Skal jeg glæde mig eller skal jeg være ked af det?

Det viste sig ved en ny røntgenundersøgelse på Randers sygehus i dag, at Sørens lårben er brækket, så lårbenskuglen, der hviler i hofteskålen, er brækket helt over og “hænger” !!!

Så tror da f….. at han har haft ulidelige smerter i 17 dage, hvor han bare har ligget herhjemme og der ingenting er sket, fordi de første billeder på skadestuen ikke viste noget brud! Og hvor han har lidt ubeskriveligt, når han skulle flyttes fra sengen og over på en toiletstol. Formentlig har der været en revne, eller et kilebrud, kaldes det vist, hvor kilen er blevet større og større, indtil det brækkede helt over. Jeg er meget ked af, at han har skulle stå det igennem!

Det gode er, at nu bliver han opereret i morgen og får en ny hofte! Det glædede ham rigtig meget at få den besked – og selvfølgelig glæder det også mig – også selv om jeg godt kan være betænkelig ved, om han kan optrænes til at gå igen, for hans muskler i benene er jo svundet ind til ingenting. Men smertene bliver han fritaget for, og det er det vigtigste.

Jeg var med hele dagen, indtil dette var afklaret, og det var en mærkelig oplevelse, for afdelingen, hvor han blev indlagt, kendte ikke noget til, at der skulle tages nye røntgenbilleder, men kun at han skulle have blodtransfusioner. De forstod (som vi!) heller ikke, hvorfor han var sendt til urologisk afdeling, når det handlede om et brud! Altså var der ikke bestilt fotografering, så det var usikkert, om det kunne blive i dag. Men da de hørte historien, gjorde de alt muligt, for at det skulle lykkes.

Nå ja, det viste sig da også, at der faktisk var papirer vedr. bruddet, det var bare ikke alle, der havde set det. Og han fik også sine blodtransfusioner og en god behandling. Og så kunne de slet ikke forstå, at der skulle gå så lang tid, før han blev sendt til en ny undersøgelse – det kan vi heller ikke!

Og vi fik også et godt og sarkastisk grin, da lægen sagde, at når han fik det godt igen efter operationen, ville de overføre ham til Horsens sygehus – jamen hvad er det for noget? det har vi jo hele tiden fået vide ikke kunne lade sig gøre, fordi hans egentlige sygdom er urologisk!

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan hele denne historie hænger sammen, og om det er manglende kommunikation, der i virkeligheden er problemet?

Nu kan jeg kun håbe, at operationen går godt i morgen, jeg krydser alle de fingre og tæer, jeg har!

14 dage efter at Søren faldt, kan han stadig ikke stå på det venstre ben/hofte. Det er blevet en lille bitte smule bedre – men igen er det “Det palliative team”, der træffer en afgørelse og bestemmer, at der må gøres noget. For et par dage siden har de bedt om, at der blev set på røntgenbillederne igen, de viser ikke noget brud, men det viser sig, at der måske er en vinkel, der ikke er taget billede af, så nu skal der tages nye billeder. Samtidig mener de, at blodprocenten er for lav, så Søren skal have blodtransfusioner. Det lyder jo godt nok – i hvert fald er det godt, at der sker noget! Men hvorfor er det ikke afdelingen i Horsens, der behandler ham, eller vores egen læge, der tager affære?

Og nu kommer det, jeg har frygtet. Han skal indlægges på Randers sygehus på mandag. Jeg har ingen grund til at have noget imod Randers Sygehus, og jeg ved godt, at det er der, specialet i urologi er samlet for Region Midt, men der er altså langt til Randers fra Brædstrup. Og da det er røntgenbilleder og blodtransfusioner, kunne det vel lige så godt være i Horsens eller for den sags skyld på lille Brædstrup sygehus, som godt kan klare sådanne ting. Men nej, det kan/vil man ikke!! Det skal absolut være der, hvor specialet er: Randers, nogenlunde så langt væk som muligt.

Langt væk at blive transporteret, langt væk fra pårørende!

Det er mildt sagt, at jeg er rasende! Det er så helt urimeligt og patient-uvenligt! Det er ikke ret mange dage siden, at regionsformanden stod så stolt på TV og roste sig af, at det var lykkedes at få så og så mange milliarder til at bygge nye afdelinger for – ork de er så dygtige! Og de vil kunne klare alt muligt i fremtiden, fordi de får så meget nyt og så mange nye specialer. Ja, det er godt, HVAD MED PATIENTERNE? Hvad med den patient, der fejler noget så banalt som prostatakræft, som der er mange, der får, ham glemmer man, han kan skubbes ud på et sidespor, det er ikke interessant!

Og så er jeg, jo mere jeg tænker over det, utroligt skuffet over, at der skulle gå 14 dage, før noget blev sat i gang! Sygeplejersken fra Det palliative team udtrykte det meget godt: “Der er for mange kilometer tilbage i ham til at give op – han skal ud af den seng!”

Så nu må jeg sende ham af sted på mandag morgen, der ER bestilt liggende transport og ekstra mandskab til at bære ham ned ad trappen, det er da altid noget, men det er også teamets fortjeneste. Jeg har det ikke godt med at slippe ham af mine hænder, så måske triller jeg efter ambulancen og kører hjem igen, når jeg har set ham i gode hænder – selv om der er langt!

Jeg kunne skrige – men de er selvfølgelig ligeglade med sådan et par gamle pensionister og de banale sygdomme, som vi kunne få.