Man blir i helt godt humør..

..når man modtager nogle rigtig flotte puttetæpper i gode farver.

Jeg trænger til det, for jeg er lidt trist i disse dage. Det er nu knap 2 år siden, Søren blev dårlig og døde, og selv om jeg ellers synes, det går godt, er der dage som nu på denne årstid, hvor tankerne går tilbage til en svær tid.

Og så er det stor opmuntring, når man får en pakke med sådan 4 flotte tæpper, som jeg fik fra Jette i Sønderborg, der er ny som tæppetante og monteringstante (hun monterer tæpper af blokke, som andre har syet).

F.eks. dette farvestrålende tæppe, hvor Jette kun har haft 12 blokke, som er alt for lidt til et tæppe, men hvor hun har sat stolper imellem og syet en flot, bred kant af strimler udenom i de samme livlige farver, som er i blokkene. Og så er det pænt syet! Se de andre 3 tæpper HER.

Vores daglige tur

Den varme jakke er fundet frem og pulsvarmerne også. Men så var det også rigtig dejligt at gå vores daglige formiddagstur til søen

Der er så smukt ved Ring Sø..

..og Whisky nyder at få lov at snuse omkring..

..og er også tit ude i søen.

Men jeg skal helst smide en pind i, som han kan springe ud efter, og det synes jeg er for koldt nu. 

Ponton-broen er ikke taget ind endnu. Der kan bades – både hunde og mennesker – fra den, men fiskeri er ikke tilladt.

Jeg er faktisk engang faldet i ude fra enden af broen, da Whisky var helt ung, og jeg ville lokke ham til at springe i. Så gik jeg baglæns – og pludselig forsvandt boen under mine fødder! Det var en besynderlig fornemmelse! Og hunden stod bare der og gloede på mig. Hvad er det første, man tænker? “Var der nogen, der så det?”

Der er dybt, så jeg kunne ikke bunde, men heldigvis svømme ind. Og så gik jeg dryppende og svuppende hjem!

Hertil får han lov at gå selv, og det ved han godt, så han kommer pænt hen og får snoren på, inden vi går op i byen. 

 

 

Ikke strik det hele

Selv om jeg har gang i flere spændende strikketøjer – sjaler og babytøj – er det ikke kun strikketøj, jeg bruger tiden på.

Jeg er kommet stykke længere med Kaffe Fassett tæppet, jeg elsker de farver!

Jeg syr det sammen lidt ad gangen, i hånden.

Og så kommer der hele tiden nye puttetæpper, så stakken i gæsteværelset vokser. I dag talte jeg, at der ligger nu 29 tæpper – det begynder måske at ligne julegaver til alle børn på Fjordmark? Det havde vi ikke drømt om kunne blive allerede i år, og det skal da også besluttes først imellem vi 3 i styregruppen og forstanderen på Fjordmark, om det er sådan, det skal være, men antallet er ved at være der. Fantastisk!!!

En Möebius

– en hva’ for én? En Möebius ring er et halsrør / sjal, hvor man strikker rundt og strikker både opad og nedad samtidig, og ringen drejer ½ gang undervejs.

Det har jeg længe haft lyst til at prøve, og nu så jeg det demonstreret på Strikkefestivalen i Hobro sidste weekend, men prøvede ikke selv. Så det har spøgt i baghovedet siden, og jeg vidste godt, hvor jeg måske kunne finde hjælp, nemlig på den fantastiske hjemmeside På Pinden, hvor Irene viser masser af tricks, teknikker og meget mere.

Og ganske rigtigt HER er både forklaring og en lille video (på engelsk), som er meget tydelig, så selv om man ikke får fat i alle ord, kan man følge det.

Så jeg fattede en rundpind 120 cm lang + 1 markør + garn (lækkert Dream in Color, håndfarvet merino) og slog op foran computeren med videoen kørende.

Og det gik helt uproblematisk: jeg tror, man godt kan se, at maskerne sidder dels på pindene (øverst) og dels på wiren (nederst). Det er samme wire hele vejen rundt, den ligger dobbelt, og hveranden maske sidder fra starten på den øverste, hveranden på den nederste. Og når man så strikker rundt på samme wire, drejer strikketøjet sig ½ omgang undervejs helt af sig selv! Fantastisk.

Til venstre ses markøren, det er der omgangen begynder og slutter, men først når man har strikket 2 gange rundt, er HELE omgangen slut, og først der, kan man løfte markøren af og sætte den over på den anden pind.

Her er strikket ret hele tiden, og det viser sig så som ret på den ene halvdel og vrang på den anden. Hvis man vil strikke et mønster, skal det være et, der ser ens ud på både ret- og vrangside, for der er ingen forside og bagside, idet det drejer sig.

Jeg har tænkt mig at strikke skiftevis nogle omgange ret og nogle omgange vrang. Og for nu at gøre det nemt for mig selv, så vil jeg prøve, om jeg ikke bare kan vende strikketøjet og strikke ret den anden vej, det må jo blive det samme. Så skal jeg bare lukke “hullet”, når jeg vender, med et omslag og en sammenstrikning. Det skal forsøges.

