Mon det er sådan, den skal være?

kage

HANNE gav opskrift på en kærnemælks/kanel kage, som jeg lige skulle prøve. Den blev ikke, som jeg havde ventet, men den smager godt nok! Jeg havde forventet en blød og saftig bradepandekage, men den er har ikke hævet ret meget, og den er mere sprød end blød! Men sådan skal den måske være, eller har jeg lavet fejl?

Skønne farver

Jeg fik lige sådan en lyst til at sy noget i hånden, og da jeg fik nogle flotte Kaffe Fassett stoffer i Mors dags gave, og jeg samtidig havde nogle i hans design i forvejen, skulle det være dem. Det var bare en idé, som jeg så har ladet udvikle sig, uden ar have et mønster.

Jeg ville lave en løber til vores spisebord, så jeg har noget af skifte med, der manglede noget i sommerfarver!

lc3b8ber-kf

Idéen, som Bente gav mig, startede med de 6 store pink firkanter, og så prøvede jeg mig frem med andre firkanter. Det var meningen, at de bare skulle sys sammen til en mosaik, men der manglede noget! De smalle limegrønne stolper og de små mørk turkis firkanter i hjørnerne gav samling!

Nu fik jeg pillet pap ud i går aftes og samlet med volumenvlies og bagsidestof, så der blir en tittekant, sat nåle i og fundet ud af, hvilke quiltetråd, jeg vil bruge. Det bliver en lys grøn/blå changerende silketråd.

lc3b8ber-kf-quiltetrad

Mon ikke det bliver flot?

Hjælp! Jeg kan ikke følge med!

Det er ikke til at fatte det! For 2 måneder siden lå Søren i sin plejeseng og skulle have hjælp til alt. For knap 1 måned siden kunne han med hjælp fra 2 voksne mænd komme ned ad trappen for at spise sammen med os. For 1½ uge siden mente han, at han godt kunne komme med til at spille bridge i den af ham startede senior-bridgeklub – og i går gjorde han det! Han nød det, og jeg så hvor glad hans makker – en god gammel veninde – blev!

Ikke nok med det, da han var færdig med at spille, før jeg var færdig med at sy (i samme aktivitetscenter), gik han lige en tur over i Brugsen for at se, hvad jordbærrene kostede!

Og nu går han op og ned ad trappen flere gange om dagen, i formiddag havde han besøg af en fysioterapeut fra det fantastiske “Palliative Team” (eller Pallis team, som Søren kalder dem), som viste ham forskellige øvelser, der kan træne hans muskler, vejrtrækingsøvelser, der kan hjælpe på, at han bliver forpustet og gav ham nogle forskellige tips.

Så min dag er bare blevet væk i dag! For vi skulle på biblioteket (1. gang i 3 mdr.) = det nye bibliotek, som er indrettet på hans gamle arbejdsplads: rådhuset, vi skulle til mekanikeren og – og- og…

Men vi fik også taget en vigtig beslutning om at holde min snarlige fødselsdag, som jeg ikke rigtig har kunnet tage stilling til, og som vi ikke kunne blive enige om. Men nu har vi indgået et kompromis, så må vi se, om det kan holde! Og så må jeg i gang med at lave lister, skrive invitationer osv.

Men jeg fik også lige lavet billeder til plakater, som skal annoncere vores QUIP-dag , som jeg havde lovet. Og i den anledning fik jeg fundet en flot quilt frem, som jeg ikke har fotograferet før, fordi den mangler lidt quiltning!

australian-wild-dreams

Det var en “BOM” (Block Of the Month), som jeg syede i 2006! og som jeg altid har været meget glad for. Den er så farvestrålende, at den vil egne sig til en plakat, hvis de andre synes som jeg, og i hvert fald skal den med på udstillingen.

australian-wild-dreams-detail

De australske stoffer og batikstofferne klæder hinanden fantastisk. Design Helene Juul for Mosters Stoffer i Lemvig.

Quilt in Public 20. juni

Europæiske quiltere afholder en fælles quiltedag lørdag den 20. juni, og vi er blevet enige om her i Brædstrup, at vi vil være med! Vi laver et fælles arrangement både 20. og søndag 21. juni, både de 2 private patchworkklubber “Kludekonerne”, “De 5” samt Aktivitetscenter Søndergården’s patchworkhold. Og vi inviterer selvfølgelig alle andre interesserede patchworkere/quiltere til at være med. Samtidig laver vi udstilling, og vi kan bruge det kommunale “Tinghuset”, som har meget fine udstillingsfaciliteter.

