Forfatterarkiv: hanne
2 dage på forskud!
Depotgården holde Åbent Hus på torsdag 6. september kl. 18.30 – 21.00. Der er delt en masse invitationer ud i løbet af Kulturnatten i fredags, og så håber vi på, at der kommer mange nysgerrige og måske nye medlemmer! Det ville være hyggeligt!
Man skal bare møde op i den nye café, og så er der rundvisninger i hold i hele huset / alle værkstederne + kaffe og kage i caféen.
Man får udleveret 1 gratis dagsbillet – værdi 50 kr – til at benytte værkstederne en dag efter eget valg.
Og så skal vi selvfølgelig vise, hvad vi laver – i mit tilfælde på Tekstilværkstedet. Udover, hvad jeg selv har tænkt at sy den aften, har jeg aftalt med Laila, at jeg skal finde 2 puttetæpper til quiltning, så hun kan vise den store long-arm-maskine.
Det skal selvfølgelig være nogle flotte, iøjnefaldende tæpper, og det har jeg ikke svært ved at finde imellem de UFO’er, jeg har modtaget. Men de skal også gøres klar! Så evt. pap skal pilles ud, evt. kanter skal sys på herhjemme fra, og der skal klippes mellemfor og bagsidestof til i en passende farve.
Jeg har også tænkt mig at tage nogle færdige ting = tæpper og tasker med.
Det er det, jeg har sagt mange gange: jeg kommer aldrig til at kede mig, så længe jeg er med i Projekt Puttetæpper og kan sy!
Dikis sækkepude
Jeg havde faktisk tænkt på at lægge Dikis sækkepude væk, for han brugte den aldrig mere. Jeg har oprindeligt syet den til, når børnebørnene kom på besøg – men det er jo mange år siden – og den blev Dikis, da han flyttede ind 8 uger gammel for 6 år siden.
Men se nu bare! Da han kom nyklippet hjem i går, fandt han sin sækkepude igen og lå i den hele aftenen! Den har nok været for varm, da han havde “stor pels”, og måske frøs han lidt – og så er det jo godt, at man kan vælge! Han har flere forskellige dejlige kurve, tæpper og sofaer!
Endnu et net i Kaffe Fassett stof
På Depotgårdens stand i forbindelse med Kulturnatten i fredags sad vi et par stykker og syede eller strikkede på Tekstilværkstedets afdeling.
Der fik jeg bl.a. syet hanke på dette net, som jeg syede i forbindelse med temaet “Skån naturen – sy et net” i juli.
Så fin Diki er blevet!
Depotgården på Kulturnat 2018 i Fredericia
Som vanligt var Depotgården med på Kulturnatten i Fredericia i går.
Men det var første gang, jeg var med, og det var meget hyggeligt og sjovt!
En masse (selvbyggede) boder stod samlet på den åbne plads overfor Den Engelske Pub, og der kunne man se alle de forskellige ting, vi laver i de forskellige værksteder. Der var også salg af de nogle af de ting, der bliver fremstillet. Jeg solgte en trøje og brugte straks pengene på en meget yndig ring!
Tekstilværkstedet, hvor jeg slår mine folder, havde en meget hyggelig bod, hvor vi var flere, der sad og strikkede og syed mindre ting. Og Projekt Puttetæpper havde udlånt 2 flotte puttetæpper, som er quiltet af Laila på Tekstilværkstedet, ét af dem er også syet her – de blev meget beundret!
Det var en dejlig eftermiddag og aften! Og vores egen café havde sørget for kaffe, te, sandwicher og snolder til os allesammen!
Py ha! Jeg nåede det!
Jeg har købt en ny og hurtigere computer, som er ved at blive gjort klar til brug, og det glæder jeg mig selvfølgelig til.
Men det ville være det rareste for mig, hvis jeg fik alle billederne af puttetæpper, som vi modtog på DPF’s Træf i Odense i weekenden redigeret og lagt på plads på diverse hjemmesider, inden jeg skulle begynde at bruge den nye!
Og jeg nåede det! Jeg er lige blevet færdig med de sidste 10 ud af 88 billeder.
Det er jo lidt af et puslespil at få billederne redigeret og passet sammen med navnene på dem, der har syet dem. Nogle af dem er syet af 1, monteret og quiltet af en anden, andre har doneret mellemfor og/eller bagsidestof. Det står altsammen på sedler, som vi passer på at få sat bag på tæpperne, og så tager jeg billede af tæppet + af sedlen. Det virker! I stedet for, at vi skal skrive lister samtidig. Der er jo fejlrisiko hele tiden.
Det er der også på denne måde, for somme tider bliver der skrevet fejl, og det skal jeg så forsøge at fange og rette!
Jeg sidder jo og glæder mig helæt utroligt, mens jeg redigerer hvert enkelt tæppe > beskærer, minimerer, belyser og skærper – ja, det er et stort arbejde, og det har også tage flere dage – men det er dejligt at kunne præsentere tæpperne fint!
Her er nogle få eksempler:
Humørløft!
Maven artede sig, selv om den stadig rører på sig – men det gør ingenting, når mit lysbilledforedrag blev så godt modtaget, som det gjorde!
Ca. 50 mennesker var mødt op i Hannerup Kirkes café, og jeg elsker, når jeg kan få folk til at grine af mine små historier og glæde sig over mine (Sørens) billeder fra vores tid i Grønland.
