Den er da rigtig sød!

En lille gave til mig selv – helt i utide og bare fordi…

Jeg er ikke taskoman (som nogen jeg kender!) – men jeg vil gerne have lidt at vælge imellem, og jeg kan godt lide “cross-over-tasker”, som også har almindelige hanke, så jeg har i lang ti kigget på tilbud i diverse annoncer. Og denne her har både en passende str. i modsætning til den lidt for lille, jeg bruger næsten daglig, og så synes jeg jo, at det er charmerende med patchwork i lækker kalveskind!

Jeg har før købt en taske hos Freja Skind, og det er fin kvalitet! Denne er et tilbud, syet af rester af kalveskind, den har mange rum med lynlåse, er foret og har lang rem + 2 korte hanke – det kan ikke være bedre! Og så er det fine diskrete farver! Den blir jeg glad for!

Fint håndarbejde

Jeg er så småt ved at deltage på Depotgården igen! Det er jo hyggeligt at se patchworkere og strikkere igen, der er en dejlig positiv ånd og et godt humør! Og så bliver der lavet så mange fine ting – se f.eks. her:

Utroligt smukt tæppe, syet af Laila i teknikken “paper-piecing”, som hun er en mester i. Hver lille blok er kun 6 x 6 cm! Syet på maskine (jeg fatter ikke, at hun kan). Og hun har også selv quiltet hele tæppet på long-arm-maskinen.
Jette har syet de 3 små poser, hvor hun har indsat motiver fra en gammel klokkestreng!
Og Fie har syet de 2 små tasker med hank til “lige det nødvendige” !

“Det hele kongerige” færdigt og afleveret

Så lykkedes det at få “Mary-svøbet” (kært barn har mange navne) helt færdigt, vasket og udspændt på et håndklæde bagsiden af mit sengetæppe!

Det er så fint og blødt, og det er en kæmpe fordel for en ung familie, at garnet – Arwetta – kan vaskes i maskine på “håndvask”-program.
Det er strikket for en ven til hendes nyfødte drenge-barnebarn – men jeg indrømmer gerne, at det er et meget stort arbejde! Så det er ikke noget, jeg påtager mig igen lige med det samme!

Men jeg kan godt forestille mig, at jeg strikker det til mig selv som sjal, dvs trekantet, det er nemlig også flot, og jeg har faktisk garn liggende til et!

Så nu til noget helt andet!

Jeg blev færdig!

Jeg blev færdig med Mary-svøbet i går aftes, som jeg havde håbet. Jeg troede, jeg kunne blive færdig, mens jeg så håndboldkamp – men det kunne jeg slet ikke koncentrere mig om! Det var ikke nogen god kamp set med danske øjne (hvordan kan det være, at de “dygtige drenge” engang imellem, og på et dårligt tidspunkt, nærmest falder kollektivt igennem?)

Så er det godt, at jeg altid har flere strikketøjer! Så det blev et lige-ud-ad-landevejen, nemlig min første “Novice” fra Petite Knit, den er, som navnet siger, utroligt nem! Men den er god til et spændende garn, der ikke skal strikkes i mønster, men netop lige-ud-ad-landevejen!

Da kampen var ovre, var det fint at tage Mary-svøbet op igen og få det strikket færdigt (jeg havde faktisk lavet en ærgerlig fejl, før jeg lagde det væk, så der måtte strikkes lidt baglæns først! Nu skal der hæftes et par ender og sys en enkelt søm på yderborten, så skal det vaskes og spændes ud – tænk, det lå jeg og planlagde i morges ved 6-tiden, hvor jeg syntes, det var for tidligt at stå op! Jeg tror, det lå i underbevidstheden.

Det er rigtigt indevejr i dag, vi venter på stormen! Jeg har ikke noget, der skal fastgøres eller bæres ind (jeg har ellers fået tilbudt hjælp! – dejligt med hjælpsomme børn!), så kan tage det helt roligt. Den sidste store storm “Bodil” kom lige, da jeg var ved at flytte hertil, den kan jeg meget tydeligt huske, men endnu tydeligere husker jeg stormen 3. dec. 1999, hvor svigersønnen og lille Frederik, 3 år gammel, var på vej hjem fra ferie i Malaga, og flyet ikke kunne lette/lande, så vi ventede og ventede. Og hvor datteren var så heldig, at hendes bror gerne ville køre til Billund, da de endelig var på vej, for den tur havde hun ikke klaret alene: i mørke og med væltede træer på vejen, som var svære at se. Nu må vi se, hvor slemt, det bliver denne gang!

