Afskåret

Der kom gang i hjemmesiden engang i nat, men jeg har selv været afskåret fra både hjemmeside, blog og alt andet – kort sagt internetforbindelsen har været “nede” i Brædstrup siden midnat. Det er OGSÅ træls, skal jeg hilse og sige, men jeg vidste jo ikke, om det bare var mig? Så jeg ringede til Dansk Kabel TV for at gøre opmærksom på det og få hjælp. “Velkommen – du er nummer (pause) 14 i køen!”

Nå men da jeg prøvede igen senere, havde de sat en tlf.svarer på: “Der er problemer i Brædstrup – vi arbejder på at løse det!” Det er så OK!

Men jeg synes, I skal se en anden form for “afskåret” – nemlig de Gladiolus, jeg plukkede i søndags sammen med datteren. de står bare så flot! Og se så, hvor fint de passer sammen med det flotte tæppe, jeg “låner” indtil på lørdag, hvor det skal med på Træf i Skærbæk:

 

Det er et privilegium, jeg nyder – at gå og kigge på de smukke puttetæpper nogle dage, inden de skal af sted.

Min dygtige hund!

Da vi havde gået formiddagstur, Whisky og jeg, og gik ind i carporten, så jeg at han stak snuden i vejret og vejrede, og så gik han søgende længere ind i stedet for at lægge sig ved bilen, som han plejer. Og så fandt han en pakke, der var gemt bag min cykel og skraldespanden. Det var posten, der havde været der, mens vi var væk, og det kunne han lugte. Der var selvfølgelig en seddel i postkassen, som jeg ville have fundet senere, men den dygtige hund sporede sig straks frem til den anderledes lugtende pakke!

Pakken indeholdt et flot tæppe, som skal med på TRÆF på lørdag/søndag, det er en meget stor og flot UFO, som nu er gjort færdig, med thailandsk sarong-stof på bagsiden og smukt quiltet.

"Kinesiske Møller"

Hm, nu fandt jeg det frem og meldte det til medlemsudstilling på Træf næste weekend, så må det jo blive færdigt!

Og ja – der er nu sat bagside på, der er quiltet med perler, så der mangler kun lukkekant, og den er skåret.

Man kan da godt se “møllen” ikk’?

og perlerne, som er den eneste quiltning.

Jo, jeg har også UFO’er!

Søstersyning på samlebånd

2 nordjyske søstre meldte sig som “monteringstanter” i vinter, dvs at de gerne ville sy blokke sammen, som andre havde syet og sendt til mig, og quilte til færdige puttetæpper til børn på julemærkehjem. Da de kontaktede mig, havde jeg ikke så mange blokke tilbage, og det var rest-blokke, de fik, så de var ikke afstemt i farverne, men vi blev enige om, at de måtte få det ud af det, de kunne, og så fik de noget ekstra stof at supplere med.

Nu har jeg fået billeder af de 5 tæpper, der kom ud af det – og jeg må nok sige, at de har suppleret!!! For de har fået tilsendt ialt 34 blokke (2009-mønsteret), og så kan man jo selv tælle efter, hvor mange de selv har syet som supplement foruden de trekanter, de har sat imellem af det stof, de fik med.

De fortæller, at de har haft det så sjovt med at sy alt dette, så de tror nok, de gerne vil monteret blok-tæpper en anden gang! Den ene søster fra Skagen besøgte den anden i Sæby i 4 dage, hvor de bare syede og syede – og hyggede!

Og for at det så ikke skulle være løgn, så lavede den ene også lige en “UFO” færdig, som havde ligget noget tid, så den kommer også med, når de vil aflevere alle 6 tæpper på Træf i Skærbæk den 28. august. Det er da en fornøjelse!

Der skal altid være en fejl i en quilt..

..for det er kun GUD, der er ufejlbarlig! Det siger man!

Meeen…denne er for grov!

Så der er lige 2 blokke, der skal pilles op og vendes! Heldigvis er det ikke så besværligt, når det er japansk foldeteknik, så det går nok.

Jeg troede ellers lige, at jeg var færdig! Der skal nok komme bedre billeder af det helt færdige resultat.

