Bornholm

Ja, det er gættet af Lisbeth, Sonja L. og nu også Helle! Det er Bornholm, jeg er på – via Vejlefjord, Lillebælt, Storebælt, Øresund, ind i Sverige og ud af Sverige over Østersøen.

Og her er lige så dejligt som altid! og Bornholm lever op til sit navn: Solskinsøen! Solen har skinnet, siden vi kom, og vi nyder det.

Og de røgede sild smager lige så godt som de plejer på havnen i Svaneke, hvor jeg sidst spiste sammen med Søren og ældste søn + svigerdatter og børn for 4 år siden. Denne gang er det yngstesøn og svigerdatter, der har inviteret hendes mor og mig i sommerhus.

Varmrøget laks lige ud af røgeovnen med lækker salat – er det ikke skønt?

Jeg er godt træt i benene nu efter at have travet i Svaneke og Gudhjem i dag, vi har både besøgt glasbutikker, Karamelkompagniet mm og smagt forskellige spændende lakridser, købt ind af the og karameller. Søn og svigerdatter har luftet deres dejlige rottweiler på en tur til stranden, så nu hviler vi benene.

Jeg har været på Bornholm mange gange, helt fra jeg var 12 år og cyklede øen rundt sammen med mine forældre og søstre og boede på vandrerhjem, senere under andre former, f.eks. på campingtur med  Søren, hvor vi indviede vores nyindkøbte telt i 1989, det var 1. gang, han var på Bornholm, men han kom der én gang mere, hvor vi boede i sommerhus i Snogebæk sammen med ældstesønnen. Det var også en skøn ferie med masser af solskin.

Det slår mig denne gang, at der ikke er så mange turister, som jeg har oplevet de andre gange, det siges, at der har været færre de seneste år pga dårligere færgeforhold! Det er jo virkelig synd!

Udflugt

Jeg er på en lidt længere udflugt og har lyst til at give jer en gåde!

Siden i går har jeg krydset 1 fjord, 2 bælter og et sund, et hav og 2 landegrænser – hvor er jeg?

Strikkefestival

Nu har jeg for første gang tilmeldt mig Webstrik’s Strikkefestival 2010 på Næstved Vandrerhjem 23. – 25. september. Jeg har hørt meget om det og glæder mig til at møde sådan en stor flok strikkere, hvoraf jeg ikke kender nogen – tror jeg – andet end fra Webstriks hjemmeside. Det er da spændende.

Skulle der være nogen af jer, der læser med her og bor i det midtjyske eller trekantområdet, der har lyst til “kør-sammen”, så send mig et par ord! Jeg har plads til 3-4 i bilen.

Havens diamanter

Havens diamanter er Azalea’erne, som blander sig med Rhododendron’erne, mindre, men utroligt smukke stærke farver:

På terrassen har jeg fået plantet de nye duft-pelargonier, som jeg købte på Løndal, i krukker..

..og den smukke nye rose “Gigi” har også foreløbig fået en større krukke, så kan jeg plante den ud inden vinteren, hvis jeg ikke får huset solgt. For jeg vil have den med mig!

Jeg har aldrig været bekæftiget i haven – det var så afgjort Sørens domæne, men jeg nyder alt det smukke blomstrende, der er lige nu, og lidt kan jeg også finde ud af! Jeg har lavet “stativet” af afskårne grene bag rosen til en Clematis, der havde et stort træ at klatre op ad, nu er jeg spændt på, hvor højt den vil klatre op?

– ligner en forreven kat!

Jeg har jo aldrig lavet havearbejde – selv sidste år beskar Søren selv sine roser, siddende på en stol og med min hjælp. Men nu har jeg selv gjort det i år – ikke før nu, for vi har jo stadig haft nattefrost. Det er sådan nogle kønne lakrøde roser, Allotria, som står langs indkørslen, og de blomstrer meget flittigt hele sommeren og efteråret. Det tror jeg bestemt også, de vil gøre i år, for der er fine skud, og jeg fik klippet alle de visne grene væk og lidt ned på de friske.

Men kors, hvor jeg rev mig, de har godt nok nogle skarpe torne! Så de stak både gennem handsker og udenom! Så mine hænder er noget forrevne nu.

Det var temmelig underholdende, for Whisky var en interesseret tilskuer, og solsorteparret, som har rede med unger i carporten, vidste ikke rigtig, om de turde flyve forbi os med næbbene fulde af orme, så de fandt alle mulige omveje bag om buske og under bilen, men instinkterne er stærke, så de kom frem til de sultne næb! Der skal noget til med den fart sådan nogle unger har på.

56 par hyggesokker

56 par hyggesokker blev der strikket i 2. runde af “Projekt hyggesokker“, det er da meget godt gået, når der bor 30 børn ad gangen på Julemærkehjemmet Fjordmark. Så kan alle på dette hold få et par hver, og der mangler ikke meget i, at næste hold også får.

Så nu håber jeg, at der fortsættes – også selv om man ikke blev vinder af en lækker strømpegarnspakke i denne omgang.

Så kan vi lidt igen!

Tak for alle de utroligt søde “knus”, jeg har fået her på bloggen samt i mails fra andre kvinder, der har prøvet det, som andre nok ikke helt forstår: den tristhed, man kan blive grebet af, når man savner sin livsledsager!

Nabokonen, som er samme situation, kom også herover for at høre, hvor galt det står til! Og så fik vi først en lille god snak, og nu har vi været ude at gå en dejlig tur med Whisky. Det gjorde godt! Vejret er jo skønt, selv om vinden er kold, naturen spirer grønt og gult, og Whisky var heldig og mødte 2 søde små hunde, som gerne ville lege nede ved søen, hvor de kan tumle sig. De var 2 unge tyskere, der nød naturen og syntes, der var OK, at jeg slap den store hund løs, og så gik jagten

Det så skægt ud med den store Schæfer, der ikke er særlig hurtig, en kraftig engelsk buldog, der slet ikke var hurtig og så en lille livlig og meget hurtig dansk/svensk gårdhund, der lystigt lagde op til leg og lod sig jagte rundt.

Så nu kan jeg sætte mig med sytøjet og en kop kaffe, og Whisky er rigtig godt træt – humøret har det bedre!

For det meste..

For det meste går det jo rigtig godt efterhånden, og selv om jeg savner Søren hver eneste dag, så lever jeg med bevidstheden om, at det var bedst for ham, at han ikke skulle lide mere, at han tog sin sygdom med stor tålmodighed og afklarethed, at jeg gjorde alt for ham bedst muligt, og at jeg måske ikke kunne have holdt til det i meget længere tid.

MEN! Der er dage som i dag, hvor jeg bare er trist og føler, at han mangler i mit liv! Jeg tager mig i at ville spørge ham om noget, fortælle ham noget, snakke med ham om ting fra vores liv og vores familie.

Jeg savner allermest et knus!

Der er kul på i dag!

Sikke en dag: hele formiddagen har jeg haft besøg af journalist og redaktør/fotograf fra Håndarbejdsbladet – i tråd med tiden som vil lave noget om Projekt Puttetæpper – det bliver spændende, hvad der kommer ud af det! Der blev i hvert fald taget en masse billeder.

Jeg nåede lige en lille tur på Søndergården for at sy sammen med alle de andre – ellers får jeg da abstinenser!

Og så er det i aften, jeg skal til Vejerslev og lave workshop i sengetæppet i japansk foldeteknik, det er sørme også spændende, for der er 17 tilmeldte, endda én på et afbud, så der var venteliste, det er vildt!

Jeg glæder mig meget!