Man kan blive helt bidt af det!

domino

Jeg tror, jeg kan blive helt bidt af det: Domino-strik, som jeg aldrig har prøvet før. Det er ovenikøbet en “mystery”, så jeg aner ikke, hvad der kommer ud af det, jeg strikker, men det er sjovt! Også lidt spændende i dag og i går, hvor 4. og 5. modul er uden billeder, da Mariannes PC er gået ned, så vi kun får en tekst at strikke efter. Så jeg håber, det bliver rigtigt, Marianne?

Og så er det jo nogle skønne farver og et dejligt garn. Jeg har iøvrigt anskaffet mig et par domino pinde af rosentræ her fra, uhhm luxus!

Søren gav mig ellers et mindre chok, mens jeg sad og strikkede nede i alrummet, mens jeg hørte udvalgte opera-arier på CD-afspilleren. Han kom pludselig listende ned ad trappen, uden at jeg hørte ham (jeg spillede højt). Jeg troede slet ikke, han kunne gå ned ad trappen, for han er så svag i disse dage, men det var da en dejlig overraskelse.

Det er egentlig hans daglige personlige hjælper, der har givet inspiration til at spille musik, for i formiddags lå Søren og hørte dejlig musik på DR2 på TV i stedet for at se video-film, som han plejer, og så fortalte hun, at Apoteket sælger CD’er med skøn afslappende musik. Vi har altid været glade for musik her i huset, og vi har masser af gode bånd og CD’er, men jeg har ikke tænkt på, at man kan spille musik-CD-er/DVD’er over TV’et. Så det var da bare at finde nogle frem, som Søren så slappede af til, han valgte selv nogle Bethoven-symfonier i første omgang.

Og nu er det så min tur. Jeg har en “boks” (hedder det ikke sådan? eller et album?) med 10 CD’er med dejlige arier fra forskellige operaer, så dem hører vi så nu i fællesskab. Whisky protesterer ikke over, at vi spiller højt, og han gø’r ikke, som han plejer, så han kan måske også li’ det? Han er heldigvis hjemme igen.

Støvede farver

vendestrik

Jeg fik min datter med ud til Katrinelund for at finde en bundfarve i Kauni til en vest i vendestrik, så jeg kunne bruge det effektgarn, som jeg ikke syntes var mine farver til et tørklæde. Helle valgte en lidt støvet blå, idet hun netop gerne ville have et lidt støvet look, som kunne passe til nogle af de lilla og grønne ting, hun har i sin garderobe. Så kunne hun også prøve, hvilken størrelse, det skulle være.

Det er nye farver for mig at strikke denne model af, men det virker spændende! Jeg glæder mig til, at de lilla og gule farver kommer med!

Det er et dejligt strikketøj!

En dejlig morgen!

På denne skønne solfyldte morgen er jeg glad for at fortælle, at Søren har det godt og er næsten feberfri efter den værste dag i hans sygdomshistorie.

Det er ikke rart at se sin førhen så stærke mand være helt hjælpeløs og opslugt af febertåger, som han var indtil i går aftes. Men han fik lidt suppe til aften, og da han sluttede en vågen aften med at bede om en spegepølsemad kl 23.30, kunne jeg sove roligt!

Whisky kørte jeg i pension for et par dage, for selv om han er meget tålmodig, synes jeg, det er synd, når jeg ikke kan gå en ordentlig tur med ham.

Ude og "føjte"

Det tager hele dagen, og vi skulle meget tidligt op, for Søren får blodtransfusion i Horsens (!) i dag, og vi skulle være klar til afhentning kl 07, selv om han først skulle være der kl 09. Men det er i orden. Det er ellers det, vi har fået at vide flere gange, at han kun kunne få behandling i Randers, fordi specialet hører til der, når vi bor i Region Midt, og hvordan vores læge bar sig ad, vides ikke (Helle spurgte, om han vred armen om på dem?!), men han har i hvert fald arrangeret, at det blev i Horsens – det er jo noget kortere vej. Han bestilte også liggende transport, for Søren skulle ikke risikere at blive dårlig undervejs!  Han ER altså god!

Og Falck-folkene er simpelthen så søde og hjælpsomme! Så nu venter vi bare på, at han kommer hjem til aften. Så er han træt, men lidt “høj” af det friske blod!

