Drømme eller mareridt

Som spået drømte jeg i farver i nat! Men det var ikke rare drømme – i hvert fald ikke den, jeg kan huske, og efter den kunne jeg ikke sove mere. Nå, det var måske også, fordi jeg var så træt, at jeg sov det halve af aftenen foran TV, før jeg besindede mig til at gå i seng. Ja, altså efter at jeg havde vækket Søren, som vist sov hele aftenen, men han havde også haft travlt i går, for han passede jo hunden og gik mere og længere ture, end han ellers har gjort, siden han blev syg, for “Mor” var jo ude at føjte. Og så havde han haft vældig travlt med at sætte frimærker til salg på net-auktion, hans mest tidskrævende hobby.

Mit mareridt, som jeg tydeligt husker, var selvfølgelig helt forskruet og uden forbindelse med virkeligheden, men alligevel med personer, som jeg kender. Og med tragisk udgang, men heldigvis ikke noget, der giver onde varsler, så usandsynligt det nu var.

Men jeg tror godt, jeg ved, hvorfor ældste sønnen var en af de genkendelige personer- og helten! – for han er uundgåeligt i tankerne i disse dage, hvor han nu er indstillet til operation om en måned, hvor han skal have en ny hofte! Kun 40 år gammel!
Hårdt fysisk arbejde, den der altid har været “den stærke”, for meget tid bag rattet, hoften er simpelthen slidt igennem. Puh ha! Han kunne vælge mellem 3 modeller – tænk engang – og blev anbefalet en model, der er bedst, når man skal forblive eller tilbage til arbejdsmarkedet. Og han er faktisk ikke sygemeldt, må bare ikke udføre sit deltidsjob som brandmand i øjeblikket, da hans manglende bevægelsesfrihed kan koste liv – hans eller andres!

Farverig oplevelse

 

Som ventet blev det en spændende og farverig oplevelse at deltage i lørdagens kursus med Karen Ekmann hos HANNE’s i Vejerslev.

Hold da helt op, jeg er så sprængfyldt med inspiration og har SÅ mange idéer, til tæpper og meget andet, der skal sys af alt det stof, jeg har i skabene – hvordan skal jeg dog nå det? – for det kan jo bruges ALTSAMMEN!

Både småstykker, (som Karen kalder “Fat Quarters”), såvel som bitte små stumper, og helst med farver på!

 

– strimler af Kaffe Fassett stoffer, syet på fundament (hvorfor bruger vi udenlandsk som foundation eller stamps?)
Og prøv så lige at se omkring og bag Karen, det er utroligt hvad hun syr.

 

– andres mønstre

 

 

 

 

 

 

 

– Karens egne mønstre og gode fif til sammensyning

 

 

 

 

 

– en virkelig smart og sjov teknik til sammensyning af små firkanter

 

 

 

 

 

 

– anvendelse af julestoffer

– trekanter syet ned på fundament

 

Det kan jeg nu! (der var én, der stjal mit kamera!)

 

 

 

 

 

 

 

Det er så befriende og morsomt at høre Karen, som snakker meget jysk dialekt, så nogle har lidt problemer med at forstå hende. Jeg elsker dialekter.

Hun er hele tiden helt nede på jorden, “hvorfor skal det være så fint og så indviklet?” – men også “det skal være i orden!”

 

 

 

Et fantastisk kompendium fik vi med hjem med mange mønstre, teknikker og idéer – der bliver meget at afprøve! Som her det smukke tæppe, “Lyng”, syet af småstykker, som Karen har givet os mønster med skæreanvisning til.

Jeg tror, jeg drømmer i farver i nat!

Hønsestrik og Vild med dans

Det kan godt lade sig gøre at strikke, mens man ser TV – også “Vild med dans”, hvis man sørger for at strikke automatstrik. Hønsestrik er mildt sagt ikke automatstrik, for man skal tælle og koncentrere sig om mønstre og farver. Men hvis man tilrettelægger det sådan, at man strikker nogle striber uden mønster, så går det!

Elefanterne og flagene strikkede jeg i eftermiddags, og så kunne jeg strikke striberapport, mens jeg nød Vild med Dans, fantastisk hvad de præsterer – både ny-danserne og de professionelle!

Og nu har jeg ca. 2/3 af tæppet, der denne gang er til en ♂ baby.

