PC’en driller

Det er flere gange i sidste uge og nu igen, at pc’en driller! Jeg kan ikke åbne min Outlook, og Internetforbindelse åbner meget modstræbende, og pludselig genstarter den sig selv

Det kan jeg ikke ha’ ! Det skal bare fungere! Nu venter jeg på hjælp – fjernstyret, men det afhænger jo af hjælperens tid.

Så må jeg fortsætte med lukkekanten på det puttetæppe med skorter, jeg næsten er færdig med, og jeg har syet endnu en lukkekant på et meget flot sengetæppe, som andre har syet, til en af de nye senge på Kildemose.

Det er ikke altid lige nemt…

…at have mit “job” med at sætte billeder ind på diverse blogge og hjemmesider – som jeg ellers elsker!

Jeg er ret kritisk i forhold til, at billederne skal være i en god størrelse, ordentligt belyst og skarpe, og jeg bruger en del tid på det.

Men det kræver, at billederne har et vist format, ellers er det svært, f.eks. hvis de er for små, for når jeg forstørrer, bliver de slørede. De må hellere være meget større, jeg kan jo beskære, rotere osv.

Jeg tryller, det bedste jeg kan, men jeg er ikke tilfreds!

Pinligt!

Jeg sov over mig i morges! Jeg er ellers altid tidligt oppe, men Diki ville ud kl. 6, og bagefter faldt jeg i søvn igen – og drømte en helt vild åndssvag drøm, der handlede om hundehvalpe og gamle venner, som jeg ikke har snakket med i årevis – altså hvor kommer det fra?

Det pinlige var, at jeg skulle hejse flag kl 8, og jeg vågnede først 2 min. over 8!

Jeg er flaghejsning vikar for én der ikke kan mere, og hans kone nåede at stå udenfor min dør, mens jeg forsøgte at ringe til hende.

“20 minutter, så er jeg der”, sagde jeg, og det var næsten ikke lyst, så det skete der ikke så meget ved.

Men hun fik hjælp fra en anden nabo, der var ude efter sin avis, øj – øj! Det havde hun ingen forstand på! For flaget var ikke helt oppe, og snoren var drejet om stangen (sikkert i den bedste mening – men hvad forstand har bønder på agurkesalat, eller skolelærere på flaghejsningsregler? Og ingen af dem har været spejder 😉 )

20 minutter var jeg ude, som lovet, og fik det på plads!

Lige for en ordens skyld: Der er helt sikkert mange skolelærere, der kan hejse flag og har været spejdere!

Urolig nat

Puh ha – jeg hader det! når jeg ikke får ordentlig søvn, men render oppe igen – igen med kramper i benene!

Jeg ved godt, hvad der var galt i nat – det var alt for koldt og mine ben og fødder frøs. Jeg har ikke skiftet til vinterdyne endnu, fordi den lette dundune, jeg har, er så dejlig let og alligevel varm. Men nu skal den tykke vinterdyne på.

Jeg prøvede både med at lægge den quilt, jeg bruger som sengetæppe, op over det nederste af dynen, jeg gik op og ned for få kramperne til at stoppe, og jeg tog varme sokker på. Men først ved 4-tiden hjalp det.

Det er modbydeligt med de kramper, og jeg mener ellers, at min læge har fundet et hjælpemiddel: Magnesium Depot piller. Kinin, som jeg har brugt i årevis, hjalp ikke nær så godt. Det er gået godt i lang tid nu, og nu må jeg forsøge, om den varme dyne og natsokker kan holde det væk.

PUH HA! sikke et vejr

Vi klarede det, Diki og jeg, men jeg havde også klædt mig på efter det – og det var faktisk ikke så voldsomt, som ½ time før, da jeg vågnede ved at høre gennem vinduet, hvordan det styrtede ned og trommede på taget.

Gamle bukser og min gode vind/regnjakke med hætten op var tilstrækkeligt for mig, og min dygtige lille hund tog sig ikke af regnen, hans pels er så tæt, trods klipning for knap 1 måned siden, at han traver lystigt af sted uden at lade sig gå den mindste smule på!

Så nu er han frotteret, og jakke og bukser er skiftet ud med noget tørt, så nu tror jeg, det bliver sy-dag i dag! Det gør ikke noget.

Helt færdig!

Det var hårdt! Jeg tog den hårde tørn i haven, inden det blev regnvejr, rev en masse blade sammen, efter at vores servicefirma, som har efterklippet hækkene, ikke ryddede godt nok op! Jeg fyldte næsten den grønne spand op, men der kunne godt være mere, så stauderne blev klippet delvis ned – og så kunne jeg ikke mere.

