Koncert med André Rieu i Boxen

Boxen i Herning før det går løs

Sammen med 3 gode naboer var jeg til koncert med André Rieu og hans veloplagte, velspillende og underholdende orkester i Boxen i Herning i går aftes. Vi kørte med Papuga A/S, hvilket indbefatter tryg og hyggelig transport og en dejlig 3-retters middag i Boxen før koncerten.

Vi var knap så heldige med billetterne som sidste år, hvor vi sad på gulvet midt for og ret langt fremme – i år måtte vi op på lægterne. Og det er lidt hårdt for sådan nogle gamle koner, både at kravle derop og især at komme ned igen! Det værste var dog, at det er nogle usandsynligt hårde stole at sidde på, så numserne blev ret ømme!

Men det tog ikke fornøjelsen fra oplevelsen! De spiller jo fantastisk, operasangerne synger helt fantastisk, og så er der så megen humor fra både “Himself” og hans musikere og sangere. Storskærmene lader os følge tæt med i alle grimasser, indbyrdes sjov og ballade, som ville være umuligt at følge i så stor en sal. Vi var 15.000 forlød det!

Og så er der “ping-pong”-spillet mellem André Rieu, orkesteret og publikum incl. alle ekstranumrene, “lys-showet” blandt publikum til de stemningsfulde melodier til sidst, og ikke mindst det overraskende danske indslag “Der var en lørdag aften”, som inviterede (blandt andre) til fællessang!

Tak for en god – lang – aften i godt selskab!

Projekt Hyggesokker – vinder juni 2017

Projekt Hyggesokker, som strikker sokker til børn på Julemærkehjemmet Fjordmark, har 3 gange om året en lodtrækning om en lille strikkerelateret præmie. Strikkerne har 1 lod for hvert par sokker, de har sendt til mig siden sidste lodtrækning. Lodtrækningerne foregår ca. 1. marts, 1. juni og 1. oktober.

Siden 1. marts har jeg modtaget 68 par sokker:

12 par sokker, strikket af Britta Rasmussen, Jyderup

6 par sokker, strikket af Inga Olsen, Aalborg (+ et par babysokker)

38 par sokker strikket af strikkedamerne på Kildevældet i Hornsyld

12 par sokker strikket af Kirsten Andersen, Gelsted

Denne gang er der 68 pr sokker – og vinderen, som bliver trukket på Random.org. er  Britta Rasmussen, Jyderup, som har strikket 12 par sokker denne gang.

Til lykke Britta!

Præmien er denne gang 3 nøgler meget lækkert kvalitets strømpegarn! De kommer med posten.

 

Det er vist rekord!

Long-arm-quiltemaskinen på Depotgården har vist aldrig før quiltet så mange tæpper på 1 dag!

Laila quiltede 3 puttetæpper:

Aja quiltede 1 puttetæppe:

Ruth quiltede et tykt velour-tæppe:

Det 3. tæppe, som Laila quiltede – også et puttetæppe – fik jeg næsten syet lukkekanten på imens:

Og nu har jeg så glæden af at sy lukkekant på alle puttetæpperne!

Diki har en fest…

…når han kan drille mig, mens jeg forsøger at gøre klar til at montere et tæppe!

Det foregår på gulvet, hvor vat og bagsidestof skal klippes til, så det passer til “toppen”. Og han har opdaget, at det er dejligt blødt at ligge på!

Han er ikke meget for at flytte sig, og jeg siger meget sjældent “nej” til ham, det er ikke nødvendigt. Meen – han driller også!

Det lykkedes!

Så indviklet, at det ikke kan fortælles!

Jeg fik et opkald i aften, og havde næsten en times meget underholdende og morsom samtale med en fuldstændig fremmed kvinde.

Hun havde fundet frem til mig ad veje, hun dårligt selv kunne forklare – eller rettere til denne blog og min “Grønlandskrønike”. Og her havde hun fundet en af mine historier, som hun både kunne genkende og føje en hel masse til.

Men dels er historien privat, dels er den så indviklet, at jeg ikke ville kunne genfortælle den forståeligt.

Men hun læser nok med her! Og så kan jeg fortælle, at den person, hun efterlyste, kunne jeg ikke skaffe navn på!

