Disse 10 fine blomster for juli har jeg modtaget fra Lene, som styrer Bedstemors blomster-swappen.
Tusind tak, de er fine. Min “have” vokser, men jeg begynder ikke at sy sammen endnu.
..lød det i telefonen. Øh ja, det har jeg da, hvordan har du det?
Jo, men du har ikke sat indlæg på bloggen i dag, så vi har været lidt bekymrede!!
Nå nej, det havde jeg ikke, for dagen er fløjet af sted, og mens jeg svarede, stod jeg faktisk og skummede det “Drottning-sylt”, jeg lige var ved at være færdig med at koge af 5.6 kg blåbær og hindbær, halvt af hver. Jeg havde plukket en ny portion blåbær af de bugnende buske, som nu har fået net delvis over, så jeg kan få hovedparten selv! – håber jeg, for de små fugle har opdaget dem nu, heldigvis ikke solsortene.
Jeg har også fundet stof frem fra “lageret” og er begyndt at skære lapper til at sy et puttetæppe med HANNE’s sommer DHU-mønster, så der kan komme et tæppe med på hendes (vores) udstilling af ting, syet efter dette søde gratis mønster, som mange har syet sommeren over.
Så jeg har det fint!
Jeg blir bare så glad, når jeg får et billede af et smukt patchworktæppe sendt. Og når det så tilmed er syet efter et mønster, som jeg har undervist i på flere workshops, og som jeg selv har udformet, så…
Jeg har lært teknikken i Vancouver for nogle år siden og lavede senere et dansk trin-for-trin mønster, som jeg så har brugt på en hel del workshops efterhånden. Kludemagasinet bragte mønsteret i sidste nummer, 2 – 2011.
Dette er et af de smukkeste, jeg har set! Det er utroligt flot, at det smukke figenstof er det eneste mønstrede, og at Inger, som har syet det, har kombineret det med ensfarvede stoffer, der matcher så fint!
Tak for billedet!
Karen fylder 92 år i dag! Jeg vidste ikke, at det var i dag, men det var vores ugentlige besøgsdag, og så viste det sig, at hun havde veninder på besøg til eftermiddagskaffe på terrassen i det dejlige vejr.
Så jeg fik kaffe, kringle og æblekage sammen med dem og så den fine æske og tilhørende nålebog, som en af dem havde lavet til Karen.
Jeg havde til i dag lavet mønster til HANNEs DHU til Karen, syet en prøveblok og skåret stof, så hun kan komme i gang med at sy blokke til et puttetæppe. Denne gang bliver det med samme stoffer og ikke restestoffer, og et “Tæppetante-puttetæppe” – ikke blandede blokke med årsmønster, som Karen nu har lavet 3 af.
“Tæppetanter” syr efter eget valg af mønster og stof, og det vil Karen gerne denne gang.
Jeg tror, det kan blive et kønt tæppe i rolige farver, 4 blokke syet sammen som én blok og så med stolper imellem – tror jeg – vi får se, når blokkene er syet. Karen er utroligt flittig, så det varer sikkert ikke længe.
Jeg havde også taget toppen til det sidste tæppe med – nu med kanter – det blev meget beundret af veninderne, som næsten ikke kunne tro, at Karen har syet det!
Min besøgsven Karen blev færdig med 30 blokke til et puttetæppe, og vi havde aftalt, at jeg syr det sammen og monterer det.
Da jeg havde skåret blokkene til (se forrige indlæg) og syet midterfeltet sammen på maskine, tog jeg det med for at vise hende det, og hun syntes, det var et rigtig flot tæppe. “Jamen det er jo også dig, der har syet det,” sagde jeg.
“Neej, er det det?, det kunne jeg slet ikke se! Hvor er det blevet flot!” Men ved nærmere kig kunne hun selvfølgelig godt genkende de enkelte blokke, som er syet så flot. Hun havde bare ikke forestillet sig, hvordan det blev, når det var syet sammen.
Hendes hjælper, der også syr patchwork (Karen sidder i kørestol efter en hjerneblødning), var også meget begejstret. Hun har jo set Karen sy blokkene, men havde svært ved at forestille sig, hvordan resultatet ville blive.
Nu har jeg syet kanter på, og det er klart til at blive monteret og quiltet.
Det er da flot, syet af masser af forskellige rester helt tilfældigt anbragt, og så med rolige kanter omkring.
Mit roterende skærebrædt er guld værd!
F.eks. når jeg har nogle blokke, der er syet i hånden over pap, så kan de godt være lidt ujævne, når pappet er taget ud (her en 2011-blok til et puttetæppe). Men blokken skal selvfølgelig være lige i kanterne, og blokkene skal være nøjagtigt lige store.
Så jeg lægger blokken nogenlunde lige på den roterende skæreplade (det er kun for nemheds skyld, at den ligger ovenpå en alm. skæreplade) og lægger skærelinealen ovenpå. Den første skårne side er nu rettesnor, når de andre sider skal skæres, men jeg lader blokken ligge på brædtet og..
