Bandana og suttestrop

Er det da ikke et sødt sæt? Jeg har flere gode sy-veninder, også nogle, der ikke kender hinanden, men som hver især er dygtige og ikke mindst meget hjælpsomme!

Nu har Bente, som er en knag til mange ting med en symaskine, ikke mindst at brodere, lavet en af sine søde “bandanas med suttestrop” for mig, som jeg vil give Inge, som ofte hjælper mig med et mønster, til hendes barnebarn Noah.

Den kommer med posten, Inge, det skal ikke vente til den 12.3.!

En dejlig oplevelse – igen!

Som ventet var det en dejlig oplevelse at aflevere 28 sengetæpper + en stak puttetæpper til Julemærkehjemmet Hobro i går.

Alle 48 børn blev samlet i spisesalen, hvor de 2 og 2 fik lov at pakke et tæppe ud af taskerne/sækkene og holde det op til beskuelse og beundring.

Og alle – både drenge og piger – fulgte med og kommenterede og stillede spørgsmål. Børnene er i alle aldre, som her, hvor den ene næsten bliver væk bag tæppet!
Og de havde også favorittæpper, det var sjovt. Det var ikke altid det, voksne ville vælge som favorit!

Det var virkelig dejligt at opleve, og de ville også se bagsiderne af tæpperne, som de også kommenterede og spurgte til, f.eks. quiltningen.

De fik også små historier om de enkelte tæpper, som f.eks. dette der er syet af indonesiske sarong’er købt i Thailand!

 

 

 

 

Vi fik også en rundvisning af 2 piger, og vi så andre steder i huset fine patchworktæpper, som andre har syet til huset, som her i en af dagligsuerne,

 

 

 

 

 

– og på et af pigeværelserne, hvor vores søde guider også fortalte lidt om dem selv og hvorfor de er på julemærkehjem. Det var tankevækkende! Mobning siden 3 års alderen, lavt selvværd og overvægt er gennemgående.

 

 

Puttetæpperne, som vi også havde en bunke med af, bliver givet som fødselsdags- eller konfirmationsgaver, idet vi ikke kan sy de 200 tæpper om året, som skal bruges, hvis alle skal have et. Vi (Projekt Puttetæpper) syr i forvejen mellem 120 og 150 tæpper til Kildemose. Bare der var nogle, der ville stå for et lignende projekt med Hobro som modtager!

Bedstemors blomsterhave samlet

Så fik jeg samlet alle de små (2,5 cm) sekskanter til Bedstemors Blomsterhave. Det er sødt, men besværligt. Nu mangler jeg at “fylde ud” med halve sekskanter og små spidser, så skal det quiltes og have kanter på. Det blir da sødt!

Et pragtfuld års-projekt afleveres

 

For lige et år siden fik jeg en fuldstændig skør idé! Men heldigvis fik jeg fuld opbakning, da jeg luftede den i den lille gruppe, der styrer “Projekt Puttetæpper”, som syr mindre tæpper til børn på julemærkehjem.

Den nye idé kom efter, at jeg havde sagt “nej desværre” til en bøn om at måtte bruge nogle af puttetæpperne som sengetæpper til de nye senge på Fjordmark, julemærkehjemmet i Kollund.

Jeg stod og strøg stof, og det rumsterede jo i hovedet – hvorfor kunne vi ikke lige lave de 30 sengetæpper, forstanderen ønskede så brændende til de nyrenoverede værelser?

Som sagt var der opbakning fra Grethe og Susse: “Vi kan jo sy dem selv, om ikke andet!” Øh ja, 30 sengetæpper minimum 120 x 200 cm?

Men det viste sig hurtigt, at der var opbakning langt udenfor vores lille kreds.

Og ikke “kun” puttetæppetanterne, men andre i Dansk Patchwork Forening meldte sig til at sy, så allerede da der var gået 2 måneder, var vi oppe på 30 tilmeldte tæpper!

