Webstrik Strikkefestival 2016

Det trak lige lidt tænder ud (på en god måde) med en weekend i nogle fantastiske strikkeres hyggelige selskab på Ishøj Vandrerhjem (kan anbefales varmt!). Med en lang køretur frem og tilbage, fordi jeg havde en hel del bagage. Der var heldigvis nogle, der gerne ville køre med mig, så det blev også hyggeligt.

Men kors, hvor var jeg træt i går, så jeg har først fået lavet billeder i dag.

Her er nogle glimt fra weekenden, som bød på strik, strik, strik, salg af overskudsgarn indbyrdes, snak, snak, snak, virkelig lækker mad, kaffe, te, isvand og frugt hele dagen, og smilende, imødekommende personale.

Værelserne er små hytter, bygget som rækkehuse, med plads til 4 på hvert, og vi vælger så selv, hvor mange, vi vil bo sammen: 1, 2, 3 eller 4, prisen selvfølgelig derefter. Jeg havde meget hyggeligt og muntert selskab af Anette, og det passede efter min mening fint med 2. Eget badeværelse, hvad kan man forlange mere!

strik-6

Der blev strikket fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag, afbrudt af måltider og enkelte ture, samt et enkelt butiksbesøg:

strik-8 strik-9 strik-7 strik-3 strik-2

Garnsalget havde også succes:

strik-4-garn strik-10-garn

Og jeg havde lidt sten med, som gjorde lykke:

sten-6 sten-5 sten-4 sten-3 sten-2 sten-1

Der blev også strikket udendørs, f.eks. hele lørdag eftermiddag – det var helt fantastisk med det vejr, det fik vi da sol, så der blev røde nakker!

udestrik-2 strik-13-udestrik

Pia blev færdig med en skøn hæklet lama:

strik-11-pias-lama strik-12-pias-lama

Og lørdag aften havde vi pakkeleg – det er sjovt hver gang!

pakkeleg

Annette er knap færdig med et hundetæppe i dobbeltstrik – man kan lige akkurat se snuden på schæferhvalpen – det er fantastisk:

hund

strik-1

Tak for en fantastisk weekend med strik, hygge og sjov! Vi har allerede reserveret til 2019 samme sted!

Vinderbillede

Tibetanerklubben, som både min datter og jeg er medlemmer af, holder i øjeblikket nogle fotokonkurrencer på Facebook – én hver måned – med tema.

I september har temaet været “Venskab”.
Her er vinderbilledet – et dejligt billede af min datter med morgenhår sammen med sine 2 Tibetanske Terriere. Hun skriver selv historien bag billedet:

helle-og-hundene-vinderbillede-tibetanerklubben

 

“En sommermorgen forrige sommer, sad jeg med en kop kaffe på trappen ved syvtiden mens jeg nød den fine sprøde morgenluft og kiggede ud i haven. Jeg havde slet ikke lagt mærke til at mine to dejlige bedstevenner var listet ud og sad lige bag mig på trinnet ovenover. Men det havde min mand, der på samme vis listede ud og tog et billede af os tre… Listige venner er gode at have i ryggen.”

Et meget smukt sengetæppe til Kildemose

Endnu et smukt sengetæppe til de nye senge på Julemærkehjemmet Kildemose er færdigt.

Det giver sig selv, at de 24 sengetæpper bliver meget forskellige, da det er forskellige “tæppetanter”, der syr dem – faktisk bliver det til 38, da der var så mange, der gerne ville bidrage! Men så har de nogle at skifte med, når de skal vaskes.

sengetaeppe-10-hanne-hansen-og-laila-broegger

Dette sengetæppe er et samarbejdsprojekt! Hanne Hansen i Nyøbing F. har syet toppen, Laila har quiltet tæppet på long-arm-maskinen på Depotgården, jeg har syet de 7½ meter lukkekant. Patchworkkælderen i Kolding har doneret bagsidestof, og Anne-Lise Hosbond og Hans Jørgen Nielsen, Hillerød, har sponseret det lækre bomulds mellemfor.

sengetaeppe-10-hanne-hansen-og-laila-broegger-detail

Her lidt tættere på.