Nu får han så lejlighed til at sammenligne de 2 sygehuse, og så kan han selv vælge næste gang – hvad kan man forlange mere?

Strikkecafé for 2 og en lille hjælper.

Helle og jeg strikkede sammen i vores egen lille “strik-café” i går aftes, det var også dejligt, for når vi ellers er sammen i familien, er der så meget andet at se til. Hun har altid været strikker, men jeg kan jo stadig give hende lidt tips, f.eks. lære hende at bruge strikkemarkører, og vi kan udveksle erfaringer og opskrifter.

Vi er begge startet på et “Hedebindesjal” i Mini Mochi i hver sine farver, jeg strikker mit på p. 4 og Helle på p. 5, det giver en utrolig forskel!

2 hedebindesjal

Vi var også begge ved at strikke “Lisettes tørklæde” i KAUNI, fundet på Siffes Planet, her. Helle har strikket sit bredere end opskriften (det mangler hæftning, løbemasker og filtning), men jeg tror nok, jeg vil bruge garnet til noget andet, for det er ikke mine farver!

kauni

Jeg forsøger at lokke hende med en lille tur ud til Katrinelund, for måske skulle jeg strikke en vest i vendestrik til hende, hvis vi kunne finde en bundfarve, hun kan lide?

manos silk blend

Helle har strikket et utroligt flot, stort tørklæde med gammeldags påfuglemønster i det lækre Silk Blend fra Manos de Uruguay, som også forhandles af Katrinelund

garnvinde

Og Ebbe bliver snart ekspert i at vinde garn op på garnvinden og har brugt hele formiddagen på at vinde op for både sin mor og sin mormor på min nye garnvinde og garnholder

garnvinde2

Kan man ikke kalde det en hyggelig strikke-café?

Forstærkning

Der kom  heldigvis forstærkning til hjemmefronten i dag. Datteren er ankommet og hjælper med at passe sin far og ordner praktiske ting for mig. Efter en meget aktiv (måske for aktiv) dag i går, hvor Søren havde det så godt og nød at være med ude at handle og ude at spille kort om aftenen, gik det helt galt i nat, hvor han fik høj feber og havde det rigtig skidt.

Igen må jeg rose hjemmeplejen, for jeg kunne bare ringe, og der kom både natsygeplejerske, dagsygeplejerske og hjemmehjælper flere gange, samt læge i løbet af dagen. Der er ingen forklaring – endnu – på tilstanden, måske er det simpelthen canceren, der laver uro i systemet, men der bliver for en sikkerheds skyld dyrket nogle prøver, og så er der startet en ny, kraftig penicellinkur.

Det skal åbenbart være op og ned, og måske skal vi bare indstille os på, at det er sådan. Jeg går nok omkuld på et eller andet tidspunkt, for jeg har været i sving siden kl. 05.00, men det er dejligt, at der er nogen at dele det med.

Der hvor regnbuen ender..

.. det er her!

regnbuer

Ja, tænk engang, da vi kørte hjemad mod Brædstrup i eftermiddags efter vores udflugt til Horsens, sagde Ebbe pludselig: se regnbuen! Han ser alting, han havde set 2 politibiler, som jeg ikke så! Og regnbuen havde jeg også svært ved at få øje på, da den var ude til venstre, og der var meget trafik.

Men pludselig var den foran os, og den var HEL – altså man kunne se hvor den begyndte og hvor den endte, og den var meget skarp og tydelig. Da vi drejede af, lige før vi var hjemme, var der pludselig dobbelt, og det havde Ebbe aldrig set før, så vi var nødt til at dreje ind i rabatten og holde stille, så vi kunne nyde det!

Og sandelig holdt de sig begge 2, indtil vi var hjemme, og jeg havde taget billede henover naboens hus. Et øjeblik efter var den væk.

Vores udflugt gjaldt et vigtigt ærinde, som Ebbe har ventet på hele weekenden! Han havde nemlig sparet penge sammen, som skulle spenderes! Pengene sidder ellers ikke løst på ham, men nu havde han bestemt, at de 350 kr, han havde sparet op, skulle bruges under ferien her. Han troede nok, det skulle være noget LEGO, og så var det så heldigt, at BILKA havde tilbud på flere interessante LEGO-pakker, også nogle, han havde råd til.