Det var meget vellykket, og jeg nød det! De spurgte, om jeg havde flere af den slags? Desværre, det har jeg ikke!
Men jeg har lovet at komme i Gaurslund Kirskes tirsdags-café i næste måned, så jeg vil håbe, at de også kan lide det.
Billeder – billeder – og et lysbilledforedrag!
Hele mandagen sad jeg ved PC’en og lavede billeder af puttetæpper på Træf i Odense i weekenden – og jeg er ikke færdig, men det må tage den tid, det tager!
For i dag skal jeg holde mit lysbilledforedrag om mine år i Grønland (som du kan læse her på bloggen i 9 afsnit). Denne gang besøger jeg Hannerup Kirkes café. Det plejer at være meget hyggeligt og muntert, og det blir det sikkert også denne gang, hvis bare min mave stopper med at irritere! Jeg er bange for, at det er et nyt galdestensanfald, det troede jeg var overstået med de 6 operationer for 5 år siden. Men jeg beholdt jo min galdeblære, som ellers var planlagt til at blive fjernet ved en 7. operation i foråret 2014, da de var bange for komplikationer efter de 6 kikkertoperationer, der måske havde afsat arvæv.
For ca. ½ år siden havde jeg et pludseligt og voldsom anfald, som lignede en madforgiftning, men ingen af dem, jeg havde været i selskab med, fejlede noget, og bagefter kom jeg til at tænke på, at det lignede de galdestensanfald, jeg havde i 2000 og i 2013.
Jeg har “kun” ondt og lidt kvalme, og jeg vil være meget ked af at melde afbud. Det er jo planlagt og inde i caféens kalender gennem lang tid. Så jeg satser på, at det klinger af.
Dejlig oplevelse at være på Træf!
Jeg er slet ikke faldet ned igen – har hverken helt fordøjet oplevelserne eller pakket ud endnu! Det var et virkelig godt Træf for Projekt Puttetæpper, vi havde et godt sted at vise vores tæpper, sælge mønstre, modtage masser af færdige tæpper og mange ufærdige, som vi nu skal i gang med at få nogen til at gøre færdige. Og vi havde tilbudt at lave en DEMO = en demonstration af 2 teknikker, og det var der stor interesse for. En af vore tæppetanter stod for salg af patchworkbøger, som vi har fået doneret, det gik også strålende, og det batter godt i kassen til indkøb af materialer til tæpperne!
Da vi var ved at pakke sammen, stod der en ung sikkerhedsvagt og kiggede på de ophængte tæpper og spurgte forsigtigt, hvad sådan et tæppe koster? Ja, de sælges ikke, sagde jeg, det er tæpper syet til børn på julemærkehjemmene, og de får dem som gaver. Han blev meget overrasket, men da jeg fortalte ham, at hvis han kunne få nogen til at sy sådan et tæppe, skulle han nok regne med, at det ville koster 2.000 – 2.500 kr eller mere, så røg øjenbrynene op i panden på ham! Det var meget! Ja, men alenen materialerne koster nok 1.500 kr, når man skal købe det i butikkerne.
Der er heldigvis ingen af børnene, der ved, at deres tæppe faktisk er så meget værd! De bliver bare glade for deres tæppe og behøver ikke at sætte værdi i penge på.
Da det var I Odense, træffet fandt sted, havde jeg booket mig ind hos min søster og svoger i Kerteminde, og det var meget hyggeligt. De bor med en fantastisk udsigt over Storebælt, og der er aldrig kedeligt, heller ikke lørdag aften med fuldmåne og søndag morgen med solen i øst. Min søster Lotte havde lavet en lækker middag lørdag og havde taget en chance (vidste hun godt), så vi til forret fik friske fjordrejer, som hun selv havde kogt og pillet om eftermiddagen. De er så bittesmå, at det tager meget langt tid. Jeg ved det, jeg har hjulpet vores Mor med det mange gange. Men sidste gang, som er for 50 år siden, blev jeg så syg med allergisk udslet, at jeg ikke har rørt den slags, altså levende kogte rejer, siden. Men det gik godt, og jeg blev ikke syg!
Nu står den på billedredigering resten af dagen! Vi modtog 88 færdige puttetæpper, som vi fotograferede á et par gange. Vi har en god rutine med at holde tæpper op, fotografere (mig) – både tæppet og sedlen med navn, lægge dem sammen, det går som smurt, når vi er 2-3 om det. Og alle billederne skal lægges ud på vores egen hjemmeside www.puttetaepper.dk samt på vores Facebookside. Vi får rigtig mange (positive) kommentarer, hvilket vi også fik på stedet i vores stand på Træffet, det er så dejligt. Og der kommer jo flere og flere med i arbejdet. Både nogle, der bliver tæppetanter, som syr tæpper fremover, og andre, der afleverer et tæppe engang imellem.
Alle tæpperne blev fordelt i 3 biler i går: vores nye medlem af styregruppen Lisbeth fik så mange tæpper, der overhovedet kunne stoppes ind i hendes lille bil = 50 stk., som hun nu afleverer på 2 af de sjællandske julemærkehjem, og resten kører Karin og jeg til Fjordmark med i nærmeste fremtid. Vi skal også lære den nye forstander derned at kende!