I morgen bringer jeg dette og 6 sengetæpper mere, som jeg har modtaget, over til Rita i Nyborg, og i næste uge kører hun dem Kildemose i forbindelse med en udflugt forskellige steder på Sjælland, så sparer vi endnu engang den dumme, dyre porto! Så tror jeg, at de kan få tæpper på næsten alle sengene! Det er meget godt klaret, når vi fik ønsket den 23. juni!

Dygtige Diki!

Jeg lagde mærke til forleden dag, at jeg kunne høre Dikis kløer på trægulvet – øv ja, de var blevet alt for lange, uden at jeg havde lagt mærke til det. Det måtte der gøres noget ved, og det er så heldigt, at hos mine dyrlæger er det gratis at få klippet kløer, når hunden er forsikret! Jeg har ingen anelse om, hvordan det hænger sammen, men det benytter jeg mig selvfølgelig af.

Så selv om Diki snart skal have klippet sin pelspragt, og samtidig får klippet kløer, så syntes jeg, at jeg svigtede ham lidt ved ikke at have lagt mærke til kløernes længde, man ser dem ikke pga af den kraftige pels, han har.

Så vi havde aftalt tid i dag, og det gik bare så fint! Han er ikke begejstret, men med mine arme omkring sig, finder han sig i det (han ville hoppe ned af briksen, hvis jeg ikke holdt om ham). Kløerne var godt nok lange, og veterinærsygeplejersken syntes, at vi skulle komme igen om en måned, så kunne hun klippe lidt mere.

Han er bare en lille skat, og nu har min samvittighed det bedre! Forresten benyttede jeg lige lejligheden til at få ham op vægten hos dyrlægen, og han vejer det samme, selv om jeg synes, han fylder lidt mere, men det er nok pelsen. Han er lidt for tyk – det ved jeg godt – men 10.4 kg er kun lidt for meget for hans art.

Nedtælling…

…til weekendens Strikkefestival i Webstrikkerne. Jeg er nødt til at skrive ned, for der er efterhånden mange tråde at samle, og mange ting, jeg skal huske!

Jeg har involveret mig (ligesom for 4 år siden), fordi de, der havde meldt sig som arrangører, har meldt fra. Der var kun én tilbage – heldigvis den økonomi-ansvarlige – så det kneb med forslag til aktiviteter, et skriftligt program at holde sig til mm.

Men det er på plads nu, og det ser ud til, at der er opbakning til forslagene, fra mig og andre, så jeg tror på, at det bliver lige så hyggeligt, som det plejer at være.

Min værelseskammerat har været så fornuftig at kontakte vandrerhjemmet for en aftale om et værelse med senge på gulvet, så ingen af os skal kravle op i en køje! Det er jeg i hvert fald blevet for gammel til!

Jeg har aldrig været på den store strikkefestival på Fanø, som fandt sted sidste weekend. Jeg tror, det er vældig flot og inspirerende, men alt for stort for min smag. Jeg kan godt lide, at vi er en flok – typisk mellem 40 og 70 – strikkere, der hygger sig sammen, snakker, strikker – strikker – strikker – spiser god mad og strikker igen. En hel weekend, og så med små sjove aktiviteter indlagt, samt et butiksbesøg, hvis nogen har lyst.

Jeg har valgt at køre derover, fordi jeg synes, det er uoverskueligt at tage med toget med den blandede bagage, jeg skal have med. Og der er da også et par stykker, der gerne vil køre med mig.

Og Diki? Nej han skal selvfølgelig ikke med. Han har sin velkendte reservefamilie, og der trives han fint!

