Min “snak” med mine søstre i sidste indlæg har medført flere gamle minder imellem os.
Jeg skal måske nævne, at vi 3, der er tilbage efter at en af os døde for nu 16 år siden, opholder os meget langt fra hinanden, men trods alt ses engang imellem og stadig holder kontakten ved hjælp af bl.a. denne blog samt mails og Facebook. En af os bor i Laos, en anden i Kerteminde, hvor vi kommer fra, en del af tiden, men sejler gerne rundt i Verden ca. det halve af året. Og så én her i det sydjyske.

Lotte sendte dette billede, som formentlig er fra søster-kvartettens sidste “optræden”? Jeg mente, at sidste gang var vores Fars bisættelse, mens Lotte prøvede at rekonstruere ud fra sin kjole! I første omgang kunne jeg slet ikke huske begivenheden, men det dukkede langsomt op, at det var vores Mors fødselsdag – men hvilken?
Og så viste det sig, at det er et billede, som jeg selv har i et album fra Mors 75 års fødselsdag i 1991 og som altså ikke har noget med Far at gøre, idet han døde 10 år før! Men selvfølgelig var det med ham i tankerne, da det var ham, der fik os til at indøve “Nu er jord og himmel stille” flerstemmigt og synge den første gang til en anden fødselsdag og så det vigtigste: hans bisættelse.
Og så er det, at jeg sætter mig ned og bladrer i det ene familie album efter det andet og mindes! Dejligt.