En dejlig morgen!

På denne skønne solfyldte morgen er jeg glad for at fortælle, at Søren har det godt og er næsten feberfri efter den værste dag i hans sygdomshistorie.

Det er ikke rart at se sin førhen så stærke mand være helt hjælpeløs og opslugt af febertåger, som han var indtil i går aftes. Men han fik lidt suppe til aften, og da han sluttede en vågen aften med at bede om en spegepølsemad kl 23.30, kunne jeg sove roligt!

Whisky kørte jeg i pension for et par dage, for selv om han er meget tålmodig, synes jeg, det er synd, når jeg ikke kan gå en ordentlig tur med ham.

Nybegynder?

top

Se nu bare en flot “top” (overside til tæppe), jeg har modtaget med posten i dag fra Vibeke i Haslev. Hun ringede til mig i går og fortalte, at hun havde syet så mange blokke efter 2009-mønsteret, at der var til et helt tæppe, som hun havde syet sammen, og spurgte, hvor hun måtte sende den hen? Hun fortalte, at hun er nybegynder i patchwork, men at hun har fundet et sted at få undervisning, nemlig hos BeoBeo. Og det kan ses! Bodil fra BeoBeo gør selv en stor indsats for Projekt Puttetæpper til børn på julemærkehjem, og i hvert fald har Vibeke fået rigtig god undervisning, for tæppet, der er maskinsyet meget flot og perfekt, ser rigtig godt ud. Smukke, blide farver og en flot virkning!

Nu finder vi én, der monterer og quilter det, og så bliver det sendt til julemærkehjemmet Hobro, hvor børnene er store, tæppet bliver nemlig 150 x 200 cm stort! Så det er større end de fleste puttetæpper.

Det er en stor fornøjelse at modtage sådan et fint arbejde! Og jeg kan godt trænge til lidt opmuntring i dag, for Søren har igen haft det meget dårligt med høj feber i morges og formiddags. Nu skal han have noget bredspektret antibiotika, så må vi håbe, at det kan “ramme” den infektion, eller hvad det nu er, han har i kroppen, som ikke kan identificeres.

Det kræver et godt helbred at være syg!

Jeg forstår simpelthen ikke sundhedspolitikken i Region Midt!

F.eks.: det synes fornuftigt, at Sørens 1-dags indlæggelse foregår i Horsens (22 km væk) i stedet for i Randers (80 km væk). Egen læge bestemmer, at transporten skal foregå liggende = i ambulance. Han skal være der kl 09, men skal være klar kl 07 og bliver rent faktisk hentet kl 08.

Behandlingen foregår i løbet af dagen, han har eneværelse (var blevet forberedt på muligvis at ligge på gangen pga travlhed) og får en god behandling incl. flere forskellige undersøgelser af exotiske læger, der ikke rigtig mestrer et sprog, han forstår.

Behandling og samtaler er slut kl ca. 18, hvor jeg bliver ringet op med besked på, at han er færdigbehandlet og nu afventer afhentning af Falck.

Derefter sidder han 3 timer i en stol og venter! – på den transport, der skal foregå liggende! Jeg kunne have hentet ham 3 gange på den tid, så han kunne være kommet hjem i sin seng. Der var nemlig en anden patient, der overtog hans plads og seng.

Forklaringen er enkel: der er kun 1 ambulance til at transportere ikke-akutte patienter i hele Region Midt hele aftenen og natten, det er dæleme et stort område!!! Så en patient, der ligger i Randers – eller Grenaa – eller ?? venter også på at komme hjem. Tjah, det skal jo tage sin tid!

Men politikerne planlægger (eller slås om bygning af) nye supersygehuse og endnu færre ambulancer!

Han er træt! Men nu ligger han i sin seng.