Færdig vest og start på tæppe

Der er ikke hæftet ender, der mangler knapper, og den skal vaskes! Men den blev strikket på under 1 uge, for jeg lukkede af i går aftes, torsdag, og jeg købte garnet i lørdags! Det har jo også noget at gøre med, at det er så sjovt at lege med farverne i regnbue-garnet! De små nøgler er det, jeg har viklet af undervejs, dels for at udnytte farveskiftene godt nok i denne børnemodel af vesten, dels for at få alle farverne med på både for- og bagside. Hvis jeg ikke havde brudt garnet, ville forsiden have været gul, orange og rød i begge sider, og det lilla, blå og grønne ville kun være på bagsiden. Det lilla er yderligere kortet af, fordi det falder meget i med den lilla bundfarve.

Nu henter jeg knapperne på Katrinelund i morgen, for jeg skal alligevel med derud for at hjælpe naboen med at finde garn til hendes vinterprojekt! Hun strikker kun om vinteren, men datteren vil gerne have et stort trekantet sjal, og det har Lene sikkert garn til. Hun har annonceret med 30 – 50% rabat på udgående garner, så det ku’ jo være…

Og så er jeg ved at gøre klar til det store sengetæppe, jeg skal i gang med. Så jeg var en tur i Vejerslev (inviteret udenfor normale åbningstider) for at finde flere grønne og hvide stoffer + en hvid silke (forrest) til at supplere den hjemlige beholdning. Lidt FQ i stærke farver til “blomster” røg der også i den fine taske, man får hos HANNE’s, når man køber for over 500 kr!

Til gengæld koster alle stofferne hos HANNE’s butik og netbutik kun 85 kr pr meter el. 23 kr for en FQ (50 x 55 cm).

Så når jeg er færdig med at sy de sidste baner sammen på “auktionstæppet” i samme mønster, så går jeg i gang!

Nåh jo – måske alligevel!

Det kan nu godt være, jeg er lidt tosset – eller i hvert fald lidt gal! Altså ikke gal i hovedet, men gal efter udfordringer?

Men når en kone på 81 år er helt syg for at få et smukt nyt sengetæppe og har taget tilløb længe og så tager beslutningen – ja så er jeg gal nok til at opfylde hendes ønske! Også selv om det betyder, at jeg igen-igen-igen skal sy det flotte sengetæppe i japansk foldeteknik med blomstereffekt! – og lige så stort som dette ! For selv om hun har været enke i mange år, har hun en stor dobbeltseng i et smukt soveværelse.

Det skal være hvidt, som Bettina Andersens oprindelige mønster, og som jeg altid har syet det, men med stærke farver i “blomsterne”, ligesom det puttetæppe, jeg er næsten færdig med at sy sammen…

…og det kan jeg jo godt lide. De blå farver, jeg har brugt her, passer perfekt til hendes gardiner og nogle blå glasting, men der måtte endelig også være lilla, lidt pink og mørk rød.

Vi har også set på andre modeller, og hun har haft nogle tæpper med hjemme for at se dem i sine egne omgivelser – men der var ingen tvivl, da det kom til stykket.

Så jeg glæder mig til at sy det en gang til!! Jeg syede det første gang i 1996, hvor jeg lige akkurat var begyndt at sy patchwork, og jeg har sagt mange gange, at det jo i virkeligheden var helt skørt at kaste sig ud i et dobbelt sengetæppe som noget af det allerførste! Og sådan er det åbenbart: jeg må være lidt gal, når jeg håndsyr sådan et stort, dobbelt sengetæppe (260 x 260 cm) 2 gange indenfor samme år foruden et puttetæppe i enkeltsengsstørrelse (160 x 200 cm).

Fantastisk flotte UFO'er er færdige

Blandt de “UFO’er”, som Projekt Puttetæpper modtager fra forskellige, der har opgivet selv at gøre dem færdige, er der sommetider nogle meget store toppe, som nok er for store til puttetæpper. Et af dem er nu håndquiltet af en af tæppetanterne

Det ville være meget svært at gøre det mindre uden at ødelægge den fine kant af X-quisite-blokke, samme mønster som de store blokke. Det er blevet meget flot, og da det er noget større – 170 x 210 cm – end puttetæpper normalt, kan det blive et sengetæppe på Julemærkehjemmet Hobro, hvor de har udsmykket værelserne med fine sengetæpper.

