Så dejlig en fest, som man kunne ønske!

Det blev virkelig så dejlig en fest, som sølvbrudeparret kunne ønske sig – og gæsterne med!

Og selvfølgelig blev de glade for “brudekjolequilten” som de pakkede ud efter en dejlig middag, hvor jeg fortalte gæsterne historien.

 

Og der blev knebet tårer! Og både Anne-Mette og gæsterne kiggede detaljer:

Og vi havde en meget hyggelig aften med dejlig optræden som en gave fra det lægehus,hvor  Anne-Mette arbejder, skægge taler fra naboerne, som kunne spidde sølvbrudeparret, så lattertårerne trillede, og sluttelig dans til et meget festligt og populært orkester, der fik alle på gulvet.

Søren havde været nevøs for, om han kunne holde til sådan en fest, men han havde fået 2 meget søde borddamer, som han snakkede rigtig godt med, og især Anne-Mettes Mor var så omsorgsfuld og opmærksom, at han havde en dejlig aften.

Og så gav han mig en sjælden ros, da vi kom hjem, for han sagde, at jeg var nu den mest elegante dame blandt dem alle! Hold da op! Jeg kender jo godt både min alder og min vægt, min ringe højde og mine dårlige fødder, der udelukker brug af elegante højhælede sko. Men det var jo nok mit festdress, der var vellykket, for jeg havde købt ny nederdel + top til en flot, 8 år gammel sort/sølv chiffon jakke, og da jeg købte toppen, vidste jeg lige, hvad der ville være prikken over i’et. Nemlig den flotte norske sølvbroche, en sølje, som jeg fik for et stykke tid siden af en af kusinerne.

Men det var da dejligt, at han kunne lide det! Det bliver man vist aldrig for gammel til at høre!

Sengetæppe af brudekjole til sølvbryllup

Så er det dagen, hvor jeg afleverer det største sengetæppe, jeg nogensinde har syet (det er nr. 30 af sengetæpper!).

Det er blevet et helt “kælebarn”, måske fordi det hele er håndsyet, men også fordi det er så specielt at sy et sengetæppe med udgangspunkt i en 25 år gammel brudekjole, fra et bryllup, jeg selv deltog i, og fordi sølvbrudeparret, som de nu er, er os meget kær!

Desværre er det utroligt svært at fotografere hvidt! Så det skal jo helst ses i virkeligheden, hvilket modtagerne endelig gør i dag.

Hele sengetæppet er syet i Japansk foldeteknik, og det måler 240 x 260 cm. Hver enkelt blok måler 20 x 20 cm, den består af en cirkel, som er foldet og quiltet i buer om firkanter af bomuldspladevat, hvidt lærred og øverst forskellig dekoration, som kan være:

– blondestof fra brudekjolen, en manchet fra brudgommens skjorte, en gammel, strikket flacon

 

– et stykke af et pudevår med broderet monogram fra brudgommens Mormor

 

 

 

 

 

 

– en kniplingsflacon og et broderet monogram fra brudgommens gamle tanter,
et pyntelommetørklæde

 

 

 

 

 

 

– et stykke feston fra kusinens underskørt,

– en manchet fra ældstesønnens konfirmations- skjorte

 

 

 

 

 

– monogram fra en anden gammel tante

– halsudskæringen fra datterens konfirmationskjole

 

 

 

 

 

– gammelt hæklet mellemværk fra et gardin

– en fin flacon fra en længst afdød grandtante

 

 

 

 

 

 

– flæserne fra brudekjolen

– bindebånd fra datterens konfirmationskjole

 

 

 

 

eller

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

-nakke-udskæringen fra yngstesønnens T-shirt eller mit og Sørens broderede monogram fra en serviet, som vi fik i bryllupsgave!

Alle cirkler, som også udgør bagsiden af tæppet, er klippet af brudekjolens underkjole, brudgommens og ældstesønnens skjorter, datterens konfirmationskjole, samt diverse dynebetræk og skjortestoffer.

Cirklerne er quiltet med ca. 21840 quiltesting, og blokkene er syet sammen med ca. 15730 kastesting.

Det har været sjovt at stykke alt dette sammen, der bliver noget at studere, når sengen skal redes!

Til lykke Anne-Mette og Tune med de 25 år!

Hund på sprøjten

Det er jo ikke noget problem at give en hund medicin, når han ligefrem slikker det i sig fra doseringsprøjten!

Whisky har haft frygtelig tynd mave i nogle dage, men denne her pasta + diæt af kogt ris og kylling hjalp. Så vi behøver ikke at være nervøse for uheld med en-alene-hjemme-hund, når vi skal til sølvbryllup. Der er heller ingen uheld med ham iøvrigt, for han hyler og danser rundt, når han skal ud, så vi ikke kan være i tvivl!

Og jo: brudekjolequilten er færdig! Fotografering senere i dag.

Jeg var altså nødt til..

Jeg var altså nødt til at prøve dette ualmindelig smukke garn sent i går aftes!

“Nødt til” fordi jeg havde syet så intenst på brudekjolequilten hele dagen og aftenen, at jeg bare ikke kunne mere!

Og “nødt til” fordi det fristede at se, hvordan det blev. Og det bliver virkelig så smukt, som jeg håbede. Jeg har før strikket et tørklæde i Onion, det var sjovt og festligt, dette bliver mere afdæmpet, men flot til mig – håber jeg! Garnet er Onion Baroque 6 yarns, købt hos KM strik i Horsens (hvor jeg ellers bare lige skulle have 2 nøgler alm. bomuldsgarn!).

Det gjorde godt med en times strik inden sengetid! Jeg har syet blokke og baner sammen de sidste dage, så den stumpe ende af synålen har ridset en lille bitte revne i min finger, hvor nålen bare lige strejfer fingeren, når jeg trækker tråden til! Ja, meget skal man opleve – så nu er der plaster på. Men jeg bliver færdig i dag.

For tidligt?

Er det for tidligt nu 2 måneder og 1 dag før juleaften at interessere sig for nisser?

Det er det jo ikke, hvis man skal fremstille nisser eller andre julesager til gaver eller salg.

De nisser, Bente laver efter Ulla Paaskes bog om nisser, er altså helt uimodståelige med deres finurlige stømpeansigter og minutiøse hænder, hver eneste med sit personlige udtryk. Hun havde en hel flok af dem med til syeftermiddag på Aktivitetscenteret Søndergården, og vi var allesammen vilde med dem.

Festlig morgen

Det var mørkt! Og det var festligt! En dejlig morgen og masser af venner, naboer, kolleger og familie. Morgensang til basuntoner, kaffe og et bjerg af rundstykker med alt tilbehør – incl. små skarpe! Kaffebordene var dækket i alle stuer + det nye køkken, som de har knoklet med hele sommeren.

Til lykke med sølvbrylluppet Anne-Mette og Tune!

Vi glæder os til festen på lørdag!

Det vokser

Det er lange baner at sy sammen!

13 baner á 12 blokke 20 x 20 cm. Det kan godt mærkes i skuldrene især.
Vi fik et lille besøg i eftermiddags, af en ældre veninde, og hun var fuldstændig betaget af det, hun så. Det var jeg jo glad for.

Det er samme veninde, som jeg har fået mønsteret til hønsestriktæppet af, og hun syntes, det var rigtig sjovt at se, at jeg er i gang med et mere.

I morgen skal vi til morgensang hos sølvbrudeparret. De får først sengetæppet på lørdag, når festen bliver holdt. Men vi vil gerne deltage i morgensangen også, så vi skal godt nok tidligt op!

 

På en eller anden måde er det lidt mærkeligt – det er jo den unge generation, der skal have sølvbryllup!

Her er sølvbrudgommen – yngste gæst til vores bryllup!

Føler vi os lidt gamle? Vi glæder os i hvert fald.

En tyveknægt

 

Det er tirsdag og skraldemanden kommer tidligt, ham kan Whisky bestemt ikke lide, så huset runger af de skæld-ud, skraldemanden får! I dag er det mørkt så tidligt, så det er godt, Whisky og jeg kender vores lille morgentur i “skoven” så godt, at vi næsten kan gå der i mørke.
Han lavede ellers et nummer med mig i går aftes. Da han var yngre, var han slem til at stjæle, hvis der stod noget på køkkenbordet, der duftede indbydende. Han er jo så stor, at han sagtens kan. Det ved han bestemt godt, han ikke må, og nu gør han det ikke mere – Hm! altså, det troede jeg! For mens jeg ryddede op efter aftensmaden og vendte ryggen til, var fristelsen for stor. Jeg nåede knap nok at konstatere, at der manglede et stykke lun medisterpølse på det fad, der skulle i køleskabet, før jeg kunne se på ham, at der var noget galt. Han LUSKEDE med halen mellem benene ud og gemte sig i bryggerset. Jeg kunne heldigvis skælde godt og grundigt ud, det dur jo ikke at grine, som jeg i andre situationer er lige ved, når han gør noget galt og hans kropssprog viser, at han ved det. Han holdt sig ude af syne hele aftenen!

Jeg syr og jeg syr

Sammensyningen i baner af blokkene til brudekjolequilten er snart slut, så gælder det “den anden vej”, altså banerne til det hele tæppe, men det gode ved denne teknik er jo, at så er tæppet færdigt! Ingen sammenlægning, ingen kanter, og quiltningen er foregået løbende.

 

Et lille smugkig for Anne-Mettes skyld!

Men der skal pauser til, og da vi er så heldige at have fået en hel del dejlige æbler foræret, lod jeg mig inspirere til “en-hylden-hen-tærte”

Med marcipan, havregryn, lidt mel, rørsukker, 1 æg og Becel + hakkede mandler henover æblebåde.

Så vi kunne få lidt søndag eftermiddags-hygge-kaffe. Det gik godt, den blev lækker, men fylder meget i maven!

Christinas ferieprojekt

Enderne er hæftet på Christinas vest og en række fastmasker er hæklet rundt i halsen og ærmegabene – af Farmor. Og den fik også lige en vask, så var den klar i dag.

Men Christina, 7 år, har selv strikket vesten!
100 masker på rundpind, og det gik bare derudaf, så derfor måtte det kunne blive til noget brugbart, f.eks. en vest. Efter deling ved ærmegab forsøgte Christina at lære at strikke vrang, men det gik for langsomt, så hun mistede lidt interessen. Derfor blev det retriller, som hun kunne tælle, så der blev lige langt på ryg og forstykke. Aflukning lærte hun også hurtigt, skulle bare se det én gang! Så forstykket gik lynhurtigt, da hun kunne øjne det færdige resultat.

Opskrift: ud af Farmors hoved
Garn: Four Seasons Rainbow, 40% uld, 24% polyamid, 20% polyacryl, 16%  bomuld, 125 gram. Super lækkert og blødt, Christina elsker det. Garn og pinde var en børnepræmie fra Marianne for billede af “børn der strikker” til Marknos galleri.
Pinde 5mm.

Og nu er en dejlig ferieuge gået, deres Far har hentet dem, og tilbage er en træt hund, der “sørger” efter afskeden og sover! Han elsker børnebørnene, men er dødtræt i flere dage – han har jo passet på dem!