Søren spurgte, om han måtte komme med! Ja, selvfølgelig, det var jo dejligt. Han havde et ærinde i en boghandel inde midt i Horsens, og så gik vi først i en legetøjsbutik og kiggede – meeen vi kunne godt se, at de var dyrere end BILKA!

Så blev det som aftalt BILKA, hvor Ebbe fik et flot tilbud af sin morfar: der var 2 pakker á 239,- som han var interesseret i, og morfar ville spæde til, så han kunne få dem begge 2! HURRA!

lego x 2

Vi kunne næsten ikke komme hurtigt nok hjem, og Ebbe kunne godt vente med at spille på computeren, som han ellers må om eftermiddagen. Han skulle straks i gang med at bygge.

lego start

 

 

Han er meget dygtig og omhyggelig.

 

 

 

 

 

 

lego 2

lego 3

Færdig! (og se – hvem passer på ham?)

 

noro

 

Jeg havde også et lille ærinde inde i Horsens, hvor jeg ville købe et supplerende nøgle NORO strømpegarn i Strikkekunsten. Det blev nu til 1 nøgle mere i en anden farve, idet jeg faldt for et lille tørklæde, som Lene Kaagh har strikket “ud af hovedet”. Det fik jeg lov at kopiere og sætte opskriften her på bloggen, så hun lavede et par notater til mig, som jeg kan arbejde med. Det bliver spændende, og det er nogle sjove farver, som jeg ikke før har strikket i. Mere om det senere!

Da Søren havde hvilet sig, spurgte han, hvornår Ebbe skulle hjem? Det har vi ikke aftalt, men han er jo heller ikke til besvær, sagde jeg.

Nej, tværtimod! sagde Morfar – han nyder at have den lille snusfornuftige, glade dreng på besøg!

God morgen hund / dreng!

morgen
De 2 “bedstestevenner” Ebbe og Whisky holder efterårsferie i hinandens favn – bogstaveligt talt! Dette syn møder mig om morgenen, nå jeg kommer ned fra soveværelset.

Ebbe, den store dreng, snart 8 år!, synes ikke, der er nogen grund til at sove oppe i soveværelset, selv om han er alene på gæsteværelset. Men Whisky sover som altid ovenpå på sit tæppe. Når han hører Ebbe vågne, løber han ned og bliver lukket ind i alrummet, uden at jeg hører det mindste (ingen gøen el. larm), og så ser de 2 morgen-TV-tegnefilm!

morgen2

De er så dejlige – og så glade for hinanden!

Godt med en god familie!

planter

Se nu bare, hvad min svigersøn har hjulpet os med i dag: alle krukkerne med planter, der ikke tåler den frost, vi kan forvente om få dage, er sat ind i carporten – senere bliver de hentet af en hjælpsom ven af Søren, som opbevarer dem om vinteren. Havemøblerne blev også vasket af og stuvet væk. Det er sådan nogle ting, jeg ikke selv magter, så det er dejligt, at de unge hjælper os.

Og så kom Ebbe på efterårsferie, det har vi glædet os til – Søren trænger til nogle lyspunkter i øjeblikket – og hvem mon der blev rigtig, rigtig glad? – og ikke viger fra Ebbes side, hvad enten vi går tur eller han spiller computer, se bare her:

ebbe

Et helt apotek!

En gang om ugen sorterer jeg Sørens piller op i sorteringsæsker, så han får præcis, hvad han skal have. Jeg har måtte anskaffe nogle større æsker, for pillerne kunne efterhånden ikke være i de andre – som så iøvrigt stadig er i brug, fordi der er en pille, der skal gives på et særligt tidspunkt!

piller

Det er godt, at hjemmesygeplejersken fører medicinlisten a jour for mig, hver gang, der sker ændringer, for jeg er nødt til at gå slavisk efter den, når jeg tæller op. Og så skal jeg holde øje med, hvornår der skal bestilles nye af en slags. Heldigvis kan jeg gøre det over lægens hjemmeside, så er jeg fri for at “hænge” i telefonen.

Jeg spekulerer somme tider på, om Sørens indre er en hel kemikaliefabrik! I øjeblikket får han 35 tabletter om dagen + plaster hver 3. dag.