Det gik også fint..

..med morgenturen, selv om det er lige så glat på vejen i dag. Jeg brugte samme rute som i går: ud af baghaven og over på det grønne område, hvor sneen er porøs, så man synker en smule i, men står fast! Whisky synes tydeligvis, det er underligt, især når vi går tilbage, at vi ikke styrer mod indkørslen, men mod “bagindgangen”, men han er loyal!

Så han fik ordnet det, han skulle, og jeg følte mig sikker – men havde alligevel taget mobiltelefonen i lommen – hvis nu..!

Min juleaften

Det er dejligt med familie, som man kan holde jul sammen med, og vi havde heldigvis ingen problemer med for megen sne, der forhindrede os i at komme frem til ældstesønnen og hans familie, med et lille smut forbi datteren for at udveksle julegavepakker.

Moder var i køkkenet for at stege and, mens svigerdatteren skulle arbejde først og hjælpe “de gamle” på plejecenteret.

På køkkenvæggen hænger den pakkekalender, jeg syede til dem for 16 år siden og brugte til “sangskjuler” ved deres bryllup med små sjove pakker på, som de pakkede ud mellem versene.

Dejlig julemiddag.

Og så venter vi, mens ældstesønnen tænder juletræet..

..mens der er “nogen”, der er ved at gå ud af sit gode skind af forventning!

Juletræet med sin pynt og alle gaverne…

..til store og små

Jeg fik både opfyldt ønsker om en ny telefon, et “book-seat” (når jeg strikker og læser samtidig), dejlige cremer og også en overraskelse: en kuffert på hjul i mellemstørrelse, som jeg helt havde glemt at ønske mig – jeg har både meget store og en ganske lille, men denne str. er nok den, jeg har mest brug for!

Christina fik smart tøj..

..og Christian en flot hættetrøje.

Deres far kunne ikke vente og slog næsten sit nye telt op i stuen!

Det var altsammen meget hyggeligt, som sædvanligt spiste vi alt for meget, og jeg nød at sove sammen med Christina på hendes nye sovesofa – det kan vi sagtens klare.

Jeg fulgte, stærkst opfordret – også min mangeårige tradion med at stå op kl 07.00, mens alle andre sov, for at bage min mors og mormors “julefranskbrød” til morgenmaden – det kan de ikke undvære, mine børn!

Jeg har en fan!

 

Jeg har fået en fan – en charmerende lille Tibetansk Terrier, der hedder Bodil. Datterfamiliens lille hund på 8 måneder giver mig en velkomst, som ingen andre får, siger familien. Det er helt overstrømmende, hun hopper op ad mig, danser rundt om mig, bjæffer hysterisk og viser sin glæde over, at jeg kommer. Jamen jeg er da også glad for at se hende, og hun vejer jo ikke så meget (det er mest pels), så jeg må jo have hende op i favnen og modtage hendes “kys”. Datteren bedyrer, at hun kender mig fra gang til gang og jeg utvivlsomt er meget populær. Det er da skægt”!

Og så skal jeg jo se, hvad hun nu har lært. Hun er meget dygtig til at gøre ting og lystre håndtegn (mod belønning med godbidder).
Det sidste nye er en gammel spøg i familien, som ældstesønnen lærte sin labrador for mange år siden:

“Hvordan ligger pigerne på stranden?”

Sådan.

Sådan en hund skal børstes og børstes hver dag for at den lange pels ikke skal danne knuder.

Det fik jeg lov til at prøve. Det hyggede vi os godt med, Bodil nyder det og sidder pænt stille, og det er noget helt andet for mig end at strigle en schæferhund, der ikke er nær så begejstret. (Foto: Christina)

Det er virkelig perfekt – hvis jeg selv må skal sige det!

Jeg er ikke faldet helt ned endnu, jeg kan mærke det i kroppen! Men jeg er SÅ glad for det tæppe..

..som passer så flot til soveværelset og dets blå farver.

Elly var selv med til vælge mønster og farver, og da havde jeg det tæppe med, som jeg var ved at sy til auktionen over puttetæpper sammen med andre forslag, men Elly var ikke i tvivl, selv om puttetæppet var under ½ så stort.