 

 

Så det blev til over 60 sengetæpper! Det skulle de jo ikke bruge på Fjordmark, så de “overskydende” bliver i morgen afleveret på Julemærkehjemmet Hobro!

Smukke individuelle tæpper, syet af enkeltpersoner eller af grupper i fællesskab (som det øverste), eller en “top” som denne, som er syet af én og quiltet af en anden:

Der er én, der har syet 4 store tæpper alene –

 

– og der er én gruppe, der har syet 4 tæpper sammen.

Der var også opbakning fra patchworkbutikker, der donerede bagsidestof og vat. Og der var quiltebutikker, der quiltede mange af tæpperne (gratis).

Et af quilterierne designede endda et meget flot mønster til fri afbenyttelse for alle, der syede sengetæpperne, og syede og quiltede selv tæppet:

Og i morgen kører vi så til Hobro og afleverer de sidste 27 tæpper! Det er en helt ubeskrivelig fornemmelse af tilfredshed og stolthed, der fylder os! Tænk at det lykkedes på bare ét år at sy 64 sengetæpper! Et par stykker faldt fra undervejs, men det er småting i forhold til det flotte arbejde, som så mange har leveret. Vi må gerne være stolte!

En butik kom til Søndergården

Brædstrup er en lille by med mange gode dagligvarebutikker, men knap så mange specialbutikker, så det er en flot oplevelse, når “en halv patchworkbutik” stiller op for os på vores dejlige aktivitetscenter “Søndergården”! Det gjorde HANNE’s fra Vejerslev i dag, og det myldrede til med patchworkere og inviterede veninder for at se på lækkerierne!

Det er godt med Karens vejledning, når man står overfor sådan en mangfoldighed!

 

 

 

 

 

Metermål – stofpakker – mønstre?

 

 

 

 

 

Der bliver selvfølgelig også tid til at sy – og drikke kaffe!

Og bridgedamerne fik også tid til at komme op og købe strømpegarn på tilbud. Det var en god eftermiddag!

Tak til HANNE og Hannes Mor, fordi de vil komme!

Nostalgisk strik

I Hendes Verden i denne uge 4 – 2009 er der virkelig nostalgi for alle pengene.

Dels er der et af de dejlige små hæfter med patchwork, hvor noget af det er med former, man ikke ser så tit mere, men som er klassikere, f.eks. “muslinger”, sekskanter og stjerner. Men der er også et tæppe i japansk foldeteknik, som er virkelig flot! Det frister i hvert fald.

Og så var der sørme også opskrifter på en poncho og denne busseronne i pladegarn, som jeg første gang strikkede til min datter i 70-erne og for 2 år siden til mit barnebarn (billedet)! Det er da nostalgi!

Men dejlig er den og dejlig og sjov at strikke! Og så er der forresten også fornyelse i form af en sjælevarmer, strikket i pladegarn.

Grandmother's Flowers

 Så kom jeg så langt, at alle “Flowers”-blokkene er syet, undtagen de halve, der skal fylde ud. Og så er der altid lidt pulseri med at flytte rundt på blokkene, indtil jeg er tilfreds. Der skal jo ikke ligge nogen ved siden af hinanden, som er syet af samme stof og den slags!

Nu syr jeg de hvide sekskanter, der skal imellem “blomsterne”, og så kommer den endelige sammensyning. Det er dejlige stoffer, som den vordende bedstemor selv havde, blomstrede Liberty-stoffer, som er så fine, suppleret med noget af mit mindre blomstrede for at give ro.

Budbringer med garn

Øj, så meget dejligt garn, jeg havde med hjem fra HANNE’s i går – kun lidt af det til mig selv, men flere fra Aktivitetscentret havde bestilt strømpegarn, nogle til strømper i tøsefarver til børnebørnene, én til en vest i dobbelt garn, hvor jeg fandt en dejlig blå farve, og strømper i mønstret blåt, en anden til denne jakke fra Garn Studio, og jeg skulle også have fleece-garn til et tørklæde, jeg har lovet at strikke til min svigerdatters Mor. Det var jo svært at bestemme sig blandt alle de dejlige garner, og selv om HANNE ikke har ret mange ens, så lykkedes det.

