Jeg elsker jo min morgenavis og meget gerne et strikketøj af de enklere, mens jeg læser!
I morges blev jeg naturligvis fanget af denne artikel om, at mange pårørende til patienter (lungekræft i dette tilfælde) føler sig udenfor. Avisen havde så snakket med et ægtepar, som taklede det på nogenlunde samme måde, som Søren og jeg gjorde.
Nemlig ved, at ALT var fælles omkring hans sygdom. Det kan jeg kun varmt anbefale. Avisen skriver både om eksempler på, at pårørende føler sig sat udenfor eller glemt af behandlersystemet, og på at de selv trækker sig, eller bliver for omklamrende
Det faldt helt naturligt for både Søren og mig, at jeg var med i alt. Jeg var med til samtlige behandlinger – også de ubehagelige – lige fra starten for 1½ år siden. Søren kaldte mig selv sin “sekretær” og henviste til mig, når han fik nye oplysninger og instrukser, ny medicin osv. Så var han sikker på, at han ikke glemte noget. Jeg var også hans chauffør, pga medicinen valgte han selv at undlade at køre bil.
Og selv om vi havde en dygtig hjemmepleje, var det stadig mig, der talte piller op og havde godt styr på den forskellige medicin – jeg oplevede faktisk af og til, at læger/sygeplejersker spurgte til min faglighed, som jeg ikke har spor af, men jeg lærte mig det, jeg havde brug for. Hjemmesygeplejersken havde flere gange snakket om at overtage det efterhånden omfattende optællingsarbejde, for at skåne og hjælpe mig, men det blev det ikke til.
Vi havde det begge 2 rigtig godt med, at jeg tog aktivt del i behandlingen – og ja, jeg måtte nok lige huske mig på ikke at blive omklamrende! – men jeg er sikker på, at Søren også var glad for min deltagelse i plejen, han gav på smukkeste vis udtryk for det i den imponerende tale, han holdt for mig på min fødselsdag, hvor han rejste sig op ved festen, kun 14 dage efter, at han havde fået den nye hofte!
Hele dette fællesskab omkring sygdommen gjorde det også naturligt, at jeg til sidst blev hans “advokat” og sørgede for, at der blev sat turbo på hans hjemsendelse fra sygehuset, og jeg sad hos ham i ambulancen og fortalte ham, hvor langt vi var! Jeg er overbevist om, at det var med til at han klarede det.
Alt dette er helt klart også med til, at JEG har det godt nu, hvor jeg ved, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for ham i hele forløbet.
Og nu er jeg ved en lille banal ting: Et par af Sørens sokker lå til at få en ny tå! Ja, kald mig gammeldags, men det er gode, bløde hjemmestrikkede sokker, og jeg har mere af garnet. Så nu er de blevet kortet lidt af og får ny tå, så de passer mig! Sentimental? Nej, slet ikke, jeg synes, det er hyggeligt!
