Jeg fik lige sådan en lyst til at sy noget i hånden, og da jeg fik nogle flotte Kaffe Fassett stoffer i Mors dags gave, og jeg samtidig havde nogle i hans design i forvejen, skulle det være dem. Det var bare en idé, som jeg så har ladet udvikle sig, uden ar have et mønster.

Jeg ville lave en løber til vores spisebord, så jeg har noget af skifte med, der manglede noget i sommerfarver!

Idéen, som Bente gav mig, startede med de 6 store pink firkanter, og så prøvede jeg mig frem med andre firkanter. Det var meningen, at de bare skulle sys sammen til en mosaik, men der manglede noget! De smalle limegrønne stolper og de små mørk turkis firkanter i hjørnerne gav samling!

Nu fik jeg pillet pap ud i går aftes og samlet med volumenvlies og bagsidestof, så der blir en tittekant, sat nåle i og fundet ud af, hvilke quiltetråd, jeg vil bruge. Det bliver en lys grøn/blå changerende silketråd.

Mon ikke det bliver flot?

Jeg skal ellers love for, at jeg vågnede! Ved 6-tiden lød der uden varsel et kæmpe tordenskrald, så voldsomt var det, at relæet slog fra, jeg så, der ikke var lys i clock-radioen, men det sker der ikke noget ved, det kan jeg altid rette til. Jeg stod ikke op for at slå relæet til igen lige med det samme, for måske kom der mere af samme slags? Det var nu ikke så tæt på mere, men hvad jeg ikke tænkte på var, at den pumpe, der holder Sørens madras fyldt op med luft, heller ikke kørte, så da jeg stod op en times tid senere, var den allerede faldet lidt sammen! Det er i grunden mærkeligt, at jeg ikke lagde mærke til, at der var så stille, for den står og snurrer hele døgnet, men jeg har vel vænnet mig til det.

Jeg har altid haft noget med tal, især med datoer, som jeg kan huske i mange år – også datoer, der sådan set ikke har nogen vital betydning. F.eks. 31. maj 1962, som var den dag, da jeg havde indhentet ½ års bogholderi efter min forgænger på Kæmnerkontoret i Narssaq, Grønland, og var a jour! Det var simpelthen et knokleri, men det var en skøn fornemmelse! Det var arbejde til kl 22 om aftenen, alle lørdage og de fleste søndage, og det betød også, at jeg som nyankommet til byen ikke lærte ret mange at kende. Men jeg havde den fordel at være pige, og der var masser af ungkarle i byen – især om sommeren – men ikke mange alene-piger, og slet ikke ret mange (2!) danske unge piger! Så da jeg havde kedet mig lidt i en måned, gik jeg til “Fåreholderbal” den 1. juli i forsamlingshuset, hvor jeg vidste, at det meste af byen deltog (jeg havde simpelthen ondt af mig selv over ikke at være med!), og der traf jeg en munter flok ungkarle, som havde startet med at spise hjemme hos: Søren! Og der blev jeg inviteret med hjem på natmad, som bl.a. var radiser og salat, avlet i egen mistbænk, det var kræs, når man ikke kunne købe frisk grønt, bortset fra gamle kartofler og gamle gulerødder!

Og i dag 31. maj 2009, Pinsedag, er også en mærkedag, for vi skal for første gang i måneder på besøg ud af huset, nemlig hos sønnen i Fredericia, det glæder vi os rigtig meget til. Vi skal grille ænder i hans Webergrill, det har vi ikke prøvet før, men vi havde 2 ænder i fryseren.

Et par pinseglimt fra haven, som stadig har nye Rhododendron, der springer ud løbende:

En fantastisk farve på denne Azalea!

Men der er også andet en Rhododendron, her er et glimt af kommende glæder, nemlig de blomstrende blåbærbuske, som vil give os masser af dejlige, sunde (moderne!) bær:

Og figenen, som vi købte på Bornholm for 3 år siden, og se, hvad der kommer:

Rigtig God Pinse!

Tak for billedet til Pernille og Rune af jeres dejlige lille Freja, som jeg strikkede baby-slå-om-trøje til! Det er altid dejligt at se det på, det man laver!

Jeg citerer vores læge fra Det palliative team: det er hårdt arbejde at være syg – og pårørende! Ja, men nu er vi vel hjemme igen. Der kom selvfølgelig én ambulance, den kom fint til tiden, men vi var skam klar, som vi havde fået besked på, fra kl. 6.30 = 2 timer før, at blodprøverne skal være taget på laboratoriet på vores lille sygehus, hvorfra de bliver sendt til relevante større sygehuse. Men selv den lille køretur, som blev kørt i meget hensynsfuldt tempo, syntes Søren var lang, og han blev køresyg! Så bare tanken om, at han evt. skulle køres til Randers Sygehus, som det er på tale, den er helt uoverskuelig!

Der var lidt panik i går aftes pga hans meget for høje blodsukker, men jeg skal love for, at der bliver taget hånd om problemerne. Hjemmesygeplejersken ringede flere gange og konfererede indimellem med vagtlægen, så Søren fik supplerende, hurtigtvirkende insulin, så da jeg som aftalt tog prøve igen kl 02.00, var den endelig gået ned.

Så måske skal jeg have en middagssøvn i dag – helt udenfor mine sædvanlige vaner, for blodsukkerkontrol kl 23, kl 02 og så op og klar (vaskes og luftet hund) til kl 6.30, det kan godt mærkes nu. Men jeg havde den tilfredsstillelse, at jeg faktisk vågnede før vækkeuret, de gange, jeg skulle op. Så det indbyggede vækkeur, jeg altid har haft, virker endnu.

