Sy baglæns!

Det er surt – men nødvendigt! Når man (jeg) opdager, at der er alt for mange blokke, så tæppet vil blive for stort, og at jeg har kludret i sammensyning af rækkerne (heldigvis kun på den ene led).

Så det hele blev lagt ud på gulvet, fejlene lokaliseret og elimineret. Problemet var nok, at det var lagt ud på et bord, der ikke var stort nok, så der var for mange blokke i nogle rækker og for få i andre!

Men nu passer det, og jeg har en plan for de overskydende blokke 😉

Blokkene er kun syet sammen i rækker, og der mangler trekanter i kanten hele vejen rundt. Det kommer i morgen!

Dåbsgave til Julie

Julie er datter af min yngste sønnefamilies meget gode venner, og i dag bliver Julie døbt med min søn og svigerdatter som Gudforældre.

Julies storebror Mathias har, siden de var små, været bedste venner med Victor, som også er meget glad for yndige lille Julie.

Så Victor har fået lov at give Julie en gave, som Farmor står bag – et “kravletæppe” med hunde i sjove farver!


Jeg drømte i nat…

…at jeg havde givet Diki fra mig (ved ikke hvorfor) ! Skrækkelig tanke!

Og så mødte jeg ham sammen med en pige, der legede med ham på en strand. Jeg forsøgte at fløjte på ham, og han kendte mit spagfærdige fløjt og kom løbende hen til mig – IH hvor var jeg glad!

Men hvorfor i alverden var han ikke hos mig mere? Det har siddet i mig hele dagen, og han har fået mange ekstra knus!

Måske var det, fordi jeg i går læste om en familie, der ledte efter et nyt, godt hjem til den ene af deres Tibber, fordi de ikke kunne enes? Hvis jeg havde plads og kræfter – og måtte have mere en én hund her, hvor jeg bor, så måtte den gerne flytte ind hos Diki og mig. Diki er altid interesseret i andre hunde, bare de ikke er for store eller for voldsomme. Men det ser ud til, at problemet er løst.

Det er mærkeligt med drømme! Jeg drømmer altid, og sommetider underlige ting – og denne drøm var da underlig! Jeg trænger ikke til flere sorger lige nu!

Hvad den symaskine dog kan!!!

Det har givet et helt nyt livsindhold for ældstesønnen at få sin egen symaskine (med broderi tilbehør). Det er utroligt, hvad han kan lave på den!

Han syede i efteråret (på min symaskine) en varm kørepose til Genny’en (segway-kørestol), med indbygget “hul” til styrestangen, foret og flot quiltet af bævernylon. Med tittekanter og lynlås.

Han synes, det trækker lidt igennem den i blæsevejr og frostvejr. Så nu har han også syet en inderpose! På sin egen maskine, som han har fået i mellemtiden.

Lavet med en stol for at få pasform! Og uden at han ved, hvad “knude-quiltning” er, er det faktisk den metode, han har brugt til at quilte med, så der ikke er nogen stikninger, der kan slippe luft igennem! Her er det knappenåle, der markerer, hvor der skal punkt-/knude-quiltes.

Han har været uheldig at blive påkørt, så bilen har fået en skramme, der skal udbedres på værksted i denne uge, men så kan han køre til bassin-træning i Sundhedshuset på Genny’en i alt slags vejr!

Skal jeg lige tilføje: Han er absolut selvlært! Han er udlært klejnsmed og har arbejdet som mobilkran-fører/montør og brandmand. Men kreativ har han altid været!

Nyt hjælpemiddel til strik

Fra Uldféen har jeg modtaget nogle “liner”, som man kan sætte maskerne på, når man har brug for at lade dem hvile. De er godt nok smarte! De er tynde og hule og af blød plastik, så man kan lirke en spids strikkepind en lille smule ind og så flytte maskerne fra den ene pind til den anden, trække den spidse pind ud og lave en knude på de 2 ender af linen.

Se nederst i ærmegabene, hvor de nu holder maskerne i ro, mens jeg strikker kroppen.

Det er min Ingen Dikkedarer no. 5, jeg strikker, og garnet er det håndfarvede, helt vidunderligt bløde fra Uldféen: 50% Camel og 50% silke sammen med Silk mohair fra Isager.

Det er virkelig lækkert!

Godt, at hjælpen ikke er langt væk!

Jeg var totalt “hys” i går, da mit arbejdsbord’s hæve/sænke funktion ikke virkede – det var helt dødt!

En rar nabo, som er montør, forsøgte at hjælpe, noget stof havde viklet sig fast i rotationen, det fik han fri, men den var stadig “død”. Han mente, at ledningen kunne være knækket.

Åhr, hvor det ærgrer mig, når jeg lige står og skal til at bruge bordet. Jeg blir så sur på mig selv!

Jeg fandt ud af, da jeg var “faldet ned” i dag, at det stod i så lav en stilling, at jeg godt kunne sy på symaskinen, og med lidt besvær kunne jeg også skære stof, ikke for længe ad gangen.

Men nu kom hjælpen! Ældstesønnen og Christian kom med det rigtige værkstøj, loddekolbe osv, og på en time havde han klippet det tilskadekomne stykke ledning af og loddet det sammen igen – og HURRA! nu fungerer den igen.

Mens sønnen arbejdede, kørte sønnesønnen på Genbrug for mig med nogle kassable lamper og den gamle printer, som ikke dur mere. En ny er bestilt.

Tusind tak for hjælpen! Hvor er det dejligt at kunne kalde på den!

Hæve/sænke arbejdsbord til salg

SOLGT !

Er der nogen, der er interesseret i at købe et flot hæve/sænke arbejdsbord?

Det måler 196 på det bredeste sted 113 i dybden og kører så op og ned i højden .

På vegne af min datter og svigersøn, der er flyttet til et mindre hus.

Skriv evt. en kommentar her på bloggen, eller en mail til: hanne@kludekoner.dk

Hyggesokker til børn…

…på Julemærkehjemmet Fjordmark.

Jytte Rasmussen har strikket 30 par flotte sokker

Heldigvis er der stadig en del faste strikkere, der leverer sokker til dette dejlige Projekt Hyggesokker, som ikke har noget med Projekt Puttetæpper at gøre (udover mig) – og som jeg meget gerne fortsætter med at tage imod sokker til!

Ulla Foged har strikket 17 par dejlige sokker

Jytte og Ulla har for nylig leveret hver 2 store portioner sokker, som forstander Lasse hentede hos mig sammen med en masse andre sokker for et par dage siden. Lasse fortæller mig, at børnene er ellevilde med sokkerne!