Man kunne også strikke skiftevis ret og vrang, så bliver det som retstrikning, og der kunne man strikke et hulmønster.

Jeg har engang købt et Möebius-ring-mønster til Moskus-garn, men det så for svært ud, så jeg har aldrig strikket det. Det kunne være, jeg skulle prøve? På billedet af det mønster, ser man iøvrigt, hvordan en Möebius ring sidder som sjal – meget elegant!

Men min Möebius bliver nok til et halsrør/sjal i første omgang, det er også noget tykkere garn.

Se nu er det jo ikke, fordi jeg ikke har gang i flere strikketøjer i forvejen!! Men når nu det bliver ved med at rumstere i baghovedet, så skal det prøves. Og nu ved jeg, at jeg kan, og dette her er nemt at strikke rundt og rundt, når jeg skal strikke noget nemt, indtil jeg synes, det er bredt nok, eller til der ikke er mere garn!

Camomille

Jeg har efterhånden set mange fine udgaver af det populære sjal Camomille af Helga Isager. Så det skal jeg også prøve, det virker så let og fint, og så er det jo et godt læse-avis/bøger-strikketøj, som bare arbejder af sig selv i hænderne! Jeg har altid, siden jeg gik i skole, strikket og læst samtidig, det skal bare være enkelt.

Og det her er jo ene retstrikning, indtil man kommer til yderblonden.

Jeg strikker i Silkemohair, som jeg havde “på lager” og Filisilk, som jeg købte hos Ellen på Strikkefestivalen sidste weekend. Jeg var heldig: farverne matcher fuldstændigt. Det er rigtig lækkert.

Flere Bedstemors blomster

10 søde “Bedstemors blomster” fik jeg med posten i dag til min samling.

Jeg tog hele min sekskantede æske, som snart er fuld af “blomster” fra den internationale og den danske SWAP med på Søndergården, hvor de selvfølgelig syntes, at de var fine og søde. “Hvor mange er der?” – det aner jeg ikke – men nu skal jeg lige tælle dem:

86 Hexagon Flowers / Bedstemors blomster har jeg nu – et mindre antal har jeg selv syet, de fleste er syet af andre i DK eller det store udland! Sjovt!

Jeg ved ikke endnu, om jeg vil have ensfarvede sorte el. hvide sekskanter imellem, eller om det skal være et stort sammenhængende blomsterhav, gradueret efter farver. Det sidste kunne være spændende, men ikke helt nemt!

Teststrikker

Det er første gang, jeg har prøvet at være teststrikker, men det fik jeg lige lyst til, da Alis efterlyste nogen til at strikke denne barne-raglansweater “Moster Ruth” str. 1 år.

Jeg har strikket den i 6-trådet Kaffe Fassett strømpegarn, som havde den løbelængde, opskriften er beregnet for.

Jeg har fundet et par fejl i opskriften, som jeg vil gøre opmærksom på. Men jeg synes også, at den skal være med en lidt større udringning i halsen, derfor har jeg ikke lukket af, for den skal lige strikkes en smule om. Men ellers synes jeg, den er meget god.

Helt svedt !

Sikke noget pjat! Jeg, der i tidens løb har haft massevis af gæster – og så kan jeg ikke have min “Kludekone-klub” til syaften uden at blive helt opløst!

Nå, men det gik selvfølgelig godt, da de først var bænket om spisebordet, og jeg faldt lidt til ro. Det kan jo umuligt være overgangsalder, som én spurgte til!!! Nej, det er i nærheden af 20 år siden, at det stod på.

Det er rigtig hyggeligt, når vi syr sammen én gang om måneden, på skift hos hinanden, det passer med, at vi er 10 og holder pause i juni og juli.

Vi syr meget forskellige ting, mest tæpper, og der er stor forskel på hvor meget og hvor svært, vi syr, men det er meget inspirerende.

I går var det så hos mig, og de fik lov at se den efterhånden store stak af puttetæpper, som hober sig op til aflevering på Julemærkehjemmet Fjordmark senere på efteråret.

Det er ingen overdrivelse at sige, at de var meget imponerede over de flotte tæpper, der bliver syet i Projekt Puttetæpper. Der er én af dem, der har deltaget, og måske er der flere, der vil være med engang.

Vi skal selvfølgelig altid hygge os med kaffe / the og hjemmebagt, og det er ikke 1. gang, jeg har serveret den rå æblekage, som jeg selv elsker, og som jeg lige havde de rigtige nyplukkede æbler til. Den kan de godt lide – og ØV, så havde jeg glemt, at en af dem ikke kan tåle rå æbler, men der var da nogle horn med marcipan også.

Se nu bare – andre kan også..

..repræsentere Projekt Puttetæpper, mens vi 3 i styregruppen havde andre ting for (som bekendt var jeg på strikkefestival!)

Men Lindholmgruppen – en flok gæve quinder, der syr masser af puttetæpper til børn på Julemærkehjemmet Hobro, stillede op med en fin udstilling på Kreativ Hobby messe i Aalborghallen i weekenden – og havde stor succes.

Se selv HER