SWAP problemer

Jeg er jo med i en international SWAP, hvor vi swapper/bytter Hexagon Flowers, 2 om måneden. Jeg har også været med i “Bedstemors blomster” som jo går ud på det samme, men hvor jeg lavede 10 hver måned. Den sidste er jeg stoppet med, jeg må jo hellere få lavet noget af alle de “blomster”.

Det er bare lidt sjovt at være med i den internationale, hvor det er “Hexies” fra mange sjove steder, man modtager, der er mange fra Australien og USA.

Men efter at have været med 1 år, har jeg for første gang oplevet, at jeg ikke har fået de 2 Hexies, jeg skulle modtage i december.

Det er åbenbart et problem, som flere er stødt ind i, og det er jo ærgerligt, når man selv sender hver måned Det er ikke den samme, man sender til, som man også modtager fra. Vi har en liste, og Jane, der styrer det hele, lægger et kæmpestort arbejde i det. Hun har skrevet om det på bloggen og bedt os om at maile til den, vi skulle have modtaget fra, ligesom hun opfordrer til enten at skive på bloggen, når vi sender (det gør jeg) el. i en mail til modtageren, når vi sender. Eller f.eks. hvis vi er blevet forsinket.

Nu har jeg mailet til den person, der skulle sende til mig i december, så må vi se, hvad der sker.

Der er flere, der har meldt fra af denne grund, og det er synd, men det er som med kædebreve: der skal kun én til at ødelægge det for andre.

I den danske Bedstemors blomster, sender man til én person, som bytter rundt, og så får man samme antal tilbage, som man selv har sendt. Det kan ikke gå galt.

På farten

Så var vi igen en lille formiddagstur på farten, Whisky og jeg – han elsker at komme med ud at køre bil. Det er rart, at HANNE har åbent om søndagen , hvor der ikke er så megen trafik.

Hos Bente i Østbirk hentede jeg en stor stak pladevat, som skal sendes med ud til monteringstanterne, når de skal til at samle puttetæpper af de årsblokke, som strømmer ind i øjeblikket. Så fik jeg også taget billeder af alt det stof, Helene Juul har sendt med Pia, som også medbragte 3 færdige tæpper + 2 UFO’er, som Bente med vanlig flid vil lave færdige.

Og så var vi i Vejerslev, hvor jeg indløste det gavekort, jeg fik i julegave af datteren. Et meget stort skærebrædt, som jeg har ønsket mig meget længe. Det skal snart blive inviet!

Jeg skulle også have nogle småting; synåle, et nyt skærehjul (nu kan jeg ikke slibe det gamle op mere), nogle lim refills og et stof-viskelæder. Som ofte før havde jeg også huskeseddel med fra en på Søndergården, som vidste, jeg skulle derop.

Lille bitte trøje og djævlehue er klar

Den lille bitte trøje i vendestrik har fået knapper, er vasket og klar sammen med djævlehuen str. meget-lille.  Jeg har brugt en meget gammel opskrift fra Gavstrik. Denne trøje sidder rigtig godt. Strikket i LANG Bebé superwash. Forbrug: 76 gram til trøjen og 16 gram til huen.

Så lille er huen på min hånd!

Klippekort til svangreafdelingen på Hvidovre

Det blev til endnu en tur og en kort indlæggelse på Hvidovre for svigerdatteren i nat – de har klippekort til svangreafdelingen, siger den vordende far.

De er hjemme igen og har det godt, men har atter fået bekræftet, at hun ikke skal regne med at gå tiden ud. Jamen hver dag må være til indtægt for “lillemanden”.

Så jeg må lige have hæftet ender på den lille hue og syet knapper i trøjen, og så vaske begge dele, så det er klar.

Færdig Möebius og nyt garn

Naboen er færdig med sin Möebius, som er til hende selv.

Den skulle ikke være så enormt lang, som datterens, men den er blevet lige tilpas..

..så hun også kan vikle den 3 gange om halsen, f.eks. når hun cykler på arbejde. Det er en utroligt flot farve. Garnet er – igen – Manos Silk Blend fra Katrinelund. Meget, meget lækkert.

Faktisk havde jeg lige været hos Katrinelund i formiddags for at hente en 80 cm rundpind nr. 2½, fordi den, jeg har, ikke er så god at strikke med – den snor. Så jeg købte en KnitPro, men…

…der var udsalg! Og det her lækre garn kunne jeg altså ikke stå for! Filz Wolle fra Austermann, det er bare så blødt og så flotte farver, og det var på udsalg til 25 kr/50g. Så der smuttede 2 x 6 nøgler med hjem.

Jeg ved godt, hvad det skal bruges til – det kan jo både strikkes til bløde tørklæder el. valkede tasker eller…

En sød UFO færdig

Nogle UFO’er kommer til at ligge “lidt” for længe her hos mig – men de skal nok blive færdige.

Denne her, som er et puttetæppe til et barn på julemærkehjem, har ligget siden 2009. Blokkene er syet af patchworkgruppen på Søndergården – vi syede i fællesskab så mange blokke, at der blev til 3 tæpper, og de 2 monterede og quiltede jeg samme år:

Jeg var ikke rigtig tilfreds med quiltningen, måske var det derfor, den 3. blev til en UFO?