Det gjorde godt…

…med en slapper-dag i går! Jeg rørte ikke en synål! Og strikkede bare lidt i går aftes.

Jeg vaskede tøj og fik 2 portioner tørt i det gode vejr. Den 3. vask = en “pom-pom-måtte” fra badeværelset blev vasket, men ikke centrifugeret – jeg prøvede med en ekstra centrifugering, det virkede heller ikke. Trevlesien indeholdt ikke noget, maskinen kørte bare langsomt frem og tilbage og tømte vand, men gik ikke op i omdrejninger, så det endte med, at jeg hængte den drivvåde måtte ud på tørresnoren – og den er stadig drivvåd i dag!

Nu har jeg læst “fejlfinding” i brugsvejledningen til den forholdsvis nye (og gode) maskine, og det ser ud til, at det har noget med ujævn fordeling i maskinen at gøre. Det skal nok passe, for måtten er meget tung af vand og fylder jo ikke jævnt ud. Så nu vil jeg vaske Diki’s sækkepude, som trænger, og hvis jeg så centrifugerer de 2 sammen, tror jeg, at det bliver mere jævnt.

Jeg har nemlig også noget andet, der skal vaskes i dag, og som jeg har set frem til: Mary-svøbet, som jeg har strikket på et stykke tid, er færdigt – ork den var lang, den yderbort!, men det vidste jeg jo godt! Der er nogle ganske få ender, der skal hæftes, så skal det uld-vaskes og spændes op. Det glæder jeg mig til!

30 smukke, søde, flotte tæpper til Projekt Puttetæpper

De sidste 2 dage har været travle, men også meget hyggelige, hvor jeg sammen med de 2 andre i Styregruppen for Projekt Puttetæpper har været på Quiltefestival i Aulby v/Middelfart.

Det er meget hyggeligt at snakke med alle de kendte og ukendte patchworkere, der gerne vil vide mere om Projekt Puttetæpper og hvordan tæpperne bliver brugt. De fleste synes, det er helt utroligt, at “vi” = projektets deltagere, Tæppetanterne, kan levere 750 – 1000 tæpper pr år! De sidste knap 3 år har alle børn, der har et ophold på et julemærkehjem i DK = 750 børn pr. år modtaget et personligt tæppe! “Får de lov at få dem med hjem?” er det hyppigste spørgsmål. Og JA, det gør de. Tidligere var det kun ét hjem, hvor alle børn fik et tæppe, så udviklede det sig, så tæpperne blev brugt som fødselsdags- og konfirmationsgaver, derefter julegaver til alle, og nu er det alle børn, der får. Da der kommer et nyt julemærkehjem til efter året – i Roskilde, bliver det 1000 tæpper pr. år. Og tæpperne til de første 40 børn i Roskilde ligger allerede klar.

Og i de sidste 2 dage har vi modtaget 30 færdige tæpper!

Et af tæpperne var imellem de udstillede “Modern Quilts”, syet på et kursus, og det flotte tæppe kom Dorte, der havde syet det, og fortalte os, at vi skulle have med hjem:

Det er godt nok flot!

Det er alle de andre – på hver sin måde – også, så vi er meget glade:

Utrolig smuk, med lidt vanding!

Jeg var urolig for den smukke rhododendron i forhaven, som jeg har et særligt forhold til! Den så lidt tør ud, og jeg var bange for, at blomsterne skulle visne, før de var sprunget helt ud.

Så den fik lidt vand i forgårs aftes, hvor jeg lagde vandslangen ind over nogle grene og lod vandet løbe helt stille nogle timer. Det betalte sig!!!

Kreativ borddækning i Fælleshuset

Vores Fælleshus kan også bruges til private fester, f.eks. konfirmationer i familien, det er jo dejligt, og der blev Christinas konfirmation holdt for 3 år siden.

I går var det vores formands barnebarn, der blev konfirmeret, og hendes mor havde pyntet meget kreativt op! Det fik jeg lov at fotografere før festen.

Konfirmanden er og har altid været “hestepige”, og det var i den grad temaet i borddækningen:

Bordkortene var præmier fra stævner, og hendes gamle Playmobil og LEGE figurer – alle med heste el. cowboys pyntede bordet

Sjovt, flot og originalt!

Til sammen ligning et billede samme sted for 3 år siden: mit barnebarn Christinas konfirmations-bord.