Ude og "føjte"

Det tager hele dagen, og vi skulle meget tidligt op, for Søren får blodtransfusion i Horsens (!) i dag, og vi skulle være klar til afhentning kl 07, selv om han først skulle være der kl 09. Men det er i orden. Det er ellers det, vi har fået at vide flere gange, at han kun kunne få behandling i Randers, fordi specialet hører til der, når vi bor i Region Midt, og hvordan vores læge bar sig ad, vides ikke (Helle spurgte, om han vred armen om på dem?!), men han har i hvert fald arrangeret, at det blev i Horsens – det er jo noget kortere vej. Han bestilte også liggende transport, for Søren skulle ikke risikere at blive dårlig undervejs!  Han ER altså god!

Og Falck-folkene er simpelthen så søde og hjælpsomme! Så nu venter vi bare på, at han kommer hjem til aften. Så er han træt, men lidt “høj” af det friske blod!

Nu får han så lejlighed til at sammenligne de 2 sygehuse, og så kan han selv vælge næste gang – hvad kan man forlange mere?

Færdigt arbejde

færdig arbejde

Ebbes produktion på en formiddag – det er da meget flot af en 7-årig!

Det er Mors og Mormors garn fra udsalg hos LUND+LUND, hvor der vist ikke er meget tilbage! – jo, et enkelt, meget flot Rowan stof til ½ pris = 72,50 kr/m, se under bolig>mønstrede stoffer.

Strikkecafé for 2 og en lille hjælper.

Helle og jeg strikkede sammen i vores egen lille “strik-café” i går aftes, det var også dejligt, for når vi ellers er sammen i familien, er der så meget andet at se til. Hun har altid været strikker, men jeg kan jo stadig give hende lidt tips, f.eks. lære hende at bruge strikkemarkører, og vi kan udveksle erfaringer og opskrifter.

Vi er begge startet på et “Hedebindesjal” i Mini Mochi i hver sine farver, jeg strikker mit på p. 4 og Helle på p. 5, det giver en utrolig forskel!

2 hedebindesjal

Vi var også begge ved at strikke “Lisettes tørklæde” i KAUNI, fundet på Siffes Planet, her. Helle har strikket sit bredere end opskriften (det mangler hæftning, løbemasker og filtning), men jeg tror nok, jeg vil bruge garnet til noget andet, for det er ikke mine farver!

kauni

Jeg forsøger at lokke hende med en lille tur ud til Katrinelund, for måske skulle jeg strikke en vest i vendestrik til hende, hvis vi kunne finde en bundfarve, hun kan lide?

manos silk blend

Helle har strikket et utroligt flot, stort tørklæde med gammeldags påfuglemønster i det lækre Silk Blend fra Manos de Uruguay, som også forhandles af Katrinelund

garnvinde

Og Ebbe bliver snart ekspert i at vinde garn op på garnvinden og har brugt hele formiddagen på at vinde op for både sin mor og sin mormor på min nye garnvinde og garnholder

garnvinde2

Kan man ikke kalde det en hyggelig strikke-café?

Det går godt igen!

Efter forskrækkelse i går, går det godt med Søren igen. Han sov næsten hele dagen, men var nogenlunde frisk igen til aften.

Så nu nyder vi begge, at datteren og Ebbe er her, det er helt klart godt – også for mig, at en anden “springer” med bakker op ad trappen, at Ebbe render op med det ene eller det andet, at Helle sætter sig på Sørens sengekant eller i en stol og sludrer, at hun tager sin kaffekop med op sammen med hans morgenmad og hygger lidt.

Vores nye læge, som var her i går, har ringet til morgen med resultat af “dyrkning” af prøven, der ikke viser noget, det er så stadig uafklaret, men det er en enorm tryghed, at han følger op, i modsætning til den anden. Godt, vi fik skiftet!

Forstærkning

Der kom  heldigvis forstærkning til hjemmefronten i dag. Datteren er ankommet og hjælper med at passe sin far og ordner praktiske ting for mig. Efter en meget aktiv (måske for aktiv) dag i går, hvor Søren havde det så godt og nød at være med ude at handle og ude at spille kort om aftenen, gik det helt galt i nat, hvor han fik høj feber og havde det rigtig skidt.