Endnu et quiltet tæppe fra Laila

Laila har vist noget, hun skal indhente! Hun har undværet den quiltemaskine i sommer, så nu kan jeg næsten ikke følge med!

ingas-sengetaeppe-quiltet

Igen i går gik hun i gang med at quilte et sengetæppe til et julemærkehjem, selv om det var min mening, at det kunne være i næste uge? Hun var så hurtig, at jeg først fik kameraet frem, da hun var ved at pille det af maskinen igen.

ingas-sengetaeppe

Og hun blev helt færdig! Så der nu er endnu en lukkekant for mig at sy, før det er færdigt!

Smuk udsmykning til andagt

ikon-altertavle

I forbindelse med, at Sussan donerede 78 små patchworktæpper til ophæng eller salg på julemærkehjemmene, forærede hun også et meget smukt ikon-lignende vægtæppe til Helsingegården, et plejecenter i Helsinge, hvor min veninde Jette hjælper til, når de holder andagt for beboerne.

sussan-skov-petersen-alterbillede-paa-helsingegaarden

Nu er tæppet blevet hængt op, og sammen med et par lysestager og en Kristus figur bliver det meget smukt og højtideligt, til stor begejstring og glæde for beboerne og de ansatte, samt præsten.

Det er lige præcis så smukt, som Jette forestillede sig det, da hun hjalp Sussan og mig med at fotografere alle de kønne tæpper, der nu på forskellig vis bruges som velgørenhed!

Sikke en skøn gave!

Hyggeligt håndarbejde

slips-quilt

Det er rigtig hyggeligt at sy denne lille quilt af silkeslips.

Jeg syr lidt tilfældigt sammen, som jeg nu synes, farverne passer sammen – der er lige 2, der skal udskiftes, og så skal der tilføjes en række mere i hver ende.

skaer-slips

Så jeg har skåret flere blokke i dag. Jeg stryger helt tynd vliseline m/lim bag på, og så er min uundværlige roterende skæreplade endnu engang i brug (det er nr 2, den første er slidt op). Jeg rier hver blok på tynd pap = 120 grams papir, og pga vliselinen kan jeg sy sammen, uden at den sarte silke trevler.

Det er virkelig et hyggeligt håndarbejde, som ikke haster, og jeg kan sy andre, mere presserende ting ind imellem, som det passer mig.

Når det går galt på Facebook

Jeg er medlem af Webstrikkerne, som holder Strikkefestival i næste weekend, og det plejer at være enormt hyggeligt. Gruppen er en meget uformel gruppe, og som det fremgår af navnet, hviler den på Internettet, hvor den i mange år har haft til huse på Yahoo, men nu også er forbundet via Facebook.

Det har vist sig, at det giver en svaghed i formaliteter som f.eks. tilmelding til festivalen! Det var tilsyneladende helt klart, hvem, der havde tilmeldt sig (på Facebook) – alle fakta lå i diverse filer osv, også priser, og hvordan man ønskede at deltage: hvilke dage, ønsker om enkelt- eller flerværelses-overnatinger, priser osv. Og på det grundlag har den økonomiansvarlige tilmeldt os til det vandrerhjem, hvor der foregår i år.

MEN – der kom ikke betaling ind fra alle, så det brændte på. Det viser sig, at der er nogle, der mener, at de har da aldrig meldt sig til, og har iøvrigt heller tænkt sig at deltage – har heller ikke betalt depositum! Og det var nok der, man skulle have fået mistanke!

Men man er gået ud fra, at det er voksne mennesker, som nok står til ansvar for det, de gør, og de har faktisk trykket på den knap, der tilmelder, og med ønsker om hvordan. Det er ikke så nemt nu, for hvordan holder man dem ansvarlige?

Nu håber vi på, at vandrerhjemmet vil vise forståelse for situationen og ikke kræve mere op, end svarende til dem, der deltager! Hvad skal vi ellers gøre.

Og så vil vi under weekenden tage det op og lave nogle faste regler, bl.a. om, hvor tidligt der skal opkræves betaling, så der er tid til at revidere deltagerantallet. Og så er det bare ærgerligt – du – hvis du ikke har betalt, for så er der lukket!

Voksne mennesker!!! Jeg græmmes!