Det er godt, jeg har rengøringshjælp i dag.

Det er spændende, hvor mange ambulancer, der holder her udenfor i morgen for at hente Søren til blodprøvetagning! Det var umuligt for mig at komme igennem til en eller anden instans, hvor jeg kunne bestille liggende transport, og jeg blev bare sendt videre og videre. Til sidst sendte jeg et nødråb til vores egen læge på hans E-konsultation og samtidig ringede de fra det palliative team, hvis vinger vi er under nu. Og nu er der i hvert fald bestilt transport, måske er der bestilt 2? For lægen har også bestilt, skrev han senere.

Vi skal holde os klar 2 timer før, dvs fra kl 6.30!!! for at blive kørt ca 1 kilometer op til laboratoriet på vores lille Brædstrup sygehus, hvor der skal tages nogle blodprøver inden kl. 8.30, som ikke kan tages herhjemme. Men vi er selvfølgelig glade for, at det kan lade sig gøre, og at det ikke behøver at være i Randers, som det var varslet – den sag er vist ikke afgjort endnu.

Vi er også meget taknemmelige for, at det palliative team i den grad følger op på Sørens behandling, at de sætter lynhurtigt ind, når hans blodsukker nu er i ubalance (alt for højt) og bestiller hurtigtvirkende insulin og vil ringe i aften helt udenfor alle arbejdstider! Vi føler, at Søren er i trygge hænder!

Christian klarede Lillebælt halvmarathon i fin stil, tid 2 timer 24 min. 9 sek. Det er vist flot af en 12 årig debutant!

Desværre har vi ikke billeder af ham ude på ruten – det var svært at se ham mellem 10.000! Men her er han før start med lillesøster Christina foran de motor-cykler og scootere, som hans far og andre førstehjælpere kørte rundt på for at hjælpe de mange , der havde problemer.

Og her er han i startområdet. Han ringede til mig, ligeså snart han var hjemme og fortalte, at det gik fint. Han havde løbet i sit eget tempo og havde ikke på noget tidspunkt haft problemer. Selvfølgelig var benene trætte de sidste 5 km, men hans far havde set ryggen af ham på Lillebæltsbroen på den sidste del af ruten, og da løb han fint.

Sejt!

Endelig tog jeg de sidste quiltesting på de søde bamser, som bliver dåbsgave til lille Moa i Kil, Sverige, fra hendes Farmor, som har danske aner og hører til vore venner.

Det er sjældent, at jeg bruger så lang tid på at sy et babytæppe, men først havde jeg problemer med bamserne, som det endte med, at Bente hjalp mig med, og det er ikke blevet til så meget syning, mens Søren har været syg.

Der skulle have været en anden kant udenom, men den kunne jeg ikke forlige mig med, så jeg fik frie hænder og valgte dette søde stof med lam, køer og haner

Og bamserne er jo dejlige hver især, ikke mindst nu, hvor de er quiltet.

Så nu vil jeg sende det il Sverige, jeg håber, de bliver tilfredse med det.

Vi havde en god weekend, hvor Søren var glad for at vores børn kom hjem. Han havde det lidt bedre søndag og nød at snakke med børn/svigerbørn enkeltvis. Han gav hver af dem en personlig ting, som han havde tænkt over og snakket med mig om, men jeg er sikker på, at det betyder meget for børnene, at de fik den af ham personligt.

Da de var taget af sted, havde han det så godt, at han ville se TV, det har ellers ikke interesseret ham, så det var næsten som en alm. aften med TV kørende for høj lydstyrke!

En af sønnerne kom med en god idé til signalgivning. Vi har ellers haft den aftale, at han skulle banke i gulvet med en stok, hvis han skulle have hjælp. Men nu fik vi en af naboerne, der arbejder i et trælastfirma, til at købe en trådløs døralarm med hjem. Så nu har Søren ringeknappen liggende på sengebordet, og jeg tager ringeapparatet med mig rundt i huset, så han kan ringe efter mig – også om natten, hvor jeg havde svært ved at høre, når han kaldte.

I dag er han træt. Og jeg savner min hund! Den er i pension, fordi Søren har svært ved at holde dens gøen ud, når der kommer så mange mennesker hele tiden, vagtlæger, sygeplejersker, naboer, familien. Jeg ved godt, at den har det godt i pensionen, jeg trøster mig med, at der var den jo også, da vi var 12 dage i Norge sidste år, men jeg savner at klø den bag øret, snakke med den, gå tur med den. I weekenden fik den selskab, for søn og svigerdatter fra København satte deres dejlig rottweiler af derude på vej hertil. De er gode ved ham og synes, han er en dejlig hund, men han er ikke her!

Nu er vores havemand kommet, han har lovet at holde Sørens flotte have ved lige. Så jeg vil se, om jeg kan få lidt ro på mig og quilte lidt.

I nogle få dage har vi en lyserød sky lige uden for terrassedøren. Træet, som Søren plantede for nogle år siden for at give mig skygge på terrassen, da min hud ikke tåler for meget sol, har været endnu større, så hele terrassen faktisk lå i skygge, når der kom blade på. Så det blev beskåret kraftigt for 2 år siden, og nu er det bare så utroligt flot og harmonisk.

Jamen det er da smukt, når alle påskeliljerne nu også er spunget ud..

..og nu, hvor det er solskin.