Denne UFO var også alt for stor til formålet, men den kunne formindskes, så nu er den også quiltet og klar til at glæde et barn, som får det med hjem efter ophold på Julemærkehjemmet Hobro.

Hvor er det dejligt, at nogen lader de fine, håndsyede tæpper komme andre til gode, og at der også er tæppetanter, der vil quilte, de er så smukke begge 2.

Begge tæpper vil først blive udstillet på DPF’s Træf i Skærbæk 28.-29. august.

Spændende nyhed!

Det er ikke nogen nyhed, at Projekt Puttetæpper syr mange søde, sjove, flotte tæpper til børn på julemærkehjem hvert år! Der bliver syet mellem 200 og 300 hvert år, og det er vi frygtelig stolte af!

Men der er også andre end os selv, der har bemærket de fine tæpper. Grevinde Jean Ahlefeldt-Laurvig har været på besøg på Julemærket Kildemose for at forberede et fundraising-arrangement, som skal skaffe Julemærkefonden midler til driften af de 4 julemærkehjem, hvor flere hundrede børn får 10 ugers ophold hvert år, som skal ruste dem til at takle livets genvordigheder.

Jean er veninde med kronprinsesse Mary, der er protektor for Julemærkefonden, og hun havde under rundvisningen bemærket de mange fine tæpper, som bliver hængt op som pynt, indtil de bliver givet til et barn ved afslutningen af opholdet. Hun fik derfor en idé, som styregruppen i Projekt Puttetæpper blev spurgt om:

Må man sætte f.eks. 10 puttetæpper på auktion under dette velgørenhedsarrangement?

Genial idé, synes vi. Selvfølgelig under forudsætning af, at hver enkelt tæppetante, der har syet de 10 tæpper, accepterer!

Så vi er i gang med at udvælge 10 tæpper, som vi tror kan indbringe helst mange penge! Det er rigtig spændende, for vi kan jo godt se, at det helst skal være tæpper, der “taler” til velhavende voksne mennesker og frister til at byde!

Her er ét af dem, syet af Susse..

.. i Kaffe Fassett stoffer og lidt større end normale puttetæpper, nemlig 163 x 210

Det er kun nogle af tæpperne, der er valgt ud indtil nu, vi vil først have dem med på Dansk Patchwork Forenings Træf 28.-29. august, og først der finder vi de sidste af 10.

Men her er et andet:

En helt utrolig flot Sampler, syet af Tull.

De er meget forskellige de 2 tæpper, Susses i skrappe, flotte farver, maskinsyet og free-style-maskinquiltet, som Susse er så skrap til. Og Tulls klassiske, håndsyede tæppe i country stoffer, utroligt flot håndquiltet. Begge tæpper omkring 2 meter lange, hvilket giver dem stor anvendelighed set fra et voksent synspunkt.

Det kunne ikke være bedre til dette formål, og vi håber, at de andre 8 tæpper vil være lige så forskellige! Hvor ville det være dejligt, hvis tæpperne kunne indbringe en pæn sum – helt ubeskåret, for alt er jo frivilligt, og alle tæppetanter lægger selv materialer til + mange, mange arbejdstimer!

Stof-gave

En STOR pose dejligt stof fik jeg med hjem forleden fra en af “Kludekonerne”, der havde ryddet op – om vi kunne bruge det til puttetæpper?

Ja, det er helt sikkert, og da det meste er ret store reelle stykker, er det rigtig dejligt. Nogle af de store stykker er helt nyt stof, der stadig havde meget stivelse i sig, men dem har jeg vasket og strøget, og nu er de klar!

Disse ternede stoffer har jeg allerede lovet væk til “Limfjordsquilterne”, der syr de flotteste tæpper af skjorter, så jeg ved, at de er gode til at bruge ternede stoffer (det er jeg ikke, jeg synes, det nemt kommer til at se skævt ud!), men de har ikke hørt fra deres “leverandør” af skjorter i noget tid, så de kunne godt bruge noget til de “sy-puttetæpper-weekender”, de har planlagt efter ferieperioden.

Jeg tror også, jeg kender nogen, der kan bruge de store sekskanter, der er klar til sammensyning.

Der var også en påbegyndt “Umulius” i posen – jeg fandt uf, hvorfor, den ikke er færdigsyet: det er gået helt galt med sammensyningen, så den virker ikke, som den skal. Den må jeg vist lige pusle lidt med!