Victor lever op til familiens traditioner og er blevet spejder!

Og allerede i dag, med 1 uges anciennitet, har han gået 10 km og har fået det første duelighedstegn!

Jeg tror også hans nye gruppe er glad for Victors Far, som stod klar med hjemmebagte burgerboller + 100 stegte bøffer !

I tirsdags sov en af beboerne her i Byhaven stille ind efter lang tids sygdom. Hun ønskede selv at slippe for smerter og gentagne sygehusindlæggelser, og hun havde en høj alder efter et godt liv.

Flaghejseholdet havde en meget svær opgave med at sætte flaget på halv, fordi det blæste voldsomt, og snoren var våd.

Det gik bedre i dag, hvor Gurli blev begravet på en stille dag, og en stor del af Byhavens beboere fulgte hende på vej.

Efterfølgende var der smørebrød og kaffe i Fælleshuset sammen med hendes børn, barnebarn og oldebørn. Det var en meget hyggelig lille begivenhed, og en god måde at slutte et naboskab på.

Og så fik flaghejseholdet en god idé, da vi så, hvordan kirken hejste deres flag fra halv til hel: de har et sving-håndtag, så man bare drejer flaget op! Det blev bestyrelsen enige om, at de vil kigge på, om vi også skal have sådan et! Det vil godt nok være dejligt for os 2 aldrende flaghejsere!

Jeg har, siden jeg var barn, strikket og læst samtidig – ja nu også set TV og strikket. Og hver morgen, siden jeg blev pensionist, nyder jeg at have god tid til min morgenavis, som jeg læser, samtidig med at jeg drikker min yndlingsthe, spiser og derefter strikker. Det skal selvfølgelig helst være enkelt strik, så man ikke skal se ret meget på det.

Men det kan godt gå “galt” – pludselig i dag opdagede jeg, at jeg havde strikket en pind vrang på et strikketøj, der er strikket i ene ret (på begge sider)! Hvordan i alverden slår man over i vrang = glatstrikning på en trøje, hvor der ikke skal være en eneste vrangmaske? Jeg er endda nået så langt som midt på det ene ærme!

Nå det var kun én pind at trevle op, da jeg opdagede med det samme.

Det var i dag afleveringsdag af de 150 bog-net, som en gruppe på Tekstilværkstedet på Depotgården har syet i sidste uge – på skift og på samlebånd. Det har været rigtig sjovt at udføre denne fælles opgave.

Overbibliotekaren samt en medarbejder mødtes med nogle af os i formiddags til en lille session, hvor de modtog de 150 bog-net i festlige farver. De var passende imponerede! Og det forstår jeg godt, for det er da en ordenlig stak. De måtte låne en rullevogn for at få dem ned med elevatoren og i bilen

Nu er det spændende, om bibliotekslånerne også synes, det er en god idé at låne sådan et stort net til bøgerne, som afløsere til plastikposerne, som fremover ikke forefindes på biblioteket.
Det er også spændende, om nettene kommer tilbage, men der kommer en stregkode på, så de scannes ind sammen med bøgerne, så man ved, hvor de befinder sig! Pøj – pøj med det!

Hjemme igen efter en dejlig fødselsdags weekend med Victor og hans familie – så må jeg erkende, at der kom et par dråber malurt i bægeret, stammende fra DSB.

Ruterne er ændret i det sjællandske, sådan at hvor jeg før rejste til Høje Tåstrup, hvor familien hentede mig, så skal jeg nu til den nye, meget flotte station Køge Nord. Det er lidt længere for dem at køre, men næsten lige så hurtigt, fordi det er motorvej næsten hele vejen. Så det er helt fint, og dertil var min billet gældende også denne gang.

Men nej: da toget startede fra Fredericia, blev det sagt i højtaleren, at der var sket en fejl, så toget “kunne ikke finde ud af” at køre til Køge Nord! Det er en ny rute og nye skinner, har jeg ladet mig fortælle. Så man kunne vælge at stå af i Ringsted eller fortsætte mod København el. Lufthavnen. Der ville komme nærmere besked, når konduktøren kom rundt.

Det gjorde han bare ikke, jeg blev slet ikke billetteret, og man så ham kun ile hurtigt igennem vognen et par gange.