Så nu går vi i gang med at finde tæpper og småting frem, så alle kan komme og se, hvad vi laver.  Vi har nok at vælge imellem! Til dette formål har jeg holdt nogle puttetæpper = tæpper til børn på julemærkehjem tilbage, så de kan blive udstillet først. F.eks. dette, hvor jeg selv har syet en del af blokkene og “swappet” andre med svenske quiltere,

pu0609-hanne

og hvor en professionel quiltebutik “Quiltefant” har leveret den meget flotte quiltning – gratis! – på en speciel lang-arm-maskine.

pu0609-hanne-detail

Vi har på Søndergården i vinter syet blokke af de rester, hver især har, og der blev til hele 3 puttetæpper, også til julemærkehjem. Dem er jeg ved at samle til færdige tæpper, de bliver rigtig søde.

emmas-blomster-ikke-quiltet

Det bliver spændende, om der kommer nogen og ser vores værker! Der bliver også mulighed for at prøve selv. Så det skal nok blive sjovt.

Kæmpe tordenskrald

Jeg skal ellers love for, at jeg vågnede! Ved 6-tiden lød der uden varsel et kæmpe tordenskrald, så voldsomt var det, at relæet slog fra, jeg så, der ikke var lys i clock-radioen, men det sker der ikke noget ved, det kan jeg altid rette til. Jeg stod ikke op for at slå relæet til igen lige med det samme, for måske kom der mere af samme slags? Det var nu ikke så tæt på mere, men hvad jeg ikke tænkte på var, at den pumpe, der holder Sørens madras fyldt op med luft, heller ikke kørte, så da jeg stod op en times tid senere, var den allerede faldet lidt sammen! Det er i grunden mærkeligt, at jeg ikke lagde mærke til, at der var så stille, for den står og snurrer hele døgnet, men jeg har vel vænnet mig til det.

Sekskantet kurv til brød eller slik el. ?

6-kantet-kurv-2

Jeg købte mønster til en kurv syet af sekskanter hos Lene i Patchwork Værkstedet i 2 størrelser, og skulle selvfølgelig have den prøvet af. Den syes i princippet ligesom denne men med sekskanter. Der er Velodon inden ydersiden og strygevlies inden i indersiden. Og man kan selvfølgelig variere størrelsen, som man vil.

6-kantet-kurv

Jeg har fulgt mønsteret og syet den med en blomstret sekskant i midten både indeni..

6-kantet-kurv-3

… og udenpå = i bunden. Den er da meget sød, synes jeg, så dem skal jeg nok lave flere af.

Varm pinse

For første gang i 3 måneder har Søren været på udflugt! Det er næsten ikke til at forstå, og han har sådan hygget sig! Det er MANGE år siden, jeg har set ham “slikke sol” – normalt ser man ham i arbejdstøj knokle i haven, og han plejer at være meget solbrændt. Men i år har han været så bleg af al den sygdom og sengeliggende.

3105-sc3b8ren

Men nu havde han inviteret os selv til grill-pinsemiddag hos sønnen i Fredericia, og han lå hele eftermiddagen på den nye liggestol foran børnenes nye kæmpestore kaninbur (med 3-etagers hus!) og fik farve i kinderne ..

3105-sc3b8ren2

.. og på benene (!), mens han nød sønnens Rhododendron og etageaurikler, som stammer fra hans egen have! Han har fået en dejlig kulør nu!

3105-and

Imens grillede sønnen 2 ænder fra vores fryser på sin Weber – første gang han prøver det.

3105-chr-og-ebbe-2

Og jeg beundrede de “2 små” (fætter og kusine 7 og 8 år), som legede restaurant med stor fantasi! De 2 leger fantastisk godt sammen, har begge energi og gode idéer.

3105-chr-og-ebbe

Så vi blev inviteret på middag med menukort, som de selv havde skrevet med priser og det hele. Man kunne næsten brænde sig på “blåbærsuppen”, som var varmet af solen!

3105-e-suppe

3105-c-saft

Og kanden med den spændende suppe af liguster-bær+blade var også umiskendeligt varm!

3105-cykler

Der skulle også sørges for kaninerne, så de 2 cyklede en tur for at samle mælkebøtteblade. Ebbe måtte tage til takke med Christinas aflagte cykel, men det syntes han bare var skægt!

3105-and2

Ænderne blev rigtig lækre (Søren skal altid lige lure, om der er indmad!)…

3105-and3

…og hvem er det, der altid ender med at skulle skære for?

3105-and4

En lækker pinsemiddag på terrassen!