Men nu har Quiltefant quiltet den, og jeg syede lukkekant på i går.

Blokken, som vi brugte som årsblok i Projekt Puttetæpper i 2008, er en af dem, vi har haft mest glæde af. Den satte stor rekord i antallet af blokke, idet vi modtog 743 syede blokke i 2008. Man kan sige, at det udviklede sig kraftigt fra det år, f.eks. fik PP i 2009 1469 blokke, og i 2010 over 1700 blokke, og allerede 1 måned inden fristen 1. februar, har vi modtaget 1210 færdige blokke. Der er en rivende udviling i PP, læs selv historien HER .

“Fra lager” – det er praktisk!

Nu blev jeg færdig med den lille bitte trøje og skulle finde knapper til den

Se, hvor fine de er!

De andre i strikkecaféen griner ad mig, når jeg siger “garn fra lager”, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg har lager af både stof, garn og altså et lille lager af knapper. Jeg køber, når jeg ser et godt tilbud, og så kan der godt gå flere år, før jeg får brug for dem. Som her, hvor det var en pakke med 5 af hver af forskelige lækre knapper, de fleste store knapper, som jeg købte hos MARKNO engang. Og nu er disse bare helt perfekte til den lille trøje.

Den er ikke vasket, og der er en lille djævlehue på vej også, men det tager jo ikke lang tid, og så bliver begge dele vasket og sendt af sted, så det er klar, hvis “Lillemanden” kommer før tid, som de nok skal regne med, selv om det går godt nu. Nu er hans mor blevet sygemeldt, så hun kan slappe helt af de sidste uger.

Hun synes, det er underligt , så lang tid, der går, før hun skal på arbejde igen. Så kom jeg til at tænke på, da jeg fik den ældste af mine i 1966. Da var barselorloven på 6 uger! Alt i alt – hvis man blev sygemeldt de sidste uger, blev de trukket fra i tiden efter fødslen. Det var hårdt, jeg havde faktisk nogle veninder, der var nødt til at aflevere barnet i dagpleje el. vuggestue 6 uger gammel.

Vi havde bestemt, at når vi fik børn, skulle jeg være hjemme, så jeg sagde jobbet op til fratrædelse 3 uger før og blev derefter hjemme i 6 år. 6 priviligerede år, har jeg altid følt, indtil det 3. barn var 1 år gammel, så fik jeg halvtids job, 4 timer dagligt, og da han var 2½ år, og vi var tilbage i DK, fik jeg fuldtids job.

Det kunne jo også kun lade sig gøre, fordi vi dengang i Grønland ikke betalte skat og husleje.

Men jeg synes, det er godt med den lange barselorlov, man kan holde nu. Den vordende far planlægger at holde den sidste halvdel af 1 års barselorlov, det glæder han sig til!

72- årig blogger

Ja, det er jo det, jeg er ! Horsens Folkeblad lavede en historie i går, om mig og min brug af Internettet – den vil jeg da godt vise, selv om der er par små huskefejl fra journalistens side (Hun skrev også meget!). Det var min svigersøn, der lavede www.kludekoner.dk oprindeligt, og det var yngstesønnen, der gav mig www.syenlap.dk i fødselsdagsgave for 3½ år siden.

Horsens Folkeblad havde i sidste uge nogle artikler om ældres brug af Internettet, under Hedensted redationen. Jeg er jo nok lidt atypisk i den retning, i forhold til mine jævnaldrende, og det har jeg ikke noget imod at fortælle om – måske kan det give andre lyst til at bruge dette herlige medie!

Men sjovt nok kom det bag på mig, at artiklen kom så hurtigt, for de var var her i forgårs, så jeg troede, der ville gå et par dage – og da jeg så var ude at gå med Whisky i formiddags, var der én, der kommenterede det, hun havde læst om mig i går! Og jeg havde ikke selv læst det. Jeg bytter avis med en af naboerne og havde godt nok fået den i morges, men ikke læst den endnu. Så det var lidt pudsigt.

Gæster i haven

For mange år siden fik vi ofte besøg af fasaner i haven, vi talte op til 9 høns og en kok en vinterdag med frost. Men det er en hel del år siden, jeg har set nogle – indtil denne vinter, hvor jeg et par gange har set nogle enkelte liste rundt i udkanten af haven. Det er vældig hyggeligt.

I dag så jeg 2, der var kommet helt tæt på huset, den ene gik faktisk lige udenfor terrassevinduet, og jeg turde ikke rejse mig for at hente kameraet, for ikke at forstyrre den. Whisky lå lige foran vinduet, men han snorksov, så han opdagede ingenting – ellers skulle han nok have givet lyd, så den var forsvundet.

Den ene af dem kunne ikke finde ud af at komme over hundehegnet, men løb længe frem og tilbage..

..mens den anden fløj over og gik på græsplænen sammen med en kok, som jeg ikke fik et tydeligt billede af.

Det er hyggeligt, hvis de flotte store fugle kommer igen.