Jeg skal selv til at lege med nogle blå farver. Det skal nok blive godt.

 

 

 

 

 

Der var også nogle søde patchworkere, der havde indleveret nogle puttetæpper (til julemærkehjem) hos HANNE, som jeg fik med hjem. 2 toppe, som skal monteres og quiltes, det har jeg heldigvis mulighed for hos QUILTEFANT, som quilter en del puttetæpper for projektet, og gør det meget flot!

Og så ét næsten færdigt tæppe, der mangler lidt håndquiltning, det skal vi nok finde en, der vil. Det er et rigtig sødt tæppe, som her har fået lov at pryde mit syhjørne for fotografering!

Det var dejligt med en eftermiddag, hvor Hanne og jeg for en gangs skyld hverken havde kursister, forretning eller andet at tænke på, men kunne snadre over kaffe og dejlige hjemmebagte snegle! Bjarne fortrak skyndsomst ud på musejagt, da han kom hjem fra abejde!

Strik og patchwork

Igen en god eftermiddag med håndarbejde! I dag på patchworkholdet på Søndergården. Men lidt strik var der da også, for Inger havde sin nye cardigan i vendestrik på!

Jamen er den da ikke flot i Kauni og en ny farvekombination i mørkegrøn bundfarve og brun/grøn effektgarn.

Inger er Mor til Lene, der har Katrinelund Gårdbutik, og som har designet cardigan’en og vesten i vendestrik.

Inger fryder sig derfor også over, at så mange strikkere er vilde med denne model, så Lene har rigtig travlt med at sende kits til hele landet!

 

 

Inger er også et flittigt medlem af patchworkholdet, hvor vi som regel viser frem, hvad vi har syet siden sidst.

I dag havde Elisabeth 2 tæpper med. Dette er en barselgave til en endnu ufødt lille dreng. Det er så sødt med de fine stoffer i stjernemønsteret. Og jeg kan godt lide, at de hvide stoffer er forskellige, det giver “spil” i helheden.

Elisabeth syr mange børnetæpper, og hun er også blevet “tæppetante” og syr puttetæpper til børn på julemærkehjem, så dette fik jeg med hjem til at sende til Kildemose.

Et dejligt tæppe af mange rester, men harmonisk med de grå stolper.

 

Sonja har syet et yndigt tæppe til sit barnebarn i sarte farver og med sommerfugle, et rigtig pigetæppe!

Det er dejligt at blive inspireret af hinanden. 

 

 

 

 

Kreativitet

Et af de mest kreative mennesker, jeg kender, er jeg så heldig at arbejde sammen med omkring Projekt Puttetæpper til børn på julemærkehjem! Og samtidig er Susse utroligt produktiv!

I sin juleferie har hun produceret sådan ca 1 puttetæppe om dagen! Og det er altså ikke bare noget, der er smækket sammen, nej, nej, de er allesammen sammensat med smag og med godt blik for, hvad der passer sammen. F.eks. når vi får foræret en sæk forskelligt stof, som vi fik sidste sommer, rigtig dejlige stoffer og enkelte “UFO’er”.
Susse tog fra med sikker hånd: “jeg vil gerne have det og det og det…” (der var så rigeligt), og af lige præcis de stoffer har hun nu syet en stak søde, kønne tæpper.

Der var f.eks. nogle store stykker Provencestoffer, som er syet til dette

 

– og et magen til i blå farver

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der var 4 færdigsyede stykker som dette, der nok skulle have været brugt til 4 puder.

Dem samlede Susse med fine stolper og en flot kant af stof i japansk stil, og se så, hvor flot et tæppe det blev

Prøv engang at forestille sig det barn, der får sådan en gave som minde om 10 gode uger på et julemærkehjem!