Jeg er meget øm over mine fødder, jeg kan kun gå i sko med indlæg, og min fodplejer siger, at hun får helt ondt over mine fødder, for jeg har næsten kun knogler og hud at gå på! Og så har jeg jo diabetes II, så jeg skal passe på fødderne.
Derfor har det gået mig på, at de virkelig gode (og dyre) ECCO støvler, jeg købte som et godt tilbud for 2 år siden, stadig var så stive, at de gav mig blå og meget ømme mærker på anklerne. Jeg har skrevet om det før, men nu havde jeg fået hjælp fra Grethe, som har en lang erfaring som sko-ekspeditrice. Grethe har haft dem hjemme hos sig selv julen over, hun har banket dem, gjort dem våde og banket igen, så nu skulle de være brugbare.
Grædefærdig var jeg, da jeg gik med dem første gang forleden, og jeg var tæt på at opgive – men de er så dyre, at jeg ville ærgre mig gul og grøn!
Så jeg prøvede igen i går med uldne sokker indeni, og uden at snøre dem helt op. Og HURRA! – det hjalp! Jeg går fint i dem, de generer mig ikke, og det er på det rigtige tidspunkt, for jeg står meget bedre fast på de kraftige såler, når det er glat om morgenen i denne tid, end jeg gør i de nu 9 år gamle, godt tilgåede, hvor sålerne er næsten ikke eksisterende!
De er stadigvæk mere stive end de gamle, men de støtter godt, og de er så solide, at jeg tror, de kan holde min tid ud! (Hvor lang den så bliver?)
Én, der også er øm over sine ben, er Diki, og når han, som i morges, står helt bom stille midt på fortovet, ved jeg godt, hvad der er galt! Så sidder der et eller andet i pelsen på bagbenene! Og ja, der sad en lille pind med torne, og så kan han ikke gå, før jeg har fjernet den! Han siger ikke noget – står bare helt stille og drejer hovedet lidt om mod sin bagdel, så jeg kan gætte, hvad der er i vejen!
Vi kommunikerer ganske udmærket uden ord!