Det var vigtigt, at det kunne nå ned over madrassen både i siderne og i fodenden, trods den smukke sengegavl.

Og farverne er perfekte til de blå farver i gardiner og billeder.

Jeg havde tæppet med til julefrokost på Søndergården, hvor nogle fra patchworkholdet hjalp mig med at få det fotograferet (i et tomt lokale!) – de måtte op på 2 stole og have armene strakt helt ud for at kunne vise hele tæppet!

Det oprindelige mønster er af Bettina Andersen, i denne størrelse, som jeg så har arbejdet videre med med tilladelse fra Bettina Andersen.

Men hendes idé med denne figur i japansk foldeteknik har jeg bevaret.

Og så gør det jo heller ikke noget, at mønsteret giver en smuk bagside! Min svoger siger, at når han reder seng, vender han bagsiden op på det sengetæppe, som var det allerførste, jeg overhovedet syede i 1996, da de holdt “Sølvsmedegilde”. Det har de oprindelige farver fra Bettina’s mønster, ligesom mit eget sengetæppe. Men jeg synes også, de stærkere farver klæder mønsteret, som kan købes hos HANNE’s patchworkbutik som trin-for-trin-mønster.

Det har været hårdt, fordi jeg syede det færdigt på omkring 3 uger mindre end aftalt, men på den anden side er jeg også glad for, at jeg nu kan lave noget andet.

Og modtageren blev selvfølgelig super glad!

Nu er jeg også klar..

..til MINI MESSE hos HANNE’s i Vejerslev.

YES! Jeg blev færdig med det pink puttetæppe, som Maren og Inga har syet utraditionelle blokke til:

Jeg havde egentlig planlagt en bred kant af samme stof som de små firkanter mellem stolperne – et Kaffe Fassett stof, der matcher rigtig godt, men jeg kunne se, at det blev forkert med lysere kanter, så det droppede jeg igen.

Jeg ved ikke, hvad I synes – men jeg synes knag’me, det er blevet godt! Og det vigtigste er jo nok, at det barn (en pige vil jeg tro), der får det, vil blive glad. Og det tror jeg på.

Men nu kan det lige ses på MINI MESSEN først. Gad vide om Maren og Inga kommer? De 2 super flittige blok-syersker.

Variation af puttetæppe med på MINI MESSE

Blandt de mange, der syr blokke til puttetæpper, er der især 2 damer, der er meget flittige. Og allerede på Træf i august kom de og afleverede poser fulde af færdigsyede blokke, heriblandt 20 blokke syet efter 2010 mønsteret “Stier og hegn”..

… som sys af mange rester med hvidt imellem.

De 2 damer havde syet disse 20 blokke i andre farver, stadig med rester, men med pink i stedet for hvidt og meget smukt med samme gennemgående stof i trekanter og rektangler. Det MÅ MAN GODT, NÅR DER BLOKKE NOK TIL ET HELT TÆPPE! Og det er der i de 20 blokke, i hvert fald, når man enten sætter brede kanter udenom eller – som jeg har gjort her – monterer dem med et gitter.

Jeg vil jo også gerne selv montere bloktæpper indimellem, og jeg kunne rigtig godt lide de farver Inga og Maren har brugt. Så nu skal jeg lige have det quiltet og lukket, så kommer det med til MINI MESSE i Vejerslev i morgen, hvor Projekt Puttetæpper har en stand, hvor vi viser forskellige puttetæpper, sælger mønstre og fortæller om projektet og alle de tæpper, der sys til børn på julemærkehjem.

Hvis der er nogen, der har færdigsyede blokke eller hele tæpper, de gerne vil give til PP, er de meget velkomne til at tage dem med! Vi står klar til at tage imod.

Og man kan nå at være med til at sy 2010-mønsteret, de færdige blokke skal blot afleveres senest 31. januar 2011.

Strikkefestival!

Så er der snart afgang til Strikkefestival!

Jeg glæder mig meget og har været ved at pakke forskellige strikketøjer samt noget garn til bytte, perler for at deltage i workshop indstrikning om perleindstrikning osv, det er da ikke helt nemt at bestemme, hvad man skal have med!