Jeg var jo nødt til at vide, hvor og hvornår jeg kunne komme til, for at jeg kunne give besked videre om afhentning, men da jeg endelig fandt konduktøren, kunne han kun oplyse om skift i Ringsted og regional tog til Høje Tåstrup – og jeg havde jo netop valgt den nye rute for ikke at skulle skifte med min ret tunge kuffert og en sæk gaver!

Det lykkedes, og de nåede lige akkurat frem til ankomst af det regionale tog.

Hjemturen nu i aften 20.25 fra Køge Nord gik planmæssigt – lige indtil vi holdt på Middelfart Station. Vi holdt, og vi holdt længe, før det blev beklaget i højtaleren, at der var et teknisk problem, som man håbede at finde ud af om et øjeblik. Det øjeblik blev til 3 kvarter! Med flere opkald og en lille tur udenfor stationen, da det havde vist sig, at problemet var under toget, og det kunne de ikke komme til på perronen! Heldigvis fandt de det, og vi rullede det sidste lille stykke til Fredericia.

Men igen måtte jeg maile flere gange om min forsinkede hjemkomst, nemlig til Diki’s hundesitter, hvor han har været i weekenden for første gang. Det var jo noget sent at hente ham kl 23.00, men det var gået så fint, så det er jo dejligt. Han er nem at passe, siger Erik, som er “far” til Dikis gode ven labradoodlen Mickey. Diki har sovet i sengen hos Erik og hans kone i nat. Han sover aldrig i sengen herhjemme, men i sin egen seng, så han har nok trængt til tryghed! Det smittede, så Mickey også skulle op i sengen, fortalte Erik – der har været trængsel.

Jeg er helt sikker på, at selv om Diki har haft det godt, så er han glad for at være hjemme igen!

Men det var så rørende at se Victors glæde over, at jeg kom til hans fødselsdag, jeg fik mange knus! Så det var jo det hele værd!

Til lykke Victor! Med de 8 år i dag – stor og dygtig dreng!

I år er jeg med til at fejre Victor på dagen, han inviterede mig selv, da jeg var her mellem Jul og Nytår, og det har jeg glædet mig til, nu skal vi fejre ham hele dagen, og Victor og jeg skal lave lagkage til hans gæster.

…sagde min datter til mig for ca. ½ år siden, da jeg havde besluttet at stoppe i Styregruppen i Projekt Puttetæpper. Men jeg var ikke rigtig klar, så jeg aftalte med de andre at “gå på ½ tid!”, hvordan det så kunne fungere.

Det kunne det sådan set godt, og efter næsten 20 års frivilligt arbejde som “ildsjæl” i det flotte projekt, kunne det være en passende måde at trappe ned på, min alder taget i betragtning.

Men nu er det slut!

Forskellige omstændigheder går mig på, og mennesker, der står mig nær, støtter mig i, at jeg vil have det bedst med den beslutning.

En fjerdedel af mit liv har jeg haft det fantastisk sjovt med at knokle med det – sammen med skiftende entusiastiske “tæppetanter”. Både dem, der ville være med i styregruppen og alle de mange, der syede tæpper til børn på de forskellige julemærkehjem. Til at begynde med (1997 – 2007) kun til ét hjem, ca 120 tæpper pr år.

Jeg er helt bevidst om, at jeg var medvirkende til, at det voksede, sådan at vi begynde at give nogle få tæpper til børn på de andre julemærkehjem, og efterhånden blev der syet tæpper nok til alle børn på alle 4 – og senere 5 julemærkehjem. Det var virkelig stort, og det vil have en betydning for mig personligt, som jeg aldrig vil holde op med at være stolt af.

Det har været et kæmpe arbejde, og det har givet mig et dejligt indhold i mit liv – både at sy tæpperne og at være med til at organisere det.

Sådan havde jeg det også i de mange år, jeg var meget aktiv i spejderarbejde, såvel i aktivt arbejde med børnene, som organisatorisk. Det er det der med “ildsjælen” !

Men spejderarbejdet sluttede, helt selvvalgt og ikke mindst pga min alder dengang (60 år).

Nu slutter arbejdet i Projekt Puttetæpper, for mit vedkommende hvad Styregruppen angår. Andre vil føre det videre, og jeg vil fortsætte med at sy tæpper til børnene.