Igen må jeg rose hjemmeplejen, for jeg kunne bare ringe, og der kom både natsygeplejerske, dagsygeplejerske og hjemmehjælper flere gange, samt læge i løbet af dagen. Der er ingen forklaring – endnu – på tilstanden, måske er det simpelthen canceren, der laver uro i systemet, men der bliver for en sikkerheds skyld dyrket nogle prøver, og så er der startet en ny, kraftig penicellinkur.

Det skal åbenbart være op og ned, og måske skal vi bare indstille os på, at det er sådan. Jeg går nok omkuld på et eller andet tidspunkt, for jeg har været i sving siden kl. 05.00, men det er dejligt, at der er nogen at dele det med.

Der hvor regnbuen ender..

.. det er her!

regnbuer

Ja, tænk engang, da vi kørte hjemad mod Brædstrup i eftermiddags efter vores udflugt til Horsens, sagde Ebbe pludselig: se regnbuen! Han ser alting, han havde set 2 politibiler, som jeg ikke så! Og regnbuen havde jeg også svært ved at få øje på, da den var ude til venstre, og der var meget trafik.

Men pludselig var den foran os, og den var HEL – altså man kunne se hvor den begyndte og hvor den endte, og den var meget skarp og tydelig. Da vi drejede af, lige før vi var hjemme, var der pludselig dobbelt, og det havde Ebbe aldrig set før, så vi var nødt til at dreje ind i rabatten og holde stille, så vi kunne nyde det!

Og sandelig holdt de sig begge 2, indtil vi var hjemme, og jeg havde taget billede henover naboens hus. Et øjeblik efter var den væk.

Vores udflugt gjaldt et vigtigt ærinde, som Ebbe har ventet på hele weekenden! Han havde nemlig sparet penge sammen, som skulle spenderes! Pengene sidder ellers ikke løst på ham, men nu havde han bestemt, at de 350 kr, han havde sparet op, skulle bruges under ferien her. Han troede nok, det skulle være noget LEGO, og så var det så heldigt, at BILKA havde tilbud på flere interessante LEGO-pakker, også nogle, han havde råd til.

Søren spurgte, om han måtte komme med! Ja, selvfølgelig, det var jo dejligt. Han havde et ærinde i en boghandel inde midt i Horsens, og så gik vi først i en legetøjsbutik og kiggede – meeen vi kunne godt se, at de var dyrere end BILKA!

Så blev det som aftalt BILKA, hvor Ebbe fik et flot tilbud af sin morfar: der var 2 pakker á 239,- som han var interesseret i, og morfar ville spæde til, så han kunne få dem begge 2! HURRA!

lego x 2

Vi kunne næsten ikke komme hurtigt nok hjem, og Ebbe kunne godt vente med at spille på computeren, som han ellers må om eftermiddagen. Han skulle straks i gang med at bygge.

lego start

 

 

Han er meget dygtig og omhyggelig.

 

 

 

 

 

 

lego 2

lego 3

Færdig! (og se – hvem passer på ham?)

 

noro

 

Jeg havde også et lille ærinde inde i Horsens, hvor jeg ville købe et supplerende nøgle NORO strømpegarn i Strikkekunsten. Det blev nu til 1 nøgle mere i en anden farve, idet jeg faldt for et lille tørklæde, som Lene Kaagh har strikket “ud af hovedet”. Det fik jeg lov at kopiere og sætte opskriften her på bloggen, så hun lavede et par notater til mig, som jeg kan arbejde med. Det bliver spændende, og det er nogle sjove farver, som jeg ikke før har strikket i. Mere om det senere!

Da Søren havde hvilet sig, spurgte han, hvornår Ebbe skulle hjem? Det har vi ikke aftalt, men han er jo heller ikke til besvær, sagde jeg.

Nej, tværtimod! sagde Morfar – han nyder at have den lille snusfornuftige, glade dreng på besøg!