Vi havde fællesspisning i går aftes, altid en hyggelig begivenhed, som de fleste af beboerne her deltager i. Vi får maden udefra og skiftes til at dække bord, rette an og rydde op. Og så synger vi altid før maden og i pauserne, det er dejligt.

Da vi nåede til kaffen i går, var et par stykker ude og ryge, og de kom ind og fortalte, at det var spejlglat ude på terrassen, der er bygget af træ og en del af en lang rampe, som går halvvejs rundt om huset og kan bruges af dem, der bruger rollator eller kørestol. Åbenbart var der faldet isslag, mens vi spiste, for det regnede bare, da vi kom.

Isslag er ikke rart, vi er jo alle ældre og mere eller mindre bange for at falde! Men det, der pludselig gav panik, var tanken om de 2 ældste, et ægtepar begge i ’90-erne, hvor den ene går meget dårligt med rollator, og den anden efter en blodprop for nylig slet ikke kan gå på sine ben, men sidder i kørestol. Hvordan skulle de komme ned ad rampen? Trapperne ved for- og bagdør kan de ikke benytte.

Vi diskuterede mulighederne – kunne man ringe efter hjemmehjælpen, som måske får hjælp af Brand & Redning i sådanne tilfælde? Den alarmknap, de 2 har, lå derhjemme, den kan man ikke bruge i Fælleshuset, for der kommunikeres via en radio, når den aktiveres. Men en af os kunne gå hjem til dem og aktivere den og forklare problemet?

Heldigvis forefindes der salt i huset til påkommende tilfælde, og det blev drysset ud på rampen, mens andre kunne konstatere, at det kun var trærampen og gelænderet, der var så glat, mens asfalten nedenfor ikke var glat.

Vi har et ægtepar, der er yngre end os andre og meget praktiske og hjælpsomme, når nogen har brug for det. De var ikke med til spisningen, fordi de havde andet for den aften – men HURRA! vi kunne se, at de var kommet hjem, og de kom gerne til hjælp.

De fik lige et glas vin sammen med os, og så kunne de konstatere, at saltet havde virket, og i fællesskab gelejdede de vore 2 gamle naboer ned ad rampen og hjem, langsomt, men sikkert!

Nu snakker vi om, hvad vi kan gøre permanent ved den rampe, så vi ikke står i den situation en anden gang. Vi var ellers ved at snakke om, at de måtte sove derovre – der er gæsteværelser, hvoraf det ene er i stueetagen, de andre oppe ad en “hønsestige” = meget stejl trappe til 1. etage.

Ha! ha! – det var godt, det ikke blev aktuelt!

Tæppet har været længe undervejs, bl.a. fordi blokkene har været brugt til demonstration.

Jeg har syet flere puttetæpper med samme mønster, men hvor alle blokke har været i forskellige rester. Det er klart smukkere, når det er samme stof, der er brugt som det ene i alle blokke. Jeg synes også, det er flot, at alle andre stoffer er i klare Kaffe Fassett stoffer, som jeg elsker. Kanten er i en smuk batik, der rummer mange af farverne. Jeg kan godt lide, når der er en sammenhæng!

Det er ikke et puttetæppe, men vil blive brugt som en personlig gave.

Jeg er så glad for, at det kribler i mig af sy-lyst igen efter en lidt mat periode! Laila er altid klar til at hjælpe mig og har også quiltet dette tæppe på long-arm-maskinen på Depotgården.

Christina havde ønsket sig Oslo-huen i gul – og “gul” er jo mange ting!

I originalgarnet til opskriften “Oslo-huen” fra Petite Knit (Arwetta) var farven for smørgul, efter min mening, men det tilsvarende garn Yaku 4/16 fra CaMaRose i farven sennepsgul er flot!

Den er strikket med dobbelt garn, og opslaget betyder, at huen ligger tredobbelt over ørerne, så den er varm, og den passer.

Så mon ikke den unge dame får god gavn af den?

Forbrug 2½ nøgle.

Den søde, kærlige sønnedatter fylder 19 år i dag, og hun har fuld fart frem!

Student i sommeren 2019..

..kørekort et par uger senere (og kan nu køre Fars store VW Multivan!

Og nu har hun travlt på arbejdsmarkedet, mens hun holde “sabbetår”, indtil hun finder ud af, hvilken vej, hun vil!
3 jobs bestrider hun! Lukkeansvarlig i REMA og 2 forskellige ansvarlige jobs som handikaphjælper! Det er imponerende, og hun har ugen besat.

For at det nu ikke skal være løgn, så har hun også købt sin egen lille bil, så hun kan passe det hele!

TIL LYKKE !!!

Jeg synes næsten, det er søndag i dag! Jo, for weekenden begyndte allerede torsdag med turen til Kjellerup med ældstesønnen og Christian – og fortsatte derefter med besøg fredag af yngstesønnen, svigerdatteren og Victor. De havde været i sommerhus i Graasten i deres vinterferie, og kom her forbi et par dage. Dels var de inviteret til at spise frokost sammen med mig hos hans søster, “Faster”, og hendes familie, der netop er flyttet til et charmerende hus her i byen. Det var hyggeligt, og vi var også ude at gå tur på Volden og op til Det hvide Vandtårn, som Victor var med oppe i – det var han ikke helt modig ved. Det blæste en stiv pelikan, så han var mere begejstret for at se de store kanoner på Volden. Det var meget hyggeligt.

Og så kørte vi direkte til fødselsdag hos ældstesønnen, som selv havde lavet middagsmad, og Christian havde lavet lækkert dessert!

Det allerbedste for Victor var dog, at han fik lov at komme med sin kusine Christina og fætter Christian til LAN-party på Gymnasiet! Hold da lige op, det var en fest for den lille 8-årige, som er en rigtig IT-nørd og i hvert fald godt vidste, hvad det gik ud på!