Mary-svøb snart færdigt

Hoold da op, der er lang vej rundt! Det bliver aldrig rutine-strik eller passions-strik for mig! Der skal være et mål med det = en kendt modtager! Og så er det “lidt kedeligt”, fordi man ikke kan læse samtidig, man kan “høre TV”, men man skal ikke være uopmærksom! Men nu, hvor der “kun” er én side tilbage af yderborten, er det til at overse – bare man bliver ved det uden for mange svinkeærinder, som f.eks. en familiefødselsdag i København i weekenden. På den igen, nu skal jeg være færdig!

Sokker til børn på julemærkehjem

Jeg troede egentlig, jeg havde ændret det “Projekt Hyggesokker” til børn på julemærkehjem, så det kørte af sig selv udenom mig! Og jeg havde derfor lagt det på Facebook, så strikkerne selv kunne sende sokkerne til Kollund.

Men så fik jeg et tilbud om en flot donation fra Uldfeen, så vi kan genoptage traditionen med lodtrækning om garnpræmier – og det kunne jeg ikke stå for! (Det kan stadig foregå direkte til Fjordmark – det sparer porto!)

Samtidig har jeg fået løfter om andre donationer, s¨måske giver det flere sokker!

Uldfeen har nemlig doneret 5 fed lækkert håndfarvet strømpegarn til første lodtrækning, og der kommer yderligere 5 fed til næste lodtrækning. Det kommer til at foregå således:
1 par strømper = 1 lod i lodtrækningen. Første lodtrækning 1. april 2022. Du deltager, når du lægger billede/billeder ind her på gruppen af de strømper, du har sendt/afleveret på Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund inden 1. april 2022. Hvis du ikke har mulighed for at lægge billede ind, kan du kontakte Hanne Hector Schrøder for en anden mulighed. Du bestemmer, hvad du vil anvende garnet til = personlig præmie.april udtrækkes 2 vindere, 1. = 3 fed garn, 2. = 2 fed garn – se billeder!

Til lykke med den første runde fødselsdag Victor!

Victor 10 år i dag! Stort, stort til lykke!

Vi kan allesammen i familien godt huske den aften, du kom til verden – en lille smule (3½ uge) før beregnet, fordi din Mor blev alvorligt syg, så lægerne måtte tage dig ud ved et kejsersnit! Din Far holdt os heldigvis orienteret, så jeg havde telefonen med i patchwork-klub, og der blev skålet med et lille glas, da han ringede og fortalte, at du var arriveret og havde det godt!

Og du har haft det godt lige siden! I familien er du jo en slags efternøler, da dine fætre og kusine er noget ældre end dig! De 2 af dem var allerede 2 dage efter med på sygehuset for at besøge dig:

Der var ikke meget af den lille nye fætter!
Mor!
Far!
Så stor som en Cola!

Det første “Prinsesjal” var selvfølgelig til Victor!

Det første puttetæppe!
Og hjemme ventede – og accepterede – Cæzar det nye familiemedlem!

Det var en kæmpestor begivenhed i vores familie! Og heldigvis er Victor blevet en stor og fornuftig dreng, der nu rejser alene på ferie hos Farmor!

Til lykke! Jeg glæder mig til på lørdag!

Det blir da flot!

Nu sker der rigtig noget! Projektet blev lige lidt forsinket af nogle brønddæksler, som skulle hæves – men nu går det hurtigt!

Jeg blandede mig lige en lille smule, da de første fliser blev lagt, og fik dem til at lægge dem, så der bliver en opdeling mellem de gamle og de nye – de vil jo alligevel ikke komme til at passe sammen. Så patchworkeren ændrede lidt på mønsteret! Mændene vidste ikke, hvad en patchworker er 😉 Men de gav mig ret: det ser bedre ud!

Ny indkørsel = stort ønske!

Så sker der noget! Det er et længe planlagt og stærkt ønsket projekt, der går i gang!

Jeg får ny indkørsel med fliser i stedet for granitskærver!

Det er bare ½ år siden, jeg spurgte vores gartner her i bebyggelsen, om han ville udføre det for mig – men der har ikke været tid før nu! Så det er jo heldigt, at det er en mild vinter! Der kom også en gang corona ind over hos hans makker, men nu er maskinen i gang!

Fliserne skulle komme i morgen, nu må vi se, om det sker 😉 !