I morgen skal jeg på kursus hele dagen i RESTER – RESTER – RESTER hos HANNE’s med Karen Ekmann som underviser. Jeg glæder mig helt vildt, jeg fik for 1 år siden den sidste plads!! Jeg har hørt meget om, hvor dygtig og underholdende hun er, og det der med rester, det er simpelthen lige mig!

Det er skræmmende

Man hører og læser om den hele tiden – den meningsløse vold. Og det rykker tæt på, når en, der står en nær, bliver overfaldet i kraft af sit arbejde. Der skete ikke noget alvorligt, men alligevel.

Efter over ½ år – lang ventetid for både voldsmand og offer – var der retssag i går, hvor det viste sig, at retten havde samlet 5 (!) forskellige sager sammen mod samme mand og kørte det hele samme dag.

Rettens ros til offeret for klar vidneforklaring og dokumentation, kritik af andre vidners udsagn (de kunne ikke huske, hvad de havde aftalt – eller turde ikke huske!).

Dommen: 30 dages ubetinget fængsel for vold mod embedsmand i funktion + 10 dage for at opgive falsk identitet, og betinget frakendelse af det kørekort, han ellers lige havde generhvervet!

Tilfredshed hos offeret med den ubetingede straf, hvis så ellers det hjælper?

Men hvorfor er det sådan? Jeg synes, det er skræmmende med den vold, f.eks. den gravide bilist, der blev stoppet og slået af en medtrafikant, da hun signalerede, at han lå for tæt bag hende – og det er der ellers nogle stykker, der gør, skal jeg hilse at sige, efter at vi var på langtur forleden, jeg sad faktisk bag rattet og tænkte på, hvad der ville ske, hvis jeg signalerede, at de skulle lægge mere afstand? Jeg turde ikke!

70 års jubilæum på julemærkehjem

Vi var inviteret til 70 års jubilæum på julemærkehjemmet Fjordmark – sammen med andre notabiliteter!

Det var dejligt at være med til at fejre huset og børnene, der var lækkert traktement, god underholdning i form af dejlig musik, morsomme taler, bl.a. af en gammel elev fra ’50erne, som meget rørende kunne fortælle om helt andre forhold end i dag, og en munter optræden af forstander og børn.

Jeg fik også hilst på forstanderne fra de 3 andre julemærkehjem, Kildemose, Skelskør og Hobro, som alle modtager puttetæpper, det var hyggeligt at få ansigter på hinanden!

Men naturligvis måtte jeg rundt i huset, der var pyntet fint op til den festlige dag – her den smukke trappe op til værelserne

– hvor jeg genfandt alle de flotte sengetæpper, som vi afleverede i september.

 

Det er dejligt at se tæpperne på plads i værelserne, hvor de nu er med til at præge de enkelte børns hverdag.

Her er et gensyn med nogle af dem:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Også på gavebordet var der et par quilts, nemlig et par vægtæpper fra Projekt Puttetæpper og fra mig.

Jeg håber, de kan finde en plads.

Tak for en god dag og fordi vi måtte være med!

Strikkecafé

2 tirsdage om måneden har vi strikkecafé på Aktivitetscenter Søndergården, og det er rigtig hyggeligt. Der bliver strikket alt muligt fra strømper og tørklæder til trøjer og sjaler.

Jeg er begyndt på et nyt stort sjal til en julegave, i Maxi Tosca fra Markno og det er så lækkert, at jeg fik flere kits i kommission, så jeg var spændt på, om de kunne sælges til de andre! Der var stor interesse for de flotte farver, men ikke så meget salg i første omgang.

 

  

 

 

Inga havde lavet en stak små huer til fødeafdelingen på Kolding sygehus, en opfordring, hun har set i en avis – et godt initiativ, som flere nok vil følge op på.

 

De er da søde – og til at overkomme!

 

 

 

 

En spændende model, som Myrnas cardigan fra Drops, i strømpegarn, kunne andre måske også blive inspireret til at strikke – hun siger, den er nem.

En god dag

Billedet fra haven er godt nok et par måneder gammelt – men jeg har lige lyst til at hejse flaget!

For beskeden på Horsens sygehus i dag var positiv! Scanningen af Sørens nakkehvirvler for en uge siden viste et godt resultat. Alle positive meldinger er gode, så den svenske overlæge fik et glas “Drottningsylt” af Søren – hjemmelavet fra haven, men svensk opskrift. Søren og han har “god kemi”, det er godt for stemningen og humøret.

