt for ham at få en veninde – og det kunne passende være mig! Hun gjorde en brav indsats for at overbevise mig – “Kirsten Giftekniv!”

4 år i dag er det, siden Søren forlod mig – savnet er der stadig, jeg tænker på ham hver dag. Jeg var på kirkegården i går, der er blevet noget længere at køre, men det havde vi forudset, for vi havde i fællesskab snakket om at flytte i et mindre hus og tættere på børnene, inden han blev syg. Han syntes dog på det sidste, at der blev for langt at køre for os andre, selv om han i mange år havde ønsket at blive bisat der i forældrenes gravsted og derfor havde vedligeholdt det. Men selvfølgelig skulle han ligge der, man kan jo betale sig fra pasningen, og der ser altid pænt ud.

Nu er jeg kommet videre i mit liv, og det passer mig rigtig godt med det lille hus og at have børn/børnebørn tættere på.
Men det er også lidt vemodigt, efter 51 år sammen, at han ikke er en del af det nye hus. Og så dog – for det er jo stort set de samme møbler, som vi har købt sammen, og det er hyggeligt at have fået de gamle Royal-reoler/skabe op igen.

Både Royal-reol systemet og spisestuemøblerne anskaffede vi os, da vi som nygifte møblerede vore første hus “Det Canadiske konsulat” i Godthåb/Nuuk. Og nu er teaktræ blevet populært igen!

Men huset, bilen, hunden, arbejdsværelset, den nye seng – det er helt mit eget! Og det ville nok have været lidt for småt til os begge 2, så det er, som det skal være.

I dag er der overdragelse af huset i Brædstrup, så det bliver det afsluttende kapitel for mig. Jeg håber, at de nye ejere vil blive glad for a bo der. Det er i hvert fald et dejligt hus med en flot “grøn” beliggenhed og nogle dejlige naboer, som jeg vil savne.

Men det er fint for mig at få kapitlet afsluttet. Jeg håber selvfølgelig på at kunne bevare kontakten, og jeg regner helt sikert med at komme på besøg i Brædstrup, men jeg kan mærke på mig selv, at nu er det her, jeg bor!

Det blev en bevæget og udmattende dag i går, da flytningen endelig var en realitet.

Farvel til Hvedevænget! Her i denne bil står hele mit hjem – eller det af det, som jeg tager med mig. De friske flyttefolk pakkede som det sidste de krukker fra haven, som jeg gerne ville beholde.

Og så kørte de til Erritsø med det hele, mens jeg lige fik samlet sammen på nogle af alle plastiksækkene med det efterladte, sådan at jeg kan aflevere det til Brædstrup Humanitær Forening på mandag formiddag, og så kørte Diki og jeg.

Vemodigt? ja, det var det, men jeg har glædet mig i så lang tid !

Da vi ankom, var væggene i hele huset tapetseret med flyttekasser – 110 kasser! Over hele huset!

Ældstesønnen og svigerdatteren havde taget imod og dirigeret, hvor kasserne skulle hen, så det er praktisk.

Og Diki tog det hele SÅ flot, både pakningen i Brædstrup og ankomsten, helt anderledes roligt end de gange, vi har været på besøg i det tomme hus. Nu er der møbler, han kender, og hans egne ting, som jeg havde med i bilen, fik hurtigt plads.

Og så var der jo også velkomstkomité!

Soveværelset var også fyldt op, bl.a. med kufferter med mit tøj, men svigerdatteren havde allerede hængt alt bøjletøjet ind i skabene og sat alle orkidéerne i vindueskarmene.

Sofagruppen var også sat på plads, så det var alligevel hyggeligt.

Og så var det det skønneste vejr, mildt og solskin, så Diki kunne løbe ud og ind, som han ville.

Fruen fik indviet sin nye Otium stol og hvilet de ømme, trætte ben og fødder – hold da op, hvor var jeg træt.

Og krukkerne havde klaret turen flot og så dejlige ud i den lille have.

Medbragt fra Brædstrup var 2 krukker med en sød afskedshilsen fra en sy-veninde, og min lanterne, som der blev tændt lys i allerede den første aften, så der kunne se hyggeligt og beboet ud.

Jeg er først kommet på internettet sidst på dagen i dag, og TV er heller ikke sat til endnu, men så hører jeg radio, der er jo også nok at se til!

Senere på aftenen kom datteren med hele familien og med en stor buket blomster – og så kunne vi ikke finde en vase! Hun troede ellers, at hun fandt den rigtige kasse, men de første 3 vaser, hun pakkede ud, havde jeg aldrig set før, så det måtte være en kasse, der var komme med ved en fejl? Ha – ha!! Det var bestemt et alt for stort hus, jeg flyttede fra, for det viste sig i dag, at det faktisk var kassen med vaser, men der må have været nogle af dem, der stod i et så højt skab, at jeg aldrig har været der! Og så må det være så mange år siden, de blev sat derop, at jeg ikke kan huske dem. Det kan man da bare grine af!

Men der er ingen tvivl om, at der er kommet mange ting med, som ikke skulle have flyttet med – sådan er det, når man ikke kan holde øje med det hele. Det skal jeg nok finde ud af, men det vil tage tid.

Vi sov rigtig godt i nat, Diki og jeg, i det nye soveværelse (han gik faktisk i sin lille seng før mig, så han var også træt), men jeg måtte have en pille i nattens løb, så ondt havde jeg i benene. Og jeg kan ikke huske, hvad jeg drømte, det havde naboen ellers sagt, jeg skulle!

Nu er vi hjemme!