Helt svedt !

Sikke noget pjat! Jeg, der i tidens løb har haft massevis af gæster – og så kan jeg ikke have min “Kludekone-klub” til syaften uden at blive helt opløst!

Nå, men det gik selvfølgelig godt, da de først var bænket om spisebordet, og jeg faldt lidt til ro. Det kan jo umuligt være overgangsalder, som én spurgte til!!! Nej, det er i nærheden af 20 år siden, at det stod på.

Det er rigtig hyggeligt, når vi syr sammen én gang om måneden, på skift hos hinanden, det passer med, at vi er 10 og holder pause i juni og juli.

Vi syr meget forskellige ting, mest tæpper, og der er stor forskel på hvor meget og hvor svært, vi syr, men det er meget inspirerende.

I går var det så hos mig, og de fik lov at se den efterhånden store stak af puttetæpper, som hober sig op til aflevering på Julemærkehjemmet Fjordmark senere på efteråret.

Det er ingen overdrivelse at sige, at de var meget imponerede over de flotte tæpper, der bliver syet i Projekt Puttetæpper. Der er én af dem, der har deltaget, og måske er der flere, der vil være med engang.

Vi skal selvfølgelig altid hygge os med kaffe / the og hjemmebagt, og det er ikke 1. gang, jeg har serveret den rå æblekage, som jeg selv elsker, og som jeg lige havde de rigtige nyplukkede æbler til. Den kan de godt lide – og ØV, så havde jeg glemt, at en af dem ikke kan tåle rå æbler, men der var da nogle horn med marcipan også.

På torsdag 6. oktober i Faxe – ses vi?

 

Når  HANNE og jeg kommer til Faxe på torsdag 6. oktober, har jeg aftalt, at jeg har nogle slipsetasker med og vil vise, hvordan man laver sådan én. Det er rigtig sjovt, og vi har sikkert allesammen nogle gamle slips liggende? ellers fås de billigt på genbrug.

Et slips, knap 2 meter lynlås + glider og knappenåle, nål og tråd – det er alt, hvad man behøver. Og HANNE sælger lynlås i metermål.

Ses vi?

Noget af et tæppe

For efterhånden længe siden fik vi et meget stort tæppe, syet i Double Wedding Ring, som Laila har syet. Det var riet sammen med bagside og vat, men ikke quiltet og kantet.

Quiltefant quiltede det, og så har det ventet på at få lukkekant. Det sker så omsider nu, idet jeg lukker det med et helt enkelt rødt skråbånd.

Det er sandelig noget af et stort tæppe at komme omkring! Men det lykkes.

Det er for stort som puttetæppe, men det kommer med til Julemærkehjemmet Hobro senere i denne måned, der kan det bruges som sengetæppe. Vi har tidligere syet sengetæpper til både Hobro og Fjordmark, og det ser godt ud på børnenes værelser.

“SWAP-mama” Lene kom lige på en lille visit sammen med John, da de havde ærinde i Brædstrup, så kunne jeg spare portoen på mine 10 “Bedstemor blomster”, tusind tak til alle jer, der har syet dem!

Det skrider frem..

..med renovering af tagrenderne og gavlene på taget. Carportens tag skal også have nyt tagpap. Og godt for håndværkerne er det dejligt vejr i dag at arbejde i.

 Nu er det den anden side af huset samt gavlene, det handler om.

Jeg er meget glad for, at jeg fik det sat i gang, og det er rigtig pænt arbejde, Ole T. Sørensen og hans folk har lavet!

 

Tilbage på pinden

Som nogle måske har gættet har jeg været på ferie i en uge, derfor knap så mange indlæg her! Men man skal jo ikke annoncere, at man ikke er hjemme, og Whisky var med, så huset var tomt!

Der skal nok komme mere om ferien i Vendsyssel i det skønneste solskinsvejr sammen med ældstesønnen og hans familie, vi har taget masser af billeder – men de skal sorteres og redigeres først.

Nu kører vaskemaskinen, Whisky sover ud (han har passet på en hel familie i en hel uge!), og jeg gennemgår mails og svarer på de mest nødvendige.

Og så har jeg lige sat billede ind på hjemmesiden af et smukt tæppe, syet i den meget fascinerende teknik “Stash ‘n Slash”, som jeg MÅ prøve en dag. Men se foreløbig Jette J.’s flotte tæppe her.

5. afsnit af Grønlandskrøniken klar!

5. afsnit af min nostalgiske Grønlandskrønike er klar til at blive læst – for de, der har lyst.

Det er en direkte fortsættelse af 4. afsnit, idet de begge handler om vores ophold i Godthåb (Nuuk) fra 1964 – 1967, hvor vi blev til en lille familie!

Hvor vi fik begge bedstemødre på besøg,

og hvor “frugtomanen” fik hovedrollen i familien på Skibshavnsvej.

5. afsnit kan læses her.

Der ville jeg gerne have været med!

Prøv engang at se, hvor festligt og alligevel flittigt en flok quiltere gik til den, da de i påsken mødtes for at sy quilts til nødstedte i Japan.

Se Helene Juuls blog.

Og se, hvor meget de fik ud af det, det er virkelig flot. Se også billederne i flikr albummet

Jeg har aftalt med Helene Juul, at vi samarbejder om dette projekt og forsøger at finde sponsorstøtte i fællesskab, og så samler vi alle Japan-quilts i Jylland og sender i fællesskab, så snart vi har et tidspunkt og en adresse i Japan, vi må sende til. Vi er oppe på mindst 30 quilts på nuværende tidspunkt tilsammen, og man er stadig velkommen til at være med.

Er der nogen “derude”, der har gode idéer til sponsorstøtte til fragt eller til en adresse, hvor vi kan modtage quilts’ene her i Jylland, så skriv til mig, tak!