..drejer pladen en kvart omgang, før jeg lægger linealen på og holder øje med, om målene passer – incl sømrum, før jeg skærer.
Igen det samme, indtil alle 4 sider er skåret, uden at jeg har løftet blokken af pladen (med risiko for, at jeg kommer til at lægge den skævt).
Og så har jeg en nydelig nøjagtigt skåret blok, klar til at sy sammen på maskine. Bemærk stakken af skårne blokke i baggrunden og bunken af afskårne strimler.
For lang tid siden fik jeg til Projekt Puttetæpper en kasse med flere UFO’er. En af dem var påbegyndt syet og det meste af blokkene var skåret, men ikke syet. Derimod var der en flot plan med mønsteret i miniformat med klisterprøver af stofferne, så man kunne se, hvordan de skulle placeres. Farverne var simpelthen skønne: rødgyldne, gyldne, gule og mørkegrøn silke.
Alt det har Karin nu syet sammen i hånden til en utrolig flot top, som vi vil få professionelt quiltet (gratis). Det bliver bogstaveligt talt et “Stjernetæppe”.
Tæppet bliver 2 mester langt og 140 cm bredt. Min sofa elsker at være fotostativ, når jeg får den slags.
Jeg har sendt de 2 “Hexies” til Kathleen i Australien i den internationale swap “Inchy Hexagon Flowers” og..
..disse 10 til den danske Bedstemor Blomster Swap.
Jeg er blevet lidt “bidt” af disse søde blomster, og jeg forsøger at følge med og sy de samme til min egen “blomsterhave”.
I dag var dagen, hvor Mødrehjælpen i Horsens skulle modtage de 10 børnetæpper, som Vitus Bering Quilterne har syet.
En gruppe quiltere mødte op i de nye lyse lokaler i Kattesund i Horsens, hvor Mødrehjælpen har en skøn genbrugsbutik.
Sikke en dejlig butik! Alt fint og indbydende ordnet, og masser af dejligt børnetøj..
..også i lidt større størrelser.
Og legetøj..
..og søde frivillige, der fortalte om, hvordan de 44 frivillige skiftes til at passe butikken.
Der var også forskelligt udstyr som vippestol og autostol – altsammen til meget billige penge.
Det store øjeblik kom, da formand Henriette og hendes søn Theis kom med sækken med 10 tæpper, som Vitus Bering Quilterne har syet i fællesskab. Alle i japansk foldeteknik i livligt farvede stoffer, som dels foreningen, dels medlemmerne personligt har doneret. Det har været en dejlig oplevelse at sy tæpperne som fælles projekt.
De blev pakket ud under stor opmærksomhed fra Mødrehjælpens formand Elsemarie og frivillige medarbejdere..
..studeret og forklaret af quilterne..
..og vist frem alle 10!
Medarbejderne viste en babypakke, som mødre kan søge om, og tæpperne vil blive givet sammen med babypakker til mødre fra Horsens i de næste måneder. Der udleveres 56 pakker om året fra genbrugsbutikken i Horsens, som er én af 8 genbrugsbutikker, som Mødrehjælpen driver i Danmark.
Efter udpakningen af tæpperne fik quilterne en rundvisning i de rummelige lokaler, som er en stor forbedring i forhold til de tidligere. Der er lagerlokaler, et lille køkken og toilet bagtil, og her var der netop afhentning af sække med tøj og ting, som ikke kan sælges, men som sendes til østeuropæiske lande udenfor EU.
Der var også store kasser med vintertøj. 2 gange om året bliver butikken lukket, og der ryddes op og sorteres, så det ikke-aktuelle tøj bliver pakket væk og hentet frem igen ½ år efter! Alt mærket med størrelse mm.
Der stod også en trækvogn, som venligst er udlånt af avisen til brug på den snarlige sommerlejr, som 22 børn med enlige mødre eller fædre er blevet bevilget som bondegårdsferie.
Mens vi fik en kop kaffe, fik vi lidt at vide, f.eks. at man i Horsens ikke kan sælge hjemmestrik til børn – det kan man derimod i København! Der strikker mødre og bedstemødre nok ikke så meget som her!
Indtægterne i butikken bruges til denne årlige ferie, eller til en børnefødselsdag, som man også kan søge om for børn fra 5 år. Den kan holdes hjemme, hvor der serveres kagemand med slik eller pålæg, eller med pølsehorn. Den kan også holdes som bowling med servering.
Jeg kan godt forstå, at butikken har god handel – ikke mindst med bedstemødre, der holder godt øje med, hvad der kommer af nye varer! Og når man så ved, at indtægterne tilgodeser børn, der har brug for lidt ekstra, så giver man gerne de iøvrigt små beløb for alle de pæne ting! Jeg så flere så godt som nye ting, som jeg kunne finde på at købe!
Det var en dejlig formiddag for alle!