Jeg tror, de 2 unge mennesker syntes, det var evig skægt at have den lille fætter med!

Han var også stolt af, at han fik en rundvisning fra de 2 garvede, der begge er studenter derfra. Det var ikke en kæmpestor LAN-begivenhed, som når det er i Fredericia-hallerne, men for Victor var det stort!

Nu er de hjemme igen og har ringet, at de kom godt over Storebæltbroen, den var de lidt nervøse for i dette stormvejr, men de havde heldigvis medvind!

Vi var blevet enige om, at vi ikke ville forny pasning af gravstedet i Kjellerup ud over 1. januar 2020. Det var ikke nogen nem beslutning, men der er alt for langt – over 100 km – og det er derfor sjældent, at nogen besøger Søren og hans forældre. Det er nu over 10 år siden, at han blev bisat der, som han havde ønsket, og det er hhv 62 og 32 år siden for forældrenes vedkommende. Jeg har aldrig kendt Sørens Far, og børnebørnene har ikke kendt hverken ham eller deres Oldemor.

Jeg er overbevist om, at Søren ville have været enig!

Vi havde fået at vide, at vi kunne hente, hvad vi ville, inden 1. marts, for der sker ikke noget på kirkegården om vinteren.

Der var en Rhododendron og nogle Azalea’er, som vi selv havde sat. og nogle flade røde sten, Igaliko-sten, som Søren havde haft med hjem fra Grønland, samt en blå krukke, jeg har plantet til år efter år.

Det blev hentet i dag af ældstesønnen i hans store bil, Christian til “det tunge” og mig. Store baljer var medbragt. Christian gravede nemt buskene op, og én efter én transporterede sønnen baljerne på sin Genny ud til P-pladsen. Jeg rev sammen over hullerne og passede på den fine granpyntning, som har holdt sig flot i denne milde vinter.

Så nu har vi taget afsked!

Et “Stjerneskud” på Pejsegården i Brædstrup på vejen hjem er næsten blevet tradition, og i dag var vi endda heldige og fik hilst på legendariske Grethe Nygaard, som har skabt og drevet Pejsegården i mange, mange år. Det er datteren, der nu har stået i spidsen for det hele i en hel del år, men engang imellem er Grethe tilbage ved roret, og det var rigtig hyggeligt at hilse på hende – det syntes hun også!

…gik i de 2 fælder, jeg har sat i mit lille redskabsskur!

Jeg opbevarer redskaber, øl/vand, quiltevat i store poser, julebelysning og meget andet derude, men aldrig spiselige ting – bortset fra hundefoder, som jeg køber i 12-kg-sæk engang imellem.

Jeg har en stor spand med låg til formålet, men jeg havde sjusket lidt og sat sækken, der er i kraftig plastik ovenpå spanden – det skulle jeg ikke have gjort! Sækken har lynlås, og den lukker jeg omhyggeligt, når jeg fylder den bøtte, som jeg har i køkkenet. Men forleden, da jeg løftede sækken, føltes den meget let – lettere end den burde være i forhold til, hvor længe siden, det er, jeg har købt den? Kunne det passe?

Nej, der var noget galt: i hvert hjørne i bunden af sækken var der gnavet hul! Så der er nogle mus, der har levet godt i et stykke tid! Jeg fandt museekskrementer, så jeg var heldigvis nogenlunde sikker på, at det ikke var rotter (dem har vi haft i haven et par gange).

Et par effektive musefælder blev indkøbt, og velduftende hunde-godbidder blev smuldret og presset i hulrummene.

Det lykkedes! Og fælderne er sat op igen, så må vi se, om der er flere små pelsdyr.

Der er mange, der synes, det er træls at sy lukkekant på et stort tæppe. Det synes jeg ikke – jeg slapper af med det og ved, at når det er gjort, er arbejdet godt afsluttet.

Her er det tæppet til Steen, som jeg syede lukkekant på i forgårs aften – i min gode stol, med fødderne oppe. Der var et dejligt turkis stykke stof til overs fra tæppet, som egnede sig godt, og da der ikke helt var nok, øgede jeg med et andet i samme farve.

Tæppet bliver foldet sammen, så det ikke fylder så meget og kan “foldes ud” efterhånden. Jeg vælger altid omhyggeligt et stof (eller flere), der matcher, det giver en smuk afslutning på et stort arbejde.

Jeg stryger strimmelen dobbelt og syr den på retsiden på maskine, og så bøjer jeg den om og stafferer (sømmer) den hele vejen rundt i hånden.

Tæppet til Annes kæreste blev færdigt – og jeg er meget glad for det:

Imellem stofferne, som Anne selv har købt, var der en meget flot turkis, som indgår i nogle af blokkene, og der var heldigvis nok til at lave lukkekant af også.

Her er nogle nærbilleder.

Anne har valgt stoffer, der passer til det tæppe, jeg syede til hende før jul – nogle er rester fra dengang, men mønsteret mere maskulint, efter min mening. Laila har quiltet tæppet på long-arm-maskine med mønsteret “Løbende hund” 😉 ! Bagsiden er marmoreret turkis, og foret er super lækkert bomulds batting.

Det har været sjovt at sy af givne stoffer, men ellers med frie hænder. Tæppet blev lidt større, fordi jeg kom til at sy for mange blokke, det måler 210 x 180 cm. De sidste blokke og stofresterne er på vej til Anne, som selv vil sy puder.

…kan man jo lige så godt slappe af! Vel at mærke i sofaen lige ved, så man kan holde øje med hende!

Kan du se øjnene? Jeg kan godt!