Sent i går aftes blev jeg opmærksom på, at der var buldermørkt udenfor huset, altså på pladsen mellem vore huse, hvor der ellers er rigeligt med gadelamper – så mange, at jeg ikke behøver at tænde lys, når jeg skal op om natten.
Men nu var der altså helt mørkt! Derimod havde jeg både lys, TV, PC osv, og jordbærsyltetøjet var blevet færdigt.
Men da jeg lidt senere var på badeværelset for at gøre klar til at gå i seng, kunne jeg ikke tænde lys! Og så opdagede jeg, at PC’en var slukket, og at det var den ene trediedel af huset, der ikke havde strøm! Så jeg fandt en lommelampe frem, så jeg var garderet, hvis resten også forsvandt. Og så fik jeg en sms fra TRE-FOR-forsyningsselskabet, der beklagede strømsvigtet i Fredericia (hvor meget af byen fremgik ikke), men at det ville komme igen kl 01. Jeg gik i seng, og engang i løbet af natten kunne jeg konstatere, at alt var normalt igen.
Ved 7-tiden fik jeg en ny sms, som jeg ikke kiggede på, for jeg regnede med, at det var DAO, der havde lagt en forventet pakke i postkassen (det var det også – det er imponerende med deres hurtighed og levering om natten!), men endnu en sms lidt senere fortalte, at der nu manglede strøm igen. Også denne gang kunne jeg konstatere, at der var strøm i en del af huset – men kort tid, så var det helt slut.
Altså: kl 7.30 ingen strøm og besked om, at den forventedes igen kl 11.00!
Hvad med morgenmad? Og min uundværlige morgen-te? Der var en lille slat på kanden fra i går aftes, men den var formentlig halvlunken! ØV.
Der var heldigvis vand i hanerne, også varmt, så jeg kunne blive vasket, og så lagde Diki og jeg morgenturen ned til Butikstorvet efter frisk morgenbrød, når nu jeg ikke kunne varme det sædvanlige i ovnen. På vejen tænkte jeg, at der måske heller ikke var strøm i den ende af byen, så jeg havde taget kontanter med – men det er jo kaotisk for en butik at skulle undvære strøm!
Jeg så flere biler fra TRE-FOR på vejen og folk i arbejdstøj – og HURRA, der var helt normale forhold i Brugsen, og de havde slet ikke manglet strøm.
På tilbagevejen så jeg, at advarselslamperne ved fodovergangen blinkede, så der var åbenbart kommet strøm igen, og det var der også herhjemme! Jeg havde tændt en lampe i stuen, og jeg så med det samme, at der var lys. Og jeg havde også tændt for el-kedlen, inden jeg gik, så te-vandet var kogt og klar!
Hurra for normale forhold. Nu kunne jeg nyde min gode te (fra Perch’s som altid), spise friske rundstykker og høre radio! Jeg prøvesmagte også jordbærsyltetøjet – det er perfekt! Uhhmm!