Det er rart, vi har nogle ørelæger her i min nye by Fredericia, hvor man kan få tid samme dag, som man ringer – det fik jeg i mandags og igen i dag.

Trykket og “vattet” i det højre øre forsvandt ikke efter den meget grundige behandling med sug og rensning i mandags, tværtimod har det generet mig temmelig meget både dag og nat, og det har også væsket lidt, hvilket jeg havde fået besked om at holde øje med, fordi jeg så måske skulle have antibiotika. Så jeg ringede igen i morges, for ikke at få det endnu værre i weekenden, og fik igen en hurtig tid.

Han er virkelig grundig, ørelægen, og han sugede igen inde i mit kringlede øre (det siger han, det er). Denne gang tog han også en pode-prøve, som skal vise, om det er en form for “ben-edder” – ja, det lyder uhyggeligt, men faktisk kender jeg godt til det. For det blev en af mine søstre opereret for, da hun var 13 år, efter at have haft øreproblemer siden hun var 1½ år, med gentagne mellemørebetændelser og polypper i øret. Hun blev døv på det øre, men alternativet var ret uhyggeligt, som jeg husker det. Og hun har senere fået høreapparat på det øre, et helt mirakel iflg. hendes selv!

Nu skal man jo ikke male Fanden på væggen, og det gør jeg heller ikke! Jeg synes tværtimod, at det er fint, at det bliver undersøgt. Jeg har i årevis været plaget af propper i ørerne og ørevoks, og min angst for skylning af øret hos de praktiserende læger er voldsom og har måske udskudt, at jeg gik til læge. I dag fik jeg at vide meget kontant, at skylning af et øre med hul i trommehinden, som jeg har haft i omkring 35 år, er FORBUDT !

Selv den grundige sugning med fine, tynde instrumenter gjorde mig lidt svimmel (og tro mig: jeg er sej!), men det forstod ørelægen godt og lod mig lige sidde lidt og sunde mig.

Så nu skal det vise sig, hvad resultat podeprøven giver, og så skal jeg som planlagt høreprøves. Derefter skal jeg gå til kontrol hos ørelægen hvert ½ år for at få ørerne renset på den humane måde, som jeg sagtens kan holde til!

Nu er der kommet flere reaktioner på mit billede i “Kerteminde billeder” på Facebook, og der er heldigvis nogen, der husker bedre end jeg gør! Så der er kommet navn på de fleste af pigerne i min gamle patrulje. Jeg kunne selv kun huske 2, men nu dukker de op!

Det er så sjovt med både disse navne og alle mulige andre navne, der kommer i forbindelse med andres billeder: I Kerteminde havde bogstaveligt talt alle et “øgenavn” – ikke noget ondskabsfuldt eller krænkende, men det kunne være afledt af faderens beskæftigelse, jeg hed f.eks. Hanne Sko’mar (mine forældre havde en skobutik), en af pigerne på billedet hed “Gudde slagter”, andre “Annelise Stenhugger” og “Hanne sandgraver” !

Men så er der på andre billeder en, der hedder “Stebit” (aner ikke hvorfor), der er “Halle” (Harald), “Thorvald ellevefinger”, “Mogens Asta” (hans kone hed Asta), betjenten blev kaldt “arme og ben”, Kent skrædder, Svend sveske, Tommy vædder osv. Og alle de navne kan folk huske masser af år bagud! Sjovt! Jeg kender ikke andre steder, hvor øgenavne er så udbredt.

Jeg er da lige ved at glemme “Kaptajn Bralder” – min svoger!

Der er kommet en gruppe på Facebook, hvor man kan sætte billeder ind fra “gamle dage” i Kerteminde – ja eller nye 🙂

Det er sjovt at se masser af meget gamle billeder af både byen, havnen, husene – og masser af personer, hvoraf jeg kun kender nogle få. Men bl.a. har jeg fået kontakt med en gammel skolekammerat, der er rigtig kerteminder, altså ud af en familie med mange forgreninger i byen gennem mange år. Jeg boede der ikke så mange år, men mine forældre havde skobutik der fra 1953 og boede der resten af deres liv, og jeg har en søster, der stadig bor der.

Så er det, man kigger i de gamle albums, om man selv har nogle gamle billeder.

Og jow, det har jeg da! Her er min pigespejderpatrulje “Troldungerne” – 10 piger! Det var faktisk for mange til en patrulje, men da de ville dele os i forbindelse med en nytårsparade, græd vi som piskede! Ikke efter aftale, men det virkede! Vi fik lov at blive sammen, måske fordi jeg var en ret “voksen” patruljeleder med mange år på bagen, og patruljeassistenten også var erfaren spejder. Vi havde et fint samarbejde og kunne også selvstændigt tage på pinsetur i telt – ikke så langt væk, men det behøvede det jo heller ikke at være. Ak – de minder!