Jeg har mistet en rigtig god ven. Karen Iversen, min næsten 93 årige besøgsven er sovet ind i nat.
Der bliver ikke syet flere puttetæpper fra Karens hånd – men hun har også gjort det godt, jeg tror, det var det 7. puttetæppe, hun var i gang med! Jeg er så glad for, at jeg kunne hjælpe hende med den glæde, det var for hende at kunne sy patchwork lige så meget, hun havde lyst til – og hun var dygtig, hurtig og vedholdende, så det blev til meget.
Og hun havde det jo nok på fornemmelsen, for da hun insisterede på at give mig den fine klokkestreng med grønlandske motiver, sagde hun: “Det kan gå hurtigt, man ved aldrig i min alder, hvad der sker!”
Og det er heldigvis for hende gået hurtigt. Hun var til patchwork i går eftermiddags, hvor jeg ikke var med pga Diki’s ankomst, og der havde hun sagt “Tak for i dag – vi ses!”, da hun blev fulgt hjem til sit lejlighed, ligesom hun altid gjorde.
Jeg ville have besøgt hende i dag for at vise hende Diki, det vidste jeg, hun ville være glad for.
En flittig patchworker er ikke mere, jeg vil savne hende.
Hvil i fred, Karen, og tak for din indsats for børnene på julemærkehjemmene.



