31. maj

Jeg har altid haft noget med tal, især med datoer, som jeg kan huske i mange år – også datoer, der sådan set ikke har nogen vital betydning. F.eks. 31. maj 1962, som var den dag, da jeg havde indhentet ½ års bogholderi efter min forgænger på Kæmnerkontoret i Narssaq, Grønland, og var a jour! Det var simpelthen et knokleri, men det var en skøn fornemmelse! Det var arbejde til kl 22 om aftenen, alle lørdage og de fleste søndage, og det betød også, at jeg som nyankommet til byen ikke lærte ret mange at kende. Men jeg havde den fordel at være pige, og der var masser af ungkarle i byen – især om sommeren – men ikke mange alene-piger, og slet ikke ret mange (2!) danske unge piger! Så da jeg havde kedet mig lidt i en måned, gik jeg til “Fåreholderbal” den 1. juli i forsamlingshuset, hvor jeg vidste, at det meste af byen deltog (jeg havde simpelthen ondt af mig selv over ikke at være med!), og der traf jeg en munter flok ungkarle, som havde startet med at spise hjemme hos: Søren! Og der blev jeg inviteret med hjem på natmad, som bl.a. var radiser og salat, avlet i egen mistbænk, det var kræs, når man ikke kunne købe frisk grønt, bortset fra gamle kartofler og gamle gulerødder!

Og i dag 31. maj 2009, Pinsedag, er også en mærkedag, for vi skal for første gang i måneder på besøg ud af huset, nemlig hos sønnen i Fredericia, det glæder vi os rigtig meget til. Vi skal grille ænder i hans Webergrill, det har vi ikke prøvet før, men vi havde 2 ænder i fryseren.

Et par pinseglimt fra haven, som stadig har nye Rhododendron, der springer ud løbende:

have198

have203

have325

have319

En fantastisk farve på denne Azalea!

Men der er også andet en Rhododendron, her er et glimt af kommende glæder, nemlig de blomstrende blåbærbuske, som vil give os masser af dejlige, sunde (moderne!) bær:

have209-blabc3a6r

have208-blabc3a6r

Og figenen, som vi købte på Bornholm for 3 år siden, og se, hvad der kommer:

have329-figner

Rigtig God Pinse!

De sødeste UFO'er

En stor pakke med UFO’er (ufærdige projekter) kom med posten i dag fra Pia i Næstved, som har set og læst om Projekt Puttetæpper og synes, at hvis vi kan få noget ud af hendes fine ufuldendte projekter, så kan de gøre gavn.

ufoer

Hold da op, nogel fine ting! Næsten færdigt…

ufo1

..kinesertæppe (mangler hoveder) –

ufo2

– få maskinsyede blokke + stof –

ufo3

– små Log Cabin blokke syet på papir + masser af strimler og papirblokke

ufo4

– pastelfarvede sampler-blokke til sammensyning –

ufo5

– et barnevognstæppe, der mangler vat + bagside samt quiltning (vi kender nogle, der syr barnevognstæpper til Mødrehjælpen!)

ufo6

– 2 barnevognstæpper mere eller noget at bygge videre på?

ufo7

ufo8

– samt en stor stak mere eller mindre påbegyndte blokke i gyldent og grønt samt ekstra grøn silke og et fint ark med klisterprøver, så det er lige til at gå til!

Der er sandelig noget at arbejde med, og det skal vi nok få nogen til! (jeg vil gerne det hele—hmm!)

babytrøje

– og så rosinen i pølseenden: den yndigste lille babysweater str. 3-6 mdr. i det tyndeste, lækreste alpacca! Sammen med opskriften i et Alt for Damerne årgang 1986! Jamen er det ikke herligt! Den MÅ jeg selv strikke færdig! (Jeg troede, det var en dukketrøje, så lille synes jeg, den er 😀 )

Her dufter

the

Her dufter af skøn the! Jeg har fået den bestilte pakke fra Perch’s Thehandel med flere forskellige slags dejlig the, og det dufter simpelthen så pragtfuldt, når jeg kommer ud i køkkenet!

Ja, faktisk dufter postbilen af the, når den kører med min pakke!

Jeg kan godt lide at prøve forskellige gode the’er, men som man kan se på billedet, er der én the, som er min absolutte yndling, så den køber jeg 1 kilo af, hver gang jeg bestiller ny forsyning. Det er “Grøn sommerthe”, som min svigerdatter Ulla har introduceret mig for for nogle år siden.

Luksus? Ja, det er det vel, men hvor meget kaffe får man for 600 kr? (fri fragt v/køb over 500 kr), og så er der til nogle måneder. Og så er det jo en ordentlig kvalitet, og der er et kæmpe udvalg. Uhhmm, det smager bare godt, når man nu er fortrinsvis the-drikker.