Vi syr net i varmen

1. temadag med “net” som tema på Depotgården fik trods varmen større tilslutning, end jeg havde ventet. Vi var 12 – og det viser, at ikke alle er interesseret i at holde ferie fra sin hobby!

Man behøvede jo ikke at sy net, nogle strikker f.eks. Men der var klart interesse, og der var også andre end mig, der havde medbragt færdige net til inspiration. Grethe havde endda sorteret nogle absolut egnede stoffer fra derhjemme til fi afbenyttelse! Spændende.

Vi fortsætter på torsdag den 26.

Endnu et net, i australsk stof + batik.

Den 3. model i net, som vi kan sy på Depotgårdens Tekstilværksted i morgen tirsdag 24. og torsdag 26. juli.

Dette er den nemmeste og hurtigste model, syet på et par timer på maskine. Mønster fra Grethe Gulliksen Moe’s bog “Kult at sy”.

Jeg har syet det i australsk stof, som jeg holder meget af + gylden batik som for. Men hvis stoffet er kraftigt nok, behøver man slet ikke at fore det.

 

Næste net til temadage på Depotgården

Jeg syr skam – med pauser – i sommervarmen. Faktisk kan jeg slet ikke holde ud at være ude ret længe ad gangen, og der er rimeligt køligt i syværelset.

I dag har jeg lavet en model mere af et “net”, når vi har temaet “Skøn naturen – sy et net” på Depotgårdens tekstilværksted tirsdag og torsdag i uge 30 – det er sørme lige om lidt!

Mens mit første forslag er lidt tidskrævende håndarbejde, er dette net meget enkelt, syet på maskine og foret.

Mønsteret er fra Dansk Patchwork Forenings medlemsblad Kludemagasinet 2010 nr 2, hvor nu afdøde Bente Eiler sammen med Lene Krog Andersen havde syet flere net efter samme grundmodel, nogle meget flot sat sammen på patchworkmaner, andre mere enkle. Jeg synes godt, det må være enkelt, i hvert fald det første, man syr. Og her er stoffet så sødt, at der ikke behøver yderligere udsmykning.

Jeg har for flere år siden vundet et, syet efter samme mønster, i et jule-pakkespil! Og det er jeg så glad for og bruger det meget, det er let og nemt at bære med sig til små ærinder.

Grønne valnødder.

Jeg er heldig og har fundet et stort valnøddetræ, som i år har rigtig mange nødder! Søren var specialist i at lave valnøddesnaps, og nu prøver jeg at gøre ham det efter.

Fine grønne valnødder, med begyndende kerner og lige før de danner skal – vasket og halveret – lagt i et stort, rent syltetøjsglas og overhældt med 1 helflaske Brøndum snaps.

Det kan godt være, der er for mange nødder, så mange brugte Søren i hvert fald ikke, så måske deler jeg portionen og køber en flaske mere!

Det skal trække mindst 3 mdr., og det bliver meget hurtigt helt sort! Så skal det filtreres gennem et kaffefilter, og derefter kommer den lille specialitet, som Søren havde succes med: en teskefuld honning tilsættes, det runder smagen af og gør snapsen så lækker, at han kunne få selv min Mor til at drikke en morgensnaps!

Man kan godt fortynde det færdige produkt med mere Brøndum. Det må meget gerne lagres – længe! Jeg har stadig noget af det, Søren lavede, og det er mindst 10 år gammelt, men smager stadig dejligt (jeg drikker ikke ret tit!).

Spændende, om jeg kan gøre ham kunsten efter.

 

En taske + en taske!

Temadage på Depotgården: lav ufærdige ting færdige eller begynd på noget nyt! Ja, det kan vi sagtens!

Jeg blev færdig med endnu en taske / et net i Japansk foldeteknik:

Den skal bruges som model på temadagen i næste uge, der hedder: Skån naturen – sy et net!