Jeg var totalt gennemsvedt og fuldstændig udmattet. Nu har jeg fundet mig selv igen efter et par timer 😉

Jeg kan ikke holde til det fysiske arbejde.

En lille klog og kærlig hund!

Jeg har haft travlt hele dagen, og Diki ved godt, hvornår jeg har travlt, og så passer han sig selv.

Men da jeg lige så slutningen af den spændende håndbold semifinale mellem Tyskland og Frankrig i min lænestol, siddende med armen på armlænet og hånden hængende, blev der lige pludselig listet et stk.legetøj ind i min hånd!

Så må der gerne leges! = kastes, hentes, afleveres igen! Nu var jeg afslappet, så kan vi godt lege, “Mor” !

Han er så sød og kærlig, og vi kender hinanden så godt!

Jeg glemmer helt…

…at blogge! Der sker så mange ting i disse dage, at jeg glemmer at sætte mig til tasterne, det er ellers sjældent.

Nu har jeg lige fået gæster fra storstaden, yngstesønnen med familie og et hold venner: “Min bedste ven Mathias”, siger Victor. De holder weekend her og besøger Legoland i morgen og Løveparken på søndag. I morgen tager jeg med, men 2 dage er for meget at trave rundt i de store parker. Det er mange år siden, jeg har været i Legoland, så der er sikkert kommet meget nyt.

Jeg var tidligt oppe i morges, fordi jeg havde lovet sønnen at køre ham til svømmetræning, men så kom Christian alligevel hjem og kørte sin Far.

I formiddags var jeg et smut i Strib for at få nogle tips til et kursus, jeg skal på om 14 dage. Og vel hjemme igen skulle jeg tage stilling til at finde en dag, hvor jeg sammen med en anden patchworker er inviteret til frokost på Kryb-i-ly Kro som tak for, at vi har hjulpet med at lave et tæppe færdigt.

Jeg har også bagt mine gode grovboller til mine gæster, som vi kan hygge med i aften. Aftensmaden sørger de selv for – vi har et godt pizzaria lige ved siden af!

pizza

..og i en imponerende str. i forhold til i København, siger de.

Indkøb

Det er ikke så tit, jeg handler inde i supermarkederne i Fredericia – vi er så godt forsynede med butikker her i Erritsø. Men da jeg alligevel har været hos fodplejer inde i byen, og skulle købe et stykke grøn fleece til det hønsestriktæppe, jeg snart skal montere  – så benyttede jeg lejligheden til at købe ind i Føtex.

Det er nu også, fordi Superbrugsen her i Erritsø har haft ubudne gæster i mandags og derfor har lukket butikken! Rotter! Puh ha! Det er ikke sjovt med sådan nogle grimme skadedyr i en fødevarebutik!

En kunde havde set en rotte i butikken mandag aften, og butikken lukkede omgående og fagfolk, hunde osv blev tilkaldt. Jeg er ikke klar over, om de har fundet den ubudne, ulækre gæst, der blev lagt forkellig lokkemad ud, melspor skal afsløre, hvor den færdes, og så lykkes det vel. Men derefter skal der efter sigende gå 48 timer uden rottespor, før butikken må åbne igen.

Så nu fik jeg købt nogle andre varer, end jeg plejer, og det er jo også meget hyggeligt.

Jeg har meget ondt af Brugsens personale – her er det i det mindst kun udendørs, vi har de bæster. Det er slemt nok – men jeg har en fornemmelse af, at den er væk, for Diki opfører sig mere roligt, når han er ude i haven, end han ellers har gjort.

Tøm sien!

Jeg kunne ikke forstå, at min vaskemaskine ikke tømte vandet ud i går aftes, da jeg havde vasket de 2 nye hjemmestrikkede karklude sammen med nogle håndklæder – ØV!

Men jeg kom da til at tænke på, at jeg har vasket Christinas lange cardigan (30 gr uldvaskeprogram og uldvaskemiddel) flere gange på det sidste for at få den til at holde op med at “fælde” mohair’en. Det råd havde jeg fået hos forhandleren, Garnudsalg.dk, jeg havde vasket den i koldt vand.
Christina bruger ikke cardigan’en, fordi hun ikke kan give veninderne et knus uden at de er fyldt med fnug!

Ganske rigtig: trevlesien var fyldt med skidt og møg – oven i købet var der en 20 kr. Og sikkert også mohair-fnug, men det kunne ikke genkendes mellem skidtet!

Nu er cardigan’en snart tør, forsigtigt bredt ud på nogle håndklæder, så nu skal jeg forsøge, om det har hjulpet.

karklude

Karkludene er tørre og ser fine ud, så det kan godt være, jeg skal lave nogle flere af dem  stribet karklud

diagonalstribet karklud 2