Så dejlig en fest, som man kunne ønske!

Det blev virkelig så dejlig en fest, som sølvbrudeparret kunne ønske sig – og gæsterne med!

Og selvfølgelig blev de glade for “brudekjolequilten” som de pakkede ud efter en dejlig middag, hvor jeg fortalte gæsterne historien.

 

Og der blev knebet tårer! Og både Anne-Mette og gæsterne kiggede detaljer:

Og vi havde en meget hyggelig aften med dejlig optræden som en gave fra det lægehus,hvor  Anne-Mette arbejder, skægge taler fra naboerne, som kunne spidde sølvbrudeparret, så lattertårerne trillede, og sluttelig dans til et meget festligt og populært orkester, der fik alle på gulvet.

Søren havde været nevøs for, om han kunne holde til sådan en fest, men han havde fået 2 meget søde borddamer, som han snakkede rigtig godt med, og især Anne-Mettes Mor var så omsorgsfuld og opmærksom, at han havde en dejlig aften.

Og så gav han mig en sjælden ros, da vi kom hjem, for han sagde, at jeg var nu den mest elegante dame blandt dem alle! Hold da op! Jeg kender jo godt både min alder og min vægt, min ringe højde og mine dårlige fødder, der udelukker brug af elegante højhælede sko. Men det var jo nok mit festdress, der var vellykket, for jeg havde købt ny nederdel + top til en flot, 8 år gammel sort/sølv chiffon jakke, og da jeg købte toppen, vidste jeg lige, hvad der ville være prikken over i’et. Nemlig den flotte norske sølvbroche, en sølje, som jeg fik for et stykke tid siden af en af kusinerne.

Men det var da dejligt, at han kunne lide det! Det bliver man vist aldrig for gammel til at høre!

Sengetæppe af brudekjole til sølvbryllup

Så er det dagen, hvor jeg afleverer det største sengetæppe, jeg nogensinde har syet (det er nr. 30 af sengetæpper!).

Det er blevet et helt “kælebarn”, måske fordi det hele er håndsyet, men også fordi det er så specielt at sy et sengetæppe med udgangspunkt i en 25 år gammel brudekjole, fra et bryllup, jeg selv deltog i, og fordi sølvbrudeparret, som de nu er, er os meget kær!

Desværre er det utroligt svært at fotografere hvidt! Så det skal jo helst ses i virkeligheden, hvilket modtagerne endelig gør i dag.

Hele sengetæppet er syet i Japansk foldeteknik, og det måler 240 x 260 cm. Hver enkelt blok måler 20 x 20 cm, den består af en cirkel, som er foldet og quiltet i buer om firkanter af bomuldspladevat, hvidt lærred og øverst forskellig dekoration, som kan være:

– blondestof fra brudekjolen, en manchet fra brudgommens skjorte, en gammel, strikket flacon

 

– et stykke af et pudevår med broderet monogram fra brudgommens Mormor

 

 

 

 

 

 

– en kniplingsflacon og et broderet monogram fra brudgommens gamle tanter,
et pyntelommetørklæde

 

 

 

 

 

 

– et stykke feston fra kusinens underskørt,

– en manchet fra ældstesønnens konfirmations- skjorte

 

 

 

 

 

– monogram fra en anden gammel tante

– halsudskæringen fra datterens konfirmationskjole

 

 

 

 

 

– gammelt hæklet mellemværk fra et gardin

– en fin flacon fra en længst afdød grandtante

 

 

 

 

 

 

– flæserne fra brudekjolen

– bindebånd fra datterens konfirmationskjole

 

 

 

 

eller

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

-nakke-udskæringen fra yngstesønnens T-shirt eller mit og Sørens broderede monogram fra en serviet, som vi fik i bryllupsgave!

Alle cirkler, som også udgør bagsiden af tæppet, er klippet af brudekjolens underkjole, brudgommens og ældstesønnens skjorter, datterens konfirmationskjole, samt diverse dynebetræk og skjortestoffer.

Cirklerne er quiltet med ca. 21840 quiltesting, og blokkene er syet sammen med ca. 15730 kastesting.

Det har været sjovt at stykke alt dette sammen, der bliver noget at studere, når sengen skal redes!

Til lykke Anne-Mette og Tune med de 25 år!