..her er den anden side. Den er praktisk med den brede bund, som dannes naturligt.

Og den er samtidig mit indspark i en bunden opgave i Lillebæltquilterne, hvor vi fik et stykke stof (det med husene), som vi skulle lege med og lave et eller andet med inden november.

Evy blev færdig med en meget flot taske i møbel læder, som hun selv har skåret og syet! Den er virkelig imponerende! Sådan noget kan jeg slet ikke!

Improviseret grill aften

Man må godt grille i haven, når det foregår forsvarligt, som her på sønnens terrasse = fliser, i gas-grill og med flere tilstedeværende brandmænd som gæster!

Jeg elsker improviserede sammenkomster, så da svigerdatteren ringede, var jeg ikke sen til at sige ja til at komme og grille aftensmad sammen med deres venner.

Dejlig kold vin..

…strikketøjet var også med!

..koteletter og pølser, masser af gode kartofler, brød og salat – hvad kan man ønske mere?

Og Diki var også inviteret og tumlede lystigt med Mickey, som er en 10 mdr. gl. Labradoodle, som er klog nok til at vide, at når der kommer et skarpt wiff! fra den mindre, men ældre Tibbe, så skal der holdes pause i den vilde leg! Og jagten på pølsebidder i græsset kunne de godt klare sode om side – Mickey var mere ihærdig end Diki, som ikke er vant til den leg!

Dejlig aften for alle parter!

 

 

 

Der arbejdes også trods varmen!

Vi har Temadage på Depotgården, trods ferielukning i 4 uger. Så 2 dage hver uge mødes vi en lille flok på Tekstilværkstedet omkring et speciale, f.eks. Paper-piecing i sidste uge. I dag var temaet fortsættelse af projekter, og mens Laila i sidste uge lærte fra sig, havde hun nu selv syet et ualmindeligt flot tæppe med teknikke Paper-piecing (nogle kalder det “stamps”).

Det quiltede hun selvfølgelig selv på long-arm-maskinen.

Se et nærbillede, så kan man se både stjernerne inden i hinanden og quiltningen.

Nu mangler kun lukkekanten, så er det et puttetæppe til et barn på et julemærkehjem! Heldige barn!

Terrasse syning

Med den lille Janome symaskine, jeg købte for nogle måneder siden, kan jeg sidde på terrassen og sy! Dejligt!

Jeg ville have prøvet i går, men da var det simpelthen for varmt, og jeg sad bare udmattet og læste en bog hele eftermiddagen!

I dag lufter det behageligt, så må vi se, om jeg kan holde styr på mønstre og stof! Det er i hvert fald behageligt.

Vi ælsker ærter!

Jeg har altid elsket friske ærter! Når vi var hjemme på ferie fra Grønland, plukkede jeg en spandfuld i min svigermors have og lå i en liggestol og spiste dem!

Diki elsker også friske ærter!

Når jeg sidder i min stol foran TV om aftenen, spiser jeg ofte frugt, så kommer han og skal have et par bidder med!

Det samme med ærter! Jeg plejer at give ham et par stykker med fingrene, men forleden lærte jeg ham at tage dem fra bælgen – det varede lidt, før han fattede fidusen, men så syntes han, det var sjovt.

Vores allerførste hund, cockerspanielen Toby (1979 – 1994), elskede også ærter, og han plukkede dem selv i køkkenhaven! Det kan jeg så ikke tilbyde Diki!

Mere Paper-piecing

Vi fortsatte på Tekstilværkstedet med Paper-piecing i går, og nu kan vi finde ud af det (næsten) – jeg begår stadig dumme fejl, det er svært at dreje hjernevindingerne til denne metode!

Men vi fik da lavet nogle gode blokke hver især:

De sidste er mini-udgave, som Helle laver, det er småtterier i fingrene!

De øverste er mine, og nu skal jeg have lavet nogle flere herhjemme, så der kan komme et tæppe ud af dem.