Det har været et turbulent år, hvor vi bl.a. oplevede det utrolige, at Julemærkehjemmene havde stort overskud af tæpper! Det var faktisk ikke så sjovt! For hvad skulle vi gøre med alle de tæpper? Der var mange forslag, som ikke rigtig passede ind i konceptet. Det forslag, som en af forstanderne og jeg kom frem til i fællesskab – en tanke, vi begge havde fået – blev, at vi kunne lade børnenes søskende under 14 år få et tæppe hver – så blev det i de berørte familier. Dette forslag kunne de øvrige i Styregruppen også godt gå ind for. Og de tæppetanter, vi fik i tale kort tid efter på tæppetante-træf, havde heller ingen indvendinger. Det har senere vist sig, at der var nogle, der var direkte imod – men ingen har kunne komme med et andet forslag, der passede til formålet. F.eks. har flere sagt, at vi kunne sælge nogle af tæpperne til fordel for Julemærkefonden. Men det har altid været en ufravigelig regel, at når en tæppetante havde syet tæppet til et barn, så kunne det ikke sælges!

Dette tumultariske forløb har ikke generet mig. Jeg står stadigvæk ved, at det var det bedste, vi kunne gøre, hvilket hjemmene også mener, da det passer sammen med, at de netop prøver at inddrage familierne.

Men samarbejdsproblemer, som er opstået i kølvandet, har jeg ikke overskud til at klare. Derfor må jeg trække mig, for det må ikke gå ud over projektet.

Jeg har været meget glad for at være med, og for alle de dejlige mennesker, jeg har haft med at gøre. Og stolt over, at vi i fællesskab kunne glæde børn, der trænger til omsorg og opmuntring, med den uvurderlige gave, som et puttetæppe er!

Så dette må være det, der er bedst for mig!

Fredericia Bibliotek har spurgt Tekstilværkstedet på Depotgården, om vi ville hjælpe med at lave nogle store tasker, som lånerne kan bruge til de bøger, de låner, for at undgå plastikposer.

Det vil vi gerne, og Jette har påtaget sig at være “general” på projektet, som en flok brugere har meldt sig til.

Jette har modtaget en stor donation fra Fa. Wernerfelt A/S i Grenå, der laver arbejdstøj, nemlig et stor bunke rester i store stykker og i mange farver.

Jette har klippet det hele ud, og vi har syet på skift i foreløbig 3 dage!

Det har været så sjovt, og vi er næsten i mål med 150 store tasker, hvoraf kun en lille del nu mangler at få bærestropper syet på. Det nås sikkert i morgen.

Der vil blive sat stregkoder på, så taskerne scannes ved udlån. På den måde bliver de ikke “væk”.

Ældste barnebarn Frederik havde ønsket sig hjemmestrikkede sokker i julegave, og det kunne jeg ikke nå før jul. Men han har fået dem i dag, hvor han har været flyttemand sammen med flere kammerater, da han forældre flyttede fra det nu solgte hus og hen i et lidt mindre, lejet. En begivenhed, de alle har glædet sig meget til.

Han lever på en stor fod, den unge mand, og har meget udendørs arbejde, så han skal have varme sokker!

Mens hele familien flyttede nogle få gader væk, havde jeg BeBe i pleje, og det går så fint! Diki og hun omgås helt fredeligt, men de leger ikke med hinanden, det er de nok for gamle til – knap 8 og 6 år – men de spiser fint side om side, og vi kan også gå små ture i nabolaget alle 3. Hun “græder” stille et par timer i starten, men så er det overstået. Til gengæld er hun helt overvældende glad, når hendes Mor henter hende! Det har været et kæmpe arbejde, men de har fået flyttet det meste og det vigtigste, så de er flyttet ind i den nye bolig. Jeg glæder mig til at se det!

Hvilken smuk morgen!

I dag flytter datteren og familien til et andet dejligt hus efter over 21 år. Jeg håber, de vil få det rigtig dejligt der!

Imens hygger BeBe sig her hos Diki og mig, så hun ikke skal blive helt forvirret over, hvor hendes hjem bliver af, når Frederik og hans venner kommer